Erhvervslivet hjælper datamatikere
Pressemeddelelse marts 9, 2006 UddannelseNy mentorordning på TietgenSkolen letterovergangen fra studierne til erhvervslivet.
For nylig har TietgenSkolen matchet 21 studerende fra datamatikeruddannelsen med 21 erhvervsfolk, og disse har dannet par i mentorordningen. Det næste års tid kan de studerende og deres mentor tale om de små og store ting, der vedrører arbejdslivet eller privatlivet, men som almindeligvis ikke bliver taget op til diskussion, hverken i uddannelserne eller på arbejdspladserne.
Mentorordning med til at motivere de studerende
- Jeg er meget spændt på projektet. Det kan være med til at motivere de studerende, og på sigt, tror jeg, at det vil give et mindre frafald på uddannelsen og en øget beskæftigelse, siger Jørn Vesterdal, uddannelsesleder og mentoransvarlig for datamatikeruddannelsen på TietgenSkolen.
For såvel mentorer som studerende er der store forventninger til projektet, som løber frem til 12.10.2006, hvorefter det er op til de enkelte at vurdere, om samarbejdet skal fortsætte.
- Jeg har ikke prøvet det før, men jeg glæder mig til at komme i gang. Vi har aftalt at tage udgangspunkt i den enkelte situation. Ligeledes har vi talt om at danne et netværk blandt mentorerne. Jeg håber, at kunne være med til at påvirke den studerendes interesse for faget gennem min erhvervserfaring, siger Jan Nicolaisen, afdelingsleder i Bankdata.
Nyttigt netværk til erhvervslivet
- Jeg ser frem til samarbejdet, hvor jeg håber, at Jan Nicolaisen kan komme med gode råd på de områder, hvor jeg har brug for støtte. Han kender nemlig uddannelsen ret godt. Jeg håber også på, at få skabt et godt netværk, som jeg kan bruge, når jeg er færdig med min uddannelse, siger Selva Thanabala, som er studerende på datamatikeruddannelsen på TietgenSkolen.
At være mentor er et frivilligt og ulønnet arbejde. Den store interesse for at være med viser, at det fynske erhvervsliv har lyst og vilje til at yde en indsats for de unge ikke alene for de unges skyld, men også fordi de mener, at de selv, deres virksomheder og det fynske erhvervsliv i almindelighed kan få noget ud af at engagere sig i de studerende.
Yderligere informationer fås hos: Mentoransvarlig Jørn Vesterdal,
TietgenSkolen på tlf.: 6545 2420 [email protected]
Se også www.tietgen.dk
Billedtekst: Såvel mentor Jan Nicolaisen som studerende Selva Thanabala har store forventninger til Mentorordningen.
Kontakter
Emner
Uddannelse