PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/f%C3%B8devareministeriet-m%C3%A5ler-adf%C3%A6rd-og-d%C3%B8delighed-hos-unge-%C3%B8rreder-og-laks-i-eg%C3%A5dalen-946

Fødevareministeriet måler adfærd og dødelighed hos unge ørreder og laks i Egådalen

Pressemeddelelse december 22, 2004 Natur


Ørred- og laksebestanden i Egå er med på Fødevareministeriets handlingsplan for fiskepleje i 2005. Fiskeplejen giver rundt om i landet bedre vilkår for fisk især i søer og vandløb, men også i havet. Det sker ved at medfinansiere restaurering af vandløb og søer, ud-sætte fisk og yngel og lave undersøgelser, så fiskeplejen hele tiden bliver bedre.

Midlerne til fiskepleje kommer fra salg af fisketegn. Indtægten ligger på omkring 30 millioner kroner om året. Pengene er blevet fordelt på 39 projekter rundt om i landet. I 2005 er der afsat 45.000 kr. til projektet i Egådalen. Der er også sat midler af til projekter, som skal afdække bestanden af havørred i bl.a. Grenå Å og Hadsten Lilleå.  

Der bliver gjort et vigtigt stykke arbejde, som er til gavn for fiskene, naturen og miljøet og selvfølgelig også for lystfiskere, fritidsfiskere og erhvervs- og bierhvervsfiskere. Det gode formål kan kun være en motivation for alle, der tager på fisketur, til at huske at købe fisketegn, siger fødevareminister Hans Chr. Schmidt.

I forbindelse med fiskeplejeprojektet i Egå bliver 30 udsatte ørreder i foråret 2005 radiomærket. Gennem deres vandring i åen kortlægges fiskenes adfærd og dødelighed.
Baggrunden for undersøgelsen er, at Århus Amt har planlagt at reetablere det oprindelige vådområde i Egådalen. Det indebærer, at der opstår en sø på ca. 180 ha. Adfærden og dødeligheden for unge laks og ørreder skal sammenlignes med dødeligheden i den planlagte sø, og derved kan der gives et mål for havørredbestanden i den nye sø.


Hele handlingsplanen for fiskepleje 2005 kan findes på Fiskeridirektoratet hjemmeside: www.fd.dk

Kontakter


Ragna Christensen

Ministeriet for fødevare, landbrug og fiskeri
rch@f***** Vis...
33951*** Vis...

Emner


Natur