PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/europa-kommissionen-f%C3%A5r-dansk-hj%C3%A6lp-til-at-fasts%C3%A6tte-energikrav-til-computere-og-kontorudstyr-2164

Europa-Kommissionen får dansk hjælp til at fastsætte energikrav til computere og kontorudstyr

Pressemeddelelse januar 23, 2006 Erhverv

Europa-Kommissionen har netop indgået en tre-årig kontrakt med konsulent-virksomheden Jan Viegand Analyse & Information om rådgivning, når Kommissionen sammen med den amerikanske regering skal fastsætte nye energikrav til computere, skærme og andet kontorudstyr i Energy Star-programmet

”Kontrakten giver os mulighed for at være med til at yde en indsats for at gøre computere, skærme og kontorudstyr over hele verden mere energieffektive og dermed reducere elforbruget og miljøbelastningen ved elforbruget”, siger chefkonsulent Jan Viegand fra Jan Viegand Analyse & Information.

Kontrakten er indgået efter et offentligt udbud i hele EU og løber indtil udgangen af 2008. Jan Viegand Analyse & Information skal hjælpe Europa-Kommissionen med teknisk rådgivning, når der skal stilles nye og skrappere krav til strømforbrug for it- og kontorudstyr for at få Energy Star-mærket.

Energy Star er en verdensomspændende energimærke-ordning, som er startet i USA, men som nu også bruges i EU, Australien, Canada, Japan, New Zealand og Taiwan.

Nye energikrav til computere
”De første produkter vi skal kigge på er computere, kopimaskiner, printere og skannere”, siger Jan Viegand og fortsætter: ”Energikravene er en del år gamle, og der er stort behov for at få opdateret kravene og gjort dem skrappere, så forbrugerne reelt kan bruge Energy Star-mærket, når de vil købe energieffektive produkter”.

Ud over at vurdere de tekniske krav skal Jan Viegand Analyse & Information også være med til fremme dialogen mellem Europa-Kommissionen, producenter, EU-lande og andre organisationer, blandt andet forbrugerorganisationer. Ligeledes skal konsulentvirksomheden analysere, hvordan it- og kontorudstyr vil udvikle sig fremover, og hvad det betyder for energiforbruget.

I Danmark danner Energy Star-kravene - sammen med krav i andre internationale energimærkeordninger  - baggrund for Elsparefondens og Energistyrelsens indkøbskrav, som statens institutioner skal følge. En del andre institutioner og virksomheder følger frivilligt indkøbskravene for at spare på energiomkostningerne.


Fakta om Energy Star
Energy Star blev startet i 1992 af den amerikanske regerings miljøstyrelse, US EPA, for at fremme brugen af energieffektive produkter og dermed reducere miljøbelastningen. I 2001 underskrev Europa-Kommissionen en aftale med den amerikanske regering om samarbejde om den del af Energy Star som omfatter it- og kontorudstyr. Aftalen betyder, at nye krav skal vedtages i et fællesskab mellem USA og Europa-Kommissionen. Blandt andet den amerikanske regering skal overholde Energy Star-kravene, når de køber nye produkter, medmindre det ikke er omkostningseffektivt. Målet med Energy Star er, at kun de 25 procent mest energieffektive produkter på markedet kan blive godkendt til at få Energy Star-mærket. Læs om programmet på www.energystar.gov og www.eu-energystar.org.

Fakta om Jan Viegand Analyse & Information
Jan Viegand Analyse & Information er en mindre konsulentvirksomhed, som yder rådgivning til især energimyndigheder om muligheder for at sænke energiforbruget og hjælper med gennemførelsen. Kunderne er blandt andet Energistyrelsen, Elsparefonden, Miljøstyrelsen, danske elselskaber og Europa-Kommissionen. Læs mere på www.janviegand.dk.

Kontakter


Emner


Erhverv