PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/f%C3%A5-det-bedste-ud-af-din-haveclematis-668

Få det bedste ud af din haveclematis

Pressemeddelelse juli 13, 2004 Livsstil


Clematis er en robust haveplante. Men som alle andre kan den blive ramt af skadedyr og sygdom. Der er dog ingen grund til panik. Langt de fleste dårligdomme kan kureres.

Flot ser den ud, haveclematisen, der slynger sine grønne stængler og farverige blomster op ad rafter og hegn. Glæden er dog knap så nem at få øje på, hvis planten er ramt af den alvorlige sygdom visnesyge. Bladene mister deres sunde glans, og langsomt visner hele planten ned.
Det er sjældent de småblomstrede clematis, der er modtagelige overfor visnesygen. Oftest er det de storblomstrende sorter, der bliver ramt. Men der er andre muligheder, end at grave planten op og forvise den fra haven, hvis visnesygen slår ned. Planten kan klippes helt ned til bunden, hvorefter jorden gennemvædes med et kobberbaseret svampemiddel. Når clematisen begynder at skyde igen, skal det øverste skud knibes af, så planten atter kan udvikle sig til en stærk og busket havepryd. Husk at fjerne de afklippede grene fra haven, så de ikke spreder sygdommen yderligere. Vandingen med det kobberbaserede svampemiddel fortsættes én gang om måneden, så planten ikke får et tilbagefald.

Som i det menneskelige univers, er det bedre at forebygge sygdommen end at helbrede. Derfor er det vigtigt at studere en clematis nøje og kritisk, før den havner i indkøbskurven. For stærke, sunde og buskede planter er ikke nær så modtagelige, som små og svage vækster. Derudover er det en god idé at grave planten fem centimenter dybere end pottekanten. På den måde får clematisen hurtigere gang i væksten, og bliver ikke så nemt offer for visnesygen.
Generelt gælder, at  sunde planter er mere modstandsdygtige end usunde. Derfor vil enhver clematis sætte pris på god og regelmæssig gødning. En blanding af god havekompost eller almindelig rosengødning vil gøre planten godt, men flydende gødning i vandkandevandet kan også bruges. Clematis har brug for gødning fra det tidligere forår og til blomstringen sætter ind. Når planten er afblomstret genoptages gødningen.
Skulle en flok af havens almindelige skadedyr slå sig ned i en clematis, kan planten uden problemer tåle den samme behandling mod utøj som alle øvrige planter.

Poulsen Roser A/S med hovedsæde i Fredensborg har 125 års erfaring i at udvikle nye sorter af roser og clematis. Poulsen Roser A/S har vundet stort set alt, hvad der er at vinde af medaljer for de fine planter og kan desuden kalde sig leverandør til det Kgl. Danske Hof. Hvert sekund døgnet rundt sælges der to Poulsen roser eller clematis et eller andet sted i verden, og planterne produceres i dag i flere end 50 lande. Poulsen Roser A/S drives af stifterens oldebarn, Pernille Olesen og hendes mand, Mogens N. Olesen. Oplysninger om Poulsen Rosers nye tiltag og firmaet i øvrigt kan findes på www.poulsenroser.dk

Billedtekst:
Som andre haveplanter kan clematis bliver ramt af skadedyr og sygdomme. Visnesygen er alvorlig for de storblomstrede sorter, men et kobberbaseret svampemiddel kan give nyt liv til planten.  

Kontakter


Emner


Livsstil