PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/eu-for%C3%A6ldre-opbevarer-350-000-stamcellepr%C3%B8ver-11709

EU-forældre opbevarer 350.000 stamcelleprøver

Pressemeddelelse marts 4, 2011 Medicinal

Kommende forældres interesse for opbevaring af stamceller fra deres børns navlesnor er stor i EU. Mange bliver imidlertid stadig ikke informeret om muligheden under graviditeten. Derfor vil den europæiske non-profit interesseorganisation af stamcellebanker, Cord Blood Europe, have EU til at vedtage en lov om at gøre information af gravide om stamcelleopbevaring obligatorisk. ’Information om så væsentligt et emne er en demokratisk ret’, siger organisationens formand.

Private stamcellebanker med stamceller fra navlesnorsblod er en vigtig bidragsyder til de europæiske stamcellereserver. Ved udgangen af 2010 havde forældre bosat inden for EU således tilsammen 349.774 prøver opbevaret, så deres børn har matchende stamceller til rådighed, hvis de en dag for brug for det i forbindelse med sygdomsbehandling.

Stamceller fra navlesnorsblod indeholder meget unge og sunde stamceller, der allerede i dag anvendes i forbindelse med behandling af over 80 sygdomme. Antallet af behandlinger forventes at stige markant med afslutningen af de på verdensplan igangværende omkring 3.300 studier vedrørende stamceller generelt.

Indtil nu har medlemmerne af Cord Blood Europe, som er en europæisk non-profit interesseorganisation af stamcellebanker, heriblandt den danske StemCare A/S, udleveret 32 stamcelleportioner med henblik på individuelle behandlinger eller til brug for deltagere i kliniske forsøg. De 22 heraf var patienternes egne stamceller, som skulle bruges til behandling af dem selv, og de 10 blev anvendt i forbindelse med allogene transplantationer, dvs. behandling af andre end donor selv. Antallet af udleverede stamcelleprøver forventes at stige markant i de kommende år, hvor flere og flere sygdomme vil kunne behandles med stamceller fra navlesnorsblod og de behandlende læger får mere erfaring på området.

’Det efterhånden store antal stamcelleprøver opbevaret af Cord Blood Europes medlemmer afspejler en klar interesse fra europæiske kommende forældre i at opbevare deres kommende børns navlesnorsblod. Samtidig står det klart, at de private stamcellebanker er aktive bidragydere af anvendelige stamceller til brug for transplantation. Vi har allerede flere eksempler, hvor forældre efter anmodning frivilligt har doneret deres barns stamceller til allogene transplantationer. Denne interessante udvikling giver nye perspektiver i debatten om balancen mellem social ansvarlighed og forældres frie valg. ", siger formanden for Cord Blood Europe, dr. med. Eberhard F. Lampeter.

Information en demokratisk ret

Cord Blood Europe hilser den seneste debat i Europa-Parlamentet om øget information af kommende forældre om mulighederne for opbevaring af stamceller fra navlesnorsblod velkommen.

’Alt tyder på, at stamceller fra forskellige kilder vil få en fremtrædende betydning i fremtidens behandlingspalet. Der ligger imidlertid ofte en stor udfordring i at finde stamceller, der matcher den patient, der skal behandles, og derfor er kommende forældre naturligvis bedst tjent med at få objektiv information om, at de med stamcelleopbevaring kan påvirke de fremtidige behandlingsmuligheder for deres barn, hvis det bliver ramt af sygdom senere i livet. Objektivitet og valgfrihed også på dette punkt bør være en rettighed i et moderne, demokratisk samfund’, fastslår Lampeter.

OM CORD BLOOD EUROPE:

Cord Blood Europe, www.cordbloodeurope.org, er en europæisk non-profit sammenslutning af stamcellebanker med hovedkontor i Bruxelles. Cord Blood Europes mission er at sikre en samarbejdsplatform for medlemsvirksomhederne og at udveksle erfaringer og best practise inden for områderne celleopbevaring og regenerativ medicin. Cord Blood Europe er desuden medlemsvirksomhedernes repræsentant i EU. I EU-regi arbejder Cord Blood Europe bl.a. for, at objektiv information om muligheden for opbevaring af stamceller fra navlesnorsblod i forbindelse med fødslen gøres obligatorisk.

Medlemsvirksomhederne arbejder for indførelse af af harmoniserede EU-regler, og er aktive i alle EU- og EFTA-lande. Stamcellebanker under Cord Blood Europe lever alle op til vedtagne krav om sikkerhed og kvalitetsstyring på området. Danmarks repræsentant i Cord Blood Europe, StemCare A/S, er omfattet af Vævsloven fra 2006 med tilhørende bekendtgørelser og vejledning, som er underlagt et EU-direktiv fra 2004. Vævsloven håndhæves af Lægemiddelstyrelsen. Ud over tilladelse fra Lægemiddelstyrelsen kræver drift af biobanker, der opbevarer levende biologisk materiale, Datatilsynets tilladelse.

Medlemsvirksomheder i Cord Blood Europe:CrioEstaminal (Portugal), Cryo-Save (Holland), Future Health Technology (Storbritannien), Polski Bank Komorek Macierzystych (Polen), StemCare (Denmark), Swiss Stem Cell Bank (Schweiz) and VITA34 (Tyskland).

Emner


Medicinal