PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/ferielejr-har-i-50-%C3%A5r-forandret-livet-for-udsatte-b%C3%B8rn-og-unge-19414

Ferielejr har i 50 år forandret livet for udsatte børn og unge

Pressemeddelelse december 5, 2014 Jubilæum Ferielejr Ferie Børn og Unge Kultur

Ungdommens Røde Kors fejrer jubilæet ved at slå lejr på Rådhuspladsen den 6. december 2014 – kom og oplev glæden ved ægte ferielejrstemning med os.

Lørdag den 6. december fejrer Ungdommens Røde Kors 50-året for ferielejr. Der skrues op for hyggen, når vi leger med grankogler, tegner ’ting der gør os glade’, danser, synger, sjipper, drikker varm kakao og sender 1.000 balloner til vejrs – og giver alle forbipasserende på Rådhuspladsen mellem kl. 11-14 mulighed for at opleve ægte ferielejrstemning.

Ferielejr gør en forskel
Ungdommens Røde Kors har i 50 år givet uforglemmelige ferieminder til børn i hele landet. Børn, der uden vores frivillige ikke ville have kommet på ferie. Børn, der ikke havde haft historier at fortælle i klassen, når de kom tilbage fra sommerferie. Børn, der fortjener en ferie, men hvis forældre ikke altid har overskuddet til at give dem en.

Som ugen går, får børnene nye kammerater og nyder den opmærksomhed, de får af de frivillige. Stephanie på seks år synes, at det bedste ved lejren er, ”at de voksne gider lege hele tiden”. Børnene på lejrene oplever en uvant bekræftelse og interesse fra de frivillige, hvis eneste mål er, at ugen lever op til børnenes forventninger.

Hvorfor?
Ungdommens Røde Kors’ ferielejre startede i 1964, og dermed er 2014 året hvor Ungdommens Røde Kors kan fejre at have afholdt ferielejr for udsatte børn og unge i 50 år. 

Der er cirka 170.000 udsatte børn og unge i Danmark. Mange af dem har ikke mulighed for at komme på ferie. Derfor afholder Ungdommens Røde Kors hvert år 21 ferielejre, der giver udsatte børn og unge en ferieoplevelse, der kan måle sig med deres skolekammeraters.

Pressedækning den 6. december 2014
Kl. 14 sender vi 1.000 røde og hvide balloner til vejrs som afslutning på en festlig dag i bedste ferielejrånd. Der vil være god mulighed for at tage billeder.

Der er også mulighed for at tage billeder af de frivillige, der folder sig ud med sang, dans og lege. Ungdommens Røde Kors’ formand Amalie Utzon vil være til stede og står gerne til rådighed for interview både før, under og efter arrangementet.

Kontaktoplysninger
Kommunikationschef Jacob Holst Andersen på [email protected] eller 60 65 46 90.

I kan finde billeder fra vores ferielejre på Flickr: https://www.flickr.com/photos/urkfoto/sets/72157623669431223/

Ønskes andre billeder fra en af sommerens lejre kontakt national konsulent Sidsel Friis Kjærgaard på [email protected] eller 28 95 66 15.

FAKTA OM FERIELEJR
Ungdommens Røde Kors har arrangeret ferielejre for udsatte børn og unge siden 1964. Vi er med vores tilbud med til at sikre, at der er ferieaktiviteter for over 1300 udsatte børn og unge hvert år. Ferielejrene afholdes i sommerferien – inklusiv en enkelt vinterlejr. De 21 ferielejre involverer 900 frivillige og er fordelt ud over hele Danmark samt et par lejre i Norge og Sverige. Find mere information om Ungdommens Røde Kors og ferielejr på www.urk.dk/ferielejr

FAKTA OM UNGDOMMENS RØDE KORS
Ungdommens Røde Kors er Danmarks største humanitære ungdomsorganisation. Vi er en selvstændig organisation under Røde Kors i Danmark og den internationale Røde Kors-bevægelse. Vi hjælper børn og unge med problemer som ensomhed, misbrug, fattigdom og vold. Fra lektiehjælp og chat til ferielejr og væresteder. Mere end 4.500 frivillige udgør kernen i Ungdommens Røde Kors, og alle aktiviteter er baseret på frivillig arbejdskraft. Læs mere på www.urk.dk

Emner


Jubilæum Ferielejr Ferie Børn og Unge Kultur