PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/erfarne-folk-i-nordics-bestyrelse-3395

Erfarne folk i Nordics bestyrelse

Pressemeddelelse november 13, 2006 Økonomi

Supplerer bestyrelsen med veteraner fra A. P. Møller og Clipper

Rederiet Nordic Tankers A/S har besluttet at udvide bestyrelsen med to erfarne ledere med årelang erfaring fra søfartserhvervet. Det er den administrerende direktør for Clipper Gruppen Søren Halsted og tidligere direktør i A. P. Møller Tage Bundgaard.

De to ventes at indtræde i bestyrelsen i løbet af december.

Søren Halsted har som administrerende direktør for Clipper Gruppens kommercielle hovedsæde i København været medvirkende til rederiets markante ekspansion. Han har i en lang årrække udgjort en del af ledelsen i gruppen de seneste 6 år som administrerende direktør for det danske holding-selskab Clipper Group A/S, hvorfra han fra årsskiftet overgår til posten som bestyrelsesformand.

Tage Bundgaard har i sine mange år hos A. P. Møller beklædt en lang række ledende poster. Han har bl.a. været direktør for Maersk Contractors og Maersk Tankers. Han forlod rederiet i begyndelsen af 2005 og er efterfølgende indtrådt i flere danske og udenlandske selskabers bestyrelser bl.a. Viking Supply Ships A/S og Ocean Rig ASA i Norge.

Formanden for Nordic Tankers A/S, direktør, cand. jur. Mogens Buschard siger: ”Forud for selskabets forventede børsintroduktion til næste år har det været et stort ønske for os at supplere bestyrelsen med et par ”tunge drenge” fra rederierhvervet. Det er nu lykkedes, og dermed sender vi også et klart signal om at vi har taget endnu et solidt skridt i retningen af at omdanne et traditionelt Difko-selskab til et moderne og fuldt professionelt dansk rederi”.

Nordic Tankers ejer i dag ni skibe og har et i ordre. Det drejer sig især om produkttankskibe og kemikalietankskibe.


Evt. henvendelse til formand for Nordic Tankers A/S´  bestyrelse, direktør, cand. jur. Mogens Buschard, tlf.: 45 81 05 07 eller 40 58 33 43

Kontakter


Emner


Økonomi