PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/f%C3%A5-pulsen-op-og-sved-p%C3%A5-panden-277

Få pulsen op og sved på panden

Pressemeddelelse oktober 2, 2003 Helse

En formiddag med fuld fart på i et sjovt fællesskab med idrætsaktiviteter for alle er synonymt med Skolernes Motionsdag. Dansk Skoleidræt og Hjerteforeningen står igen i år bag årets store motionsarrangement, som traditionen tro foregår umiddelbart inden efterårsferien.

Fredag den 10. oktober er dagen i år, hvor over en halv million børn over hele landet slipper den traditionelle undervisning og i stedet kaster sig ud i mange forskellige aktiviteter, som både giver gymnastik for hjernen, men i høj grad også aktiverer pulsen og får sveden frem på panden.

- På Skolernes Motionsdag har vi en enestående chance for at give børnene flere timers bevægelse og samtidig præsentere dem for en hel række forskellige og spændende aktiviteter, som både indeholder leg og sund motion, og hvor alle kan være med, siger formand for Dansk Skoleidræt Lene Mygenfordt.

Hjerteforeningen og Dansk Skoleidræt lægger meget vægt på, at arrangementet især også rummer aktivitetstilbud, som kan friste de mange børn, der er inaktive i hverdagen.

- Der er meget forskning, som dokumenterer motions overvældende gode følger for sundheden også senere i livet, udtaler sundhedschef i Hjerteforeningen, Lars Ovesen.

Idrætsforsker, lektor dr. med. Lars Bo Andersen fra Institut for Idræt på Københavns Universitet understreger, at det er meget vigtigt, at skolerne får motiveret de inaktive børn til fysisk leg og samtidig sørger for, at de aktive børn forbliver aktive. Han har gennem flere undersøgelser påvist, at fysisk inaktivitet øger risikoen for knogleskørhed og knoglebrud, men et lavt konditionstal hænger ifølge undersøgelserne også nøje sammen med en høj dødelighed.

På Skolernes Motionsdag vil der imidlertid blive rig lejlighed til at opleve glade børn i fuld vigør. Ved starten for 21 år siden var motionsløb omdrejningspunktet. Siden er andre gamle og nyere idrætsgrene kommet på dagens programmer. En nærmere kontakt med de enkelte skoler afslører, at kreativiteten og mangfoldigheden er stor.

Igen i år er der lagt op til et stort og spændende motionsarrangement på de deltagende skoler. Flere skoler starter dagen med fælles morgenmad og opvarmning, inden eleverne går i gang med eksempelvis; orienteringsløb, triatlon, aerobic, rulleskøjteløb, leg, svømning, mountainbike, maratondans og meget andet.

Kontakter


Emner


Helse