PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/eu-st%C3%B8tter-forskning-i-danske-navlesnorsstamceller-12822

EU støtter forskning i danske navlesnorsstamceller

Pressemeddelelse december 16, 2011 Medicinal

StemCare, der har specialiseret sig i opsamling og nedfrysning af navlesnorsstamceller, har sammen med forskningsinstituttet Bioneer og en hollandsk biotekvirksomhed modtaget 5,2 millioner kroner fra EU til færdigudvikling af teknikker, der skal sikre, at man til hver en tid har tilstrækkeligt med egnede stamceller til rådighed til brug for behandling.

Danmarks eneste stamcellebank, StemCare A/S, og forskningsinstituttet Bioneer A/S, der er en uafhængig forskningsdrevet virksomhed inden for biomedicin/-teknologi, har sammen med den hollandske biotekvirksomhed Vabrema fået tildelt 5,2 millioner kroner fra Eurostars-programmet under EU til projektet StemXpand, der har til formål at udvikle effektive teknikker til opformering af bloddannende stamceller.

Samarbejdet kan bringe Danmark helt i front på området for opformering af navlesnorsstamceller til brug for forskning og behandling.

Øget interesse for opformering

De seneste års positive forskningsresultater inden for stamcelleområdet har øget interessen for, hvordan man sikrer et tilstrækkeligt antal stamceller til brug for behandling blandt de 1,3 millioner navlesnorsstamcelleportioner, der alene i USA og EU opbevares i private og offentlige stamcellebanker.

Stamceller – herunder navlesnorsstamceller – består hovedsageligt af bloddannende og mesenkymale stamceller. Bloddannende stamceller anvendes til behandling af blodsygdomme som leukæmi, mens de mesenkymale stamceller primært har potentiale inden for regenerativ sygdomsbehandling som fx behandling af hjerte-kar-sygdomme, gigtsygdomme og diabetes I.

For at sikre, at der er nok anvendelige stamceller til brug for behandling af voksne patienter, kan det være nødvendigt at opformere cellerne, og mens man i flere år har haft effektive teknikker til rådighed til opformering af mesenkymale stamceller, har de bloddannende stamceller vist sig mere komplicerede at opformere.

Emnet er relevant, såvel for patienter, der har egne navlesnorsstamceller opbevaret, som for de patienter, der har behov for en stamcelledonor. Sidstnævnte hænger ikke mindst sammen med vanskelighederne ved at finde vævsforenelige donorstamceller i de internationale offentlige stamcellebankers registre. Som situationen ser ud i dag, vil en patient nemlig ofte have behov for at finde ikke bare én men flere stamcelledonorer, hvis en stamcelleportion ikke er tilstrækkelig til brug for behandling med bloddannende stamceller.

Samarbejde bringer Danmark i front

Samarbejdet, som StemCare, Bioneer og Vabrema har døbt ’StemXpand’, strækker sig over 2-3 år, hvor de tre virksomheder bidrager med hver deres ekspertiseområder. Vabrema står for udviklingen af den bioreaktor, som navlesnorsstamcellerne skal opformeres i, Bioneer bidrager med sin mangeårige erfaring med produktion af store mængder af celler i bioreaktorsystemer, og StemCare leverer de nødvendige navlesnorsstamceller, som virksomheden har fået doneret til forskningsbrug.

Realiseringen af StemXpand-samarbejdet betyder, at Danmark kan komme med helt i front inden for det væsentlige nicheområde, som opformering af bloddannende stamceller repræsenterer. ’Eurostars-midlerne er svære at komme i nærheden af og der er mange om budet. Når det lykkes, er det en klar anerkendelse af den videnskabelige værdi, som projekterne repræsenterer. Mange forskere arbejder med at ekspandere bloddannende stamceller, men StemXpand-projektet indebærer afprøvning af en betydelig opformering, som både er anvendelige til forskning og klinisk brug, og det er nyt’, siger Christian Clausen, ph.d. og gruppeleder i Bioneer.

Administrerende direktør, Lisbeth Juhl Christensen, fra StemCare A/S finder perspektiverne i samarbejdet lovende: ’Perspektiverne i dette projekt er ikke alene godt nyt for de ca. 5.000 danske familier, der i dag opbevarer navlesnorsstamcellerne fra deres barn. Det er også et gigantisk skridt i den rigtige retning for forskningen og for de patienter, som har behov for opformering af stamceller fra internationale stamcellebanker. I fremtiden er det således ikke urealistisk, at StemCare vil udvide forretningsområdet til at omfatte opformering af stamceller fra såvel privat som offentligt regi.’

StemCare og Bioneer har i 2010 og 2011 modtaget yderligere 600.000 kroner fra Forsknings- og Innovationsstyrelsen til fælles gennemførelse af konkrete forsøg, der skal påvise, at mesenkymale stamceller fra nedfrosset navlesnorsblod kan opformeres rutinemæssigt. Med den seneste tildeling af Eurostars-midler på 5,2 millioner er det således tredje gang, de to samarbejdende virksomheder bakkes op med offentlige midler.

Note til redaktionen:

1)       EU ønsker at øge markedsorienteret tværnationalt forsknings- og udviklingssamarbejde mellem forskningsintensive virksomheder, universiteter og andre videninstitutioner. Eurostars-programmet er blandt de konkrete midler, der skal fremme denne målsætning. Eurostars-bevillingerne samfinansies af Rådet for Teknologi og Innovation under Videnskabsminsteriet og EU-Kommissionen under EUREKA. EUREKA er et fælles-europæisk netværk med 38 medlemmer heriblandt EU-kommissionen.

2)       Bioneer A/S er et helejet datterselskab af DTU, Danmarks Tekniske Universitet. Bioneers formål er at drive teknologisk service på almennyttigt grundlag inden for det biomedicinske, bioteknologiske og bio-medikotekniske omårde. Som almennyttig virksomhed er Bioneer uafhængig af særinteresser.

3)       StemCare A/S er Danmarks eneste stamcellebank og specialiseret i opsamling og nedfrysning af stamceller fra nyfødtes navlesnorsblod med henblik på anvendelse i forbindelse med eventuel senere opstået sygdom. StemCare blev etableret i 2002 og er medlem af den europæiske sammenslutning af stamcellebanker, Cord Blood Europe.

Emner


Medicinal