PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/eu-s-f%C3%A6lles-fiskeripolitik-p%C3%A5-d%C3%B8dssejlads-5602

EU’s fælles fiskeripolitik på dødssejlads

Pressemeddelelse juli 3, 2008

Hvis Folketingets Europaudvalg i morgen fredag den 4/7 udstyrer den danske fødevareminister med det fiskeripolitiske mandat, hun beder om, er det et endeligt forlis af den fælles fiskeripolitik i EU.

Den blev vedtaget for 25 år siden i 1983 og selv om den aldrig har virket efter hensigten, så forsøgte den dog på de biologiske områder at holde kursen mod et større mål af bæredygtighed i fiskeriet.

Nu fremlægger EU kommissionen under EU kommissær Joe Borg en "Initiativpakke", som skal forsøge at hjælpe det energislugende fiskeri i EU. Planen opererer med en samlet støtte på ca. 4 mia. kr. - penge, som man tager fra den nyligt oprettede Fiskerifond, som blev oprettet til støtte for at få fiskeriet ind på en mere biologisk og økonomisk bæredygtig kurs.

Denne initiativpakke har intet med bæredygtighed at gøre, det er akut nødhjælp til et helt igennem forfejlet fiskeri, som i stedet for at bygge på biologisk bæredygtighed er bygget på vold og magt. Vold mod naturen og klimaet og magt mod det naturskånsomme fiskeri, som kan fange fisken uden brug af den store mængde olie.

Med vold og magt gennemtrumfer denne kapital- og energitunge industri sine mål. Da fiskerne (de ansatte på de store trawlere) sloges mod alt og alle i de sydeuropæiske hovedstæder, var de rigtige fiskere på havet. De fiskere, som forsyner os med den daglige friske fisk, har ikke de store energiproblemer. De slæber ikke deres redskaber, men anvender passive redskaber. De har derimod problemer med for lave kvoter, fordi man politisk holder et naturstridigt trawlfiskeri kunstigt i live.

Udover de skandaløse konsekvenser for europæisk fiskeripolitik, så vil det også være en skandale i forhold til den erklærede europæiske og danske klimapolitik. Vi siger i Danmark, at vi erkender, at det er af allerstørste vigtighed at holde temperaturstigningerne under de 2 grader, så Verden ikke ender i et klima, der går amok.  Vor regering hylder markedskræfterne. Men nu sætter man markedskræfterne ud af kraft og accepterer direkte og indirekte oliesubsidier i Europa og i Danmark. Det må få alle til at opfatte, at dansk klimapolitik er manipulerende og løgnagtig.

Læs Levende Havs henvendelse til Folketingets Europaudvalg den 3/7 2008 i vedhæftede fil.

Kontakter