PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/f%C3%B8lg-u-landskalenderen-2006-fra-vision-til-virkelighed-3277

Følg U-landskalenderen 2006 fra vision til virkelighed

Pressemeddelelse oktober 12, 2006 Børn og Unge

Det vil forandre livet for børnene i Entoto-bjergene i Etiopien, når 250.000 danske børn i december måned åbner lågerne i Børnenes U-landskalender. Denne forandring kan danskerne følge trin for trin på www.LadLivetGro.dk.

I år går pengene fra salget af U-landskalenderen til børn i Entoto-bjergene nordøst for Etiopiens hovedstad Addis Ababa. Der skal skabes 10 grønne oaser. Disse skal huse grundskoler til børnene, så de undgår den lange og farlige vandretur til skolen Addis Ababa. Samtidig skal oaserne fungere som praktiksted, hvor voksne og børn lærer at udnytte naturens ressourcer på en bæredygtig måde, så ikke mindst børn slipper for at arbejde mange timer hver dag med at finde og sanke brænde.

Endnu er projektet kun velgennemarbejdede visioner på hvidt papir. I løbet af de næste fem år, skal AC Børnehjælp, vores etiopiske partnere og de deltagende familier sørge for, at visionen bliver til virkelighed. Det synes vi, at danske børn og deres forældre skal kunne følge med i. På www.LadLivetGro.dk kan man følge familierne, projekter og oaserne til projektet i 2011 er fulgt helt til dørs. Fire etiopiske journaliststuderende skal sikre en tæt og nær rapportering gennem hele projektet.

”Vi har en tro på, at det for mange danskere vil gøre en forskel, at de kan følge projektet og lære de mennesker at kende, som de har støttet gennem køb af en U-landskalender,” fortæller AC Børnehjælps kommunikationsmedarbejder Susanne Dencker. ”Tankerne og visionerne for projektet er naturligvis vigtige. Men ideerne er kun vejen til den virkelige og konkrete forandring, der vil ske for det fattige og så godt som glemte folk i Entoto-bjergene. En forandring vi utrolig gerne vil fortælle om. Derfor har vi etableret www.LadLivetGro.dk.”

Visionen
Glade Børn i Grønne Oaser vil i de næste fem år gøre livet væsentligt bedre for børn og deres familier i Entoto bjergene. Tirsit og Solomon vil sammen med 4.498 andre børn gå i skole og have afløst det hårde og farlige arbejde med brændesamling med matematik og naturlære.

Skolen vil ligge tæt på landsbyen i bjergene nordøst for Addis Ababa i Etiopien i en lille oase af træer og køkkenhave. I oasen kan familierne få inspiration og hjælp til at skabe sig alternative indtægtskilder til brændesamlingen, og Sundhedsklinikken kommer på jævnlige besøg. Kort sagt børn og voksne har fundet alternativer til de fem seks timers gåture hver eneste dag!

Hvis du vil vide mere
Allerede nu kan du på www.LadLivetGro.dk følge med i opstarten af projektet.

Du er også velkommen til at kontakte AC Børnehjælps direktør: Jørgen-Ulrich Raunskov eller programkoordinator Louise Okon Willie på 86126522 eller mail: [email protected]

Kontakter


Emner


Børn og Unge