PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/festival-styres-fra-gr%C3%B8nne-computere-25784

Festival styres fra grønne computere

Pressemeddelelse juli 5, 2019 Dcc IT Computere

Helt i tråd med Sølund Festivalens filosofi om at være Danmarks reneste festival, så er alt IT-udstyr nu også grønt og bæredygtigt.

Pr foto AllanNisSørensen og MarkMortensen DCC

Til den netop afholdte Sølund Festival blev tingene styret fra helt nye gamle computere. De var ikke kun bærbare, de var også bæredygtige. De mere end 25 computere, som de frivillige på Sølund Festivalen benyttede sig af, var udlånt af det lokale IT-firma Skan-Data.

Sølund Festivalen har i mange år haft fokus på at mindske affald, fjerne plastic og gå imod køb- og smid-væk-kulturen, og i år var turen så kommet til at kigge på IT-udstyret.

”Vi udvikler hele tiden nye tiltag, der kan gøre vores festival grønnere og mere bæredygtig. I år forslog Skan-Data, at vi skulle have brugt IT-udstyr, og den ide, var vi selvfølgelig med på. Det ligger helt i tråd med den filosofi og strategi, som vi arrangerer festival på, og vi betegner os faktisk som Danmarks reneste festival,” fortæller Lasse Mortensen, Festivalchef Sølund Festivalen.

At levere IT-udstyr til en festival kræver noget helt særligt, og stiller bl.a. store krav til holdbarheden og ydeevne af computerne.

”Til festivalen kræves der IT-udstyr, som kan holde til noget, derfor er det nødt til at være i høj kvalitet. Kort sagt så får computerne nogle tæsk i løbet af sådan en uge, da det både kan regne, være enormt varmt, og så bliver de transporteret meget rundt. Derfor er det en optimal løsning for Sølund Festivalen at bruge brugte kvalitetscomputere, som er blevet dataslettet og opdateret igen,” fortæller Preben Skovsgaard, direktør i Skan-Data.

Grønt-IT stormer frem

Hos Skan-Data ser de tydelige tegn på, at udviklingen er støt stigende i salget af grønt IT-udstyr.

”Der er sket en markant ændring i interessen hos vores kunder for at indkøbe grønt IT-udstyr, som vi kalder det. Altså kvalitetscomputere som har mange år i sig endnu, hvis de får den rette opdatering. Virksomhederne er blevet meget mere bevidste i forhold til at tænke miljøvenligt, også når det gælder IT-udstyr,” forklarer Preben Skovsgaard.

Den aarhusianske IT-virksomhed DCC er leverandør af de bæredygtige computere, som Skan-Data forhandler. DCC har siden 1995 haft fokus på opkøb og behandling af IT overskudsvarer. I dag opkøber DCC også brugt IT-udstyr fra virksomheder og kommuner, som de datasletter, istandsætter, geninstallerer og klargør til nye kunder, og dermed forlænges computernes levetid i stedet for at ende i skrotbunken. Forvandlingen af det brugte udstyr er en lang proces, og det kræver et stort stykke arbejde, inden de brugte computere er forvandlet til nye grønne computere.

”Det er meget vigtigt, at brugt IT-udstyr behandles korrekt, og der er en masse forholdsregler, der skal overholdes i forbindelse med at opretholde en høj datasikkerhed. Det kan vi garantere kunden, som har solgt os det brugte udstyr, og samtidig kan vi give den nye kunde et kvalitetsprodukt, der har mange år i sig endnu til en yderst fordelagtig pris. På den måde er vi med til at bidrage til en cirkulær økonomi med vores bæredygtige IT,” fortæller Mark Mortensen, sales manager hos DCC.

Globalt produceres der ca. 45 mio. tons IT-affald om året – og i EU alene produceres ca. 8,7 tons elektronikaffald hvert år, hvoraf kun 2 tons af dette indsamles samt genanvendes i kontrollerede rammer og systemer. Ingen ved præcist hvor de resterende 75% ender, men eksperter vurderer at størstedelen ender som illegal elektronikskrot i Afrika og Asien. Udfordringen med elektronikaffald er, at det sammenlignet med almindeligt husholdningsaffald indeholder farlige stoffer som fx bly, cadmium, kviksølv m.fl. som kan skabe alvorlige miljøproblemer, hvis det ikke behandles forsvarligt

En del af FN’s 17 Verdensmål

Et af FN’s 17 verdensmål har overskriften ’ansvarligt forbrug og produktion’. Med det ønsker FN blandt andet at medlemslande tilskynder industrier, virksomheder og forbrugere til at genbruge og reducere deres affald.

”Vi har i dag 2.500 kunder fordelt over hele Europa, og tendensen går kun én vej, og det er øget interesse fra virksomhederne i forhold til at sælge sit gamle IT-udstyr, og indkøbe langt mere bæredygtigt end tidligere. Det udstyr vi opkøber og istandsætter, er professionelle maskiner, altså ikke de modeller, som sælges til private i elektronik-supermarkederne. En professionel maskine kan sagtens leve i 6-7 år, men tendensen har været, at de er blevet smidt ud efter 2-3 år, så vi forlænger levetiden med det dobbelte, og det er der god fornuft i både økonomisk og miljømæssigt,” forklarer Mark Mortensen.

Fakta:

DCC A/S blev etableret i 1995

DCC A/S er en af de største distributører af IT-overskudsproduktioner i Europa

DCC A/S har hovedkontor i Søften

Billedtekst: Allan Nis Sørensen, salgschef DCC A/S og Mark Mortensen, sales manager DCC A/S har leveret grønt IT-udstyr til Sølund Festivalen 2019.

Billedtekst: Lasse Mortensen Festivalchef Sølund Festivalen er glad for at de nu har fået grønt IT-udstyr på Danmarks reneste festival.

Emner


Dcc IT Computere