PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/et-st%C3%A6rkt-team-4122

Et stærkt team

Pressemeddelelse juni 25, 2007 Børn og Unge

MusikCollege på Svendborg Erhvervsskole løfter sløret: - Her er musikunderviserne til landets første MusikCollege

Musikcollege undervisereweb
Resume: Når man ser navnene på underviserne på Danmarks første MusikCollege, får man straks lyst til at lytte til Deep Purple, Baal, Jacob Svejstrup, Brødrene Olsen, ZZ Top, Niels Henning Ørsted Pedersen, Søs Fenger, Jorge Degas, Hans Mydtskov, Jette Torp med flere.

Programmet er skrevet, scenen er sat og snart åbner dørene for landets første MusikCollege, hvor unge mennesker tager en erhvervs- eller gymnasieuddannelse og kombinerer den med seriøs og inspirerende musikundervisning. Det sker på Svendborg Erhvervsskole, hvor MusikCollege starter det første hold op efter sommerferien. MusikCollege præsenterer nu den stab af undervisere, som skal varetage en stor del af musikundervisningen på MusikCollege.

Og hvem er de så? Her får læserne en kort præsentation af de undervisere, som er fast knyttet til MusikCollege.

Naja Storebjerg, 36 år
I slutningen af april i år udsendte Naja Storebjerg sit debutalbum, Sparkle, på sit eget selskab. Hun har blandt andet optrådt sammen med Niels Henning Ørsted Pedersen og Søs Fenger, og så er hun dybt engageret i verdensmusik. Den verdensberømte, brasilianske bassist Jorge Degas inviterede Naja til Rio for at indspille et album med brasilianske musikere, og det var i Brasilien at inspirationen til Sparkle blev født. Naja er uddannet på musikkonservatoriet i Odense.

Steffen Schackinger, 33 år
Sammen med powertrioen Merzy oplevede Steffen Schackinger stor succes i udlandet, og bandet nåede blandt andet at varme op for så store navne som ZZ Top og Deep Purple. Steffen brugte megen tid på at komponere klassiske værker som ung, og i dag er Steffen engageret i vidt forskellige musikalske sammenhænge. Han optræder således både i symfoniorkestre, bigbands og militærorkestre, når han ikke optræder i teatre landet over. Steffen er uddannet på Det Fynske Musikkonservatorium, og han har adskillige pladeudgivelser bag sig.

Johnnie Frederiksen, 34 år
Johnnie Frederiksen startede med at spille harmonika som tiårig, og hele hans liv er bygget op omkring musik. Johnnie har spillet på mange festivaler i Danmark samt i en stor del af Europa med folkrockbandet Baltinget, og Baltinget nåede at indspille tre cder. Johnnie har blandt andre spillet sammen med Harald Haugaard, Anne Eltard og Hans Mydtskov, og han underviser også til dagligt på Ringe efterskole på skolens musiklinje. Johnnie er uddannet musiklærer på Skårup Seminarium.

Rasmus Skovgaard, 30 år
Rasmus Skovgaard er en alsidig musiker/guitarist og har indgået og spillet i mange forskellige bands og konstellationer. Han mestrer mange forskellige stilarter det være sig pop, rock, jazz, funk, latinamerikansk osv. Desuden spiller han lapsteel og dobro som sideinstrument. Af musikere/bands Rasmus Skovgaard har spillet sammen med kan nævnes Jette Torp, Brødrene Olsen, Jacob Svejstrup, Fastland og Thomas Zabriskie. Rasmus er uddannet rytmisk guitarist på musikkonservatoriet i Odense med diplom-år.

Kevin Rowley, 58 år
Kevin er født og opvokset i USA og flyttede til Danmark for 35 år siden. Kevin er en institution i sydfynsk musikundervisning, og han har blandt andet varetaget undervisning på Skårup Seminarium, Svendborg Musikskole, Produktionshøjskolen, Svendborg Gymnasium, lærerseminariet i Nuuk, Ollerup Efterskole Sang & Musik samt adskillige højskoler. Kevin er uddannet cand.pæd. i musik.

Henrik Melander, 41 år
Henrik Melander er musikmatematisk student og har læst musikvidenskab på Københavns Universitet. Henrik har spillet klaver siden han var syv år: først klassisk og senere - fra gymnasietiden - rytmisk. Henrik var i 1994 medstifter af gruppen Baal, som har indspillet en del plader og spillet et hav af koncerter i ind- og udland. Han har skrevet musik til flere teaterstykker og laver også musik til reklamer.

Sammen skal disse musikundervisere og timelærere varetage undervisningen af 60 musikinteresserede studerende, som har valgt at gå på MusikCollege.
- Vi er meget glade og stolte over at kunne præsentere disse musikundervisere. Vi føler os privilegerede over at de har vist interesse for MusikCollege, og vi ser med glæde frem til august, når MusikCollege for alvor starter op, siger Lars M. Christensen og Allan Bojsen, daglig ledelse på MusikCollege. Musikunderviserne er valgt ud blandt cirka 25 ansøgere, og alle underviserne er bosat på Fyn.


Om MusikCollege
Det startede i 2001, hvor en række ansatte fra Svendborg Erhvervsskole var på udvekslingstur i Skotland. Her besøgte de blandt andet et musikcollege i byen Perth, og der gik ikke længe før nogen så spændende muligheder for at bringe ideen videre til de unge i Danmark. Man har haft ideen lige siden, og nu er det altså alvor: MusikCollege åbner dørene den 1. august 2007, og dermed får unge, danske studerende en mulighed for at vælge en gymnasie- eller erhvervsuddannelse samtidig med at de får kompetent undervisning i musik. En del af musikken bliver spillet på Harmonien, som er et øve- og spillested i centrum af Svendborg. Harmonien støttes af Svendborg Kommune.

Billedmateriale
Illustration kan hentes på
http://www.musikcollege.dk/files/images/musikcollege_underviseretryk.jpg
(til tryk)

http://www.musikcollege.dk/files/images/musikcollege_undervisereweb.jpg
(til web)

Billedtekst: MusikCollege præsenterer sine undervisere. Fra venstre: Kevin Rowley, Naja Storebjerg, Steffen Schackinger, Johnnie Frederiksen og Rasmus Skovgaard. Henrik Melander var ikke til stede da billedet blev taget.

Kontakter


Emner


Børn og Unge