PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/f%C3%B8devareministeriet-s%C3%A6tter-fokus-p%C3%A5-restaurering-af-vandl%C3%B8b-954

Fødevareministeriet sætter fokus på restaurering af vandløb

Pressemeddelelse december 22, 2004 Natur

Vandløbsrestaurering er prioriteret højt på Fødevareministeriets handlingsplan for fiskepleje i 2005. Fiskeplejen giver rundt om i landet bedre vilkår for fisk – især i søer og vandløb, men også i havet. Det sker ved at medfinansiere restaurering af vandløb og søer, udsætte fisk og yngel, forske og lave undersøgelser, så fiskeplejen hele tiden bliver bedre.

Midlerne til fiskepleje kommer fra salg af fisketegn. Indtægten ligger på omkring 30 millioner kroner om året. Pengene er blevet fordelt på 39 projekter rundt om i landet. Puljen til vandløbsrestaurering er forhøjet i 2005, både hvad angår tilskud til amter og kommuner, som i alt får 2,5 mio. kr. og tilskud til andre småprojekter på i alt 250.000 kr.

Der bliver gjort et vigtigt stykke arbejde, som er til gavn for fiskene, naturen og miljøet og selvfølgelig også for lystfiskere, fritidsfiskere og erhvervs- og bierhvervsfiskere. Det gode formål kan kun være en motivation for alle, der tager på fisketur, til at huske at købe fisketegn, siger fødevareminister Hans Chr. Schmidt.

I mange vandløb findes der spærringer, der forhindrer fiskenes frie vandring. Spærringer er sammen med forurening og dårlige fysiske forhold hovedårsag til, at der er et stort behov for udsætning af især ørred i vandløbene. For at fremme den naturlige reproduktion og på sigt reducere behovet for udsætning af fisk afsættes der midler til etablering og forbedring af vandrefiskenes passagemuligheder og gydeforhold i mindre vandsystemer.

Amter og kommuner kan søge om tilskud til konkrete projekter til restaurering af vandløb. Derudover kan en særlig pulje til mindre projekter søges af lokale sammenslutninger og lystfiskerforeninger til skånsom udlægning af gydegrus, større sten og andre vandløbsforbedrende projekter.

Se hele handlingsplanen for fiskepleje 2005: http://www.fd.dk/info/sjle1/parasyv2/2005HPLISTE.pdf

Kontaktpersoner
Biolog Peter Geertz-Hansen, Danmarks Fiskeriundersøgelser,
tlf. 33 96 33 00, [email protected].
Fuldmægtig Lene Jensen Scheel-Bech, Fiskeridirektoratet,
tlf. 33 96 30 00, [email protected]

Kontakter


Ragna Christensen

Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
rch@f***** Vis...
33951*** Vis...

Emner


Natur