PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/europas-st%C3%B8rste-gokartcenter-2858

Europas største Gokartcenter

Pressemeddelelse maj 27, 2006 Motor

- med en indendørs bane på én kilometer, 14 sving ogplads til 24 kørende Gokarts, åbner nu.

Panorama ny
Søndag den 11. juni kl. 10 åbner den 10.000 m2 store Racehall - Europas største indendørs Gokartbane i Viby ved Århus. Banen, som er opbygget præcis som en formel 1 bane, er én km lang, op til 12,5 m bred, har 14 sving og 100 m langside med plads til 24 kørende gokarts samtidig. Farten kan komme helt op på 75 km i timen, og alle løbene foregår under avanceret tidsstyring.

Det er den tidligere AGF-hal i Viby, som de sidste mange måneder har gennemgået en markant forvandling fra sportshal til gokart-center. I tilknytning til banen er der opført restaurant, cafe, bar, selskabslokaler samt herre- og dameomklædningsrum med badefaciliteter.

Bag dette store projekt står to unge mennesker, nemlig Peter Skjødt-Jacobsen (27) og Nikolaj Linde (28). De har tidligere drevet en mindre Gokartbane, men øjnene straks nogle langt større perspektiver, da AGF-hallen blev udbudt til salg. I konkurrence med 20 andre bød de på hallen og fik den. Herefter begyndte de med det samme at realisere deres drøm om at opbygge Europas største indendørs Gokart-bane.

Rejste Europa tyndt
Med det mål at finde den mest unikke bane rejste Peter og Nikolaj Europa tyndt. Efter mange besøg på forskellige Gokartbaner faldt valget på en bane, skabt af den tidligere racerkører Klaus Fritzinger i Tyskland. Han står for det ypperste inden for sit felt, og har opbygget flere end 30 baner rundt i Europa, hvoraf flere er blevet tildelt priser for opbygning og materialevalg. Bl.a. var det Klaus Fritzinger, som den verdensberømte formel 1 kører Michael Schumacher valgte at benytte, da han i sin tid skulle have opbygget en hel speciel bane til sit eget Gokartscenter.

Miljøet og etik i højsæde
Klaus Fritzinger har ikke bare bistået Peter og Nikolaj med at opbygge Europas mest veludstyrede og sikkerhedsmæssige gokarts-bane i Århus. Han har også tænkt miljøvenligt, idet al materiale er skabt af genbrugsplast. Desuden har hver Gokart fået påmonteret katalysator og kører i øvrigt på giftfrit specialbenzin. Og et kæmpestort udsugningsanlæg sørger for konstant rent luft i hallen. Der er også indført en alkoholpolitik, idet hver gæst inden kørslen skal underskrive en erklæring om, at vedkommende ikke er alkoholpåvirket. Hvis en stikprøve viser en alkoholprocent på over 0,5 vil køreren blive bedt om at forlade banen.

Også for børn og handicappede
De to initiativtagere forventer, at flere end 100.000 gæster vil lægge vejen forbi Racehall inden for det kommende år. Det er intentionen at tiltrække ikke bare unge mennesker, men også firmaer og foreninger, som ønsker at give deres ansatte og medlemmer en anderledes og aktiv oplevelse. Og selv de helt små børn (fra 120 cm i højden) er der tænkt på, idet små børne-Gokarts står parate til dem. Endelig kan også handicappede komme ud og køre, da der forefindes specielle Gokarts, hvor speeder og bremser kan styres fra rattet. Det er Jason Watt, som her har givet gode råd og vejledning til Racehall med henblik på, at også denne målgruppe kan få styret deres køreglæde.

På åbningsdagen vil der hele dagen være et væld af aktiviteter. Bl.a. vil der være en konkurrence, hvor den gæst, der hurtigst kan gennemkøre banen, vil vinde 10.000 kroner.

Yderligere informationer fås hos Peter Skjødt-Jacobsen, Racehall,
på telefon 8628 0170 eller via www.racehall.dk


Billedtekst: Nu åbner Europas største indendørs Gokartbane med en Formel 1 bane på én kilometer samt restaurant, café, bar og omklædningsrum i den gamle AGF-hal, som dækker 10.000 m2.

Kontakter


Emner


Motor