PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/f%C3%A6rchfonden-henter-top%C3%B8konom-til-at-booste-jysk-udvikling-21413

Færchfonden henter topøkonom til at booste jysk udvikling

Pressemeddelelse juni 26, 2015 Ny direktør til Færchfonden

Vækstfondens nuværende vicedirektør og CFO, Martin Vang Hansen, skal sammen med Færchfonden bl.a. udfordre udviklingen mellem danske land- og bysamfund. Som ny direktør i milliardfonden vil han styrke erhvervsudvikling af Nord- og Vestjylland.

Martin Vang Hansen

Den danske erhvervsudvikling er præget af, at danske veluddannede i større og større grad søger mod metropolerne. Men det er en del af en udvikling, som skal vendes, mener Færchfondens nye direktør. Martin Vang Hansen, der selv kan skrive både Harvard og Columbia University på cv’et, rykker Hellerup-kontoret til Holstebro. Herfra skal han bygge de næste lag på regionens erhvervsudvikling:

”Færchfonden har helt unikke muligheder for at styrke den regionale udvikling i Nord- og Vestjylland. For mig er direktørstillingen en fantastisk mulighed for at komme til at arbejde med de værktøjer, fonden har til rådighed og udfordre de meget kraftfulde, strukturelle mønstre, vi ser i Danmark og internationalt. Det glæder jeg mig meget til,”forklarer Martin Vang Hansen.

 Boost af Danmarks mest erhvervsvenlige kommune

Holstebro er netop blevet kåret til Danmarks mest erhvervsvenlige kommune, og i Holstebro er iværksættere ofte også mere modstandsdygtige end i resten af landet, viser undersøgelser fra Teknologisk Institut.

Martin Vang Hansen understreger, at områdets entreprenørskab også har lokket ham: ”Der er skabt en unik base for iværksætteri og erhvervsudvikling i området, som der skal bygges videre på. Desuden vil jeg gerne helt tæt på områdets særlige iværksætterkultur, som jeg håber, at jeg – med min erfaring med at opdyrke finansielle økosystemer og styrke den strategiske erhvervsudvikling – kan dyrke lokalt og skabe opmærksomhed omkring nationalt og internationalt,”forklarer han.

Mere viden til området

Bestyrelsesformand i Færchfonden, Annemette Færch, ser ansættelsen af den snart forhenværende vicedirektør i den statsejede investeringsfond som en del af at give udviklingen i området endnu et skub fremad. Den nye direktør skal styrke områdets netværk, regionens muligheder og fondens egen værktøjskasse:

”Færchfonden vil styrke den nordvestjyske udvikling - og vi har et godt fundament at bygge videre på. Men vi vil gerne samle endnu mere viden i Nordvestjylland og udvide områdets netværk og kompetencer. Martin har blandt andet en stor viden og et uslukkeligt engagement i at opdyrke iværksætterpotentialet i Danmark. Han kan derfor styrke området med et netværk af viden og handlekraft både nationalt og internationalt. Desuden er han yderst kompetent i forhold til at drive og udvikle fondens investeringsportefølje. Derfor er vi meget stolte over at kunne præsentere ham som ny direktør og meget glade for, at han kommer til området,” forklarer hun”forklarer hun.

 

Martin Vang Hansen tiltræder stillingen som direktør d. 1. oktober 2015.

  • Martin Vang Hansen træffes via pressekoordinator, Thomas Albrechtsen – 42 46 60 33 - [email protected].
  • Annemette Færch træffes på 27229448 (dog ikke mellem 11 og 13)

Martin Vang Hansen – blå bog uddrag

  • 2001-2015 (d.d.): Vækstfonden, CFO & vicedirektør
  • 2013-2015 (d.d.): Ekstern lektor, Venture Capital & Private Equity, CBS
  • 2000-2001: Erhvervsministeriet, specialkonsulent
  • 1997-2000: Unibank Markets, senioranalytiker

Uddannelse

  • 2009: General Management Program, Harvard Business School
  • 2002-04: Global Executive MBA fra London Business School & Columbia Business School
  • 1990-96: Cand.polit. fra Københavns Universitet og Harvard University

Kontakter


Emner


Ny direktør til Færchfonden