Enormt potentiale i design
Pressemeddelelse marts 2, 2010 ErhvervMålt på deres funktion skiller produkter sig mindre og mindre ud fra hinanden. En gang var der himmelvid forskel på eksempelvis en Skoda og en Audi, men i dag er den teknologiske forskel – med al respekt for Audis ’vorsprung durch technik’ – så beskeden, at der skal andet og mere end funktionen til for at skille sig ud.
- Det stiller krav om profilering på nye parametre. Det samme gælder i stadig stigende omfang for virksomhederne bag produkterne. Her spiller identiteten – og i den sammenhæng ikke mindst det visuelle udtryk – en stadig væsentligere rolle. Og alt tyder på, at denne tendens kun vil blive forstærket de kommende år, siger Leo Griffin, der er Design Director hos Par No 1 A/S. Og han fortsætter:
- Den visuelle identitet er en integreret del af en virksomheds identitet. De visuelle signaler skal forstærke og støtte et produkts design – ligesom et produkt skal forstærke producentens image. Forbrugerne vælger i stigende grad producent frem for produkt, så det er nødvendigt, at der er harmoni mellem de to. Kun på den måde kan der skabes den rette identitet – og dermed en præference hos køberen.
Så meget desto mere er det yderst glædeligt at konstatere, at regeringen sammen med partierne bag globaliseringsaftalen netop har afsat knap 50 mio. kr. til at styrke danske virksomheders anvendelse af design.
Tidligere erhvervs- og økonomiminister Lene Espersen har i den forbindelse pointeret, at design er afgørende for virksomhedernes evne til at skabe vækst og fornyelse – og at netop design er af de områder, hvor Danmark har et enormt potentiale. Jeg kan kun være enig med Lene Espersen i det vigtige i, at man i virksomhederne skal inddrage design i den strategiske tilgang til den måde, som man driver virksomhed på. Det gælder uanset om der er tale om industrielt design eller det visuelle udtryk i virksomhedens kommunikation.
Danmark har en lang og stærk tradition for godt design, både når det gælder produkter og visuel identitet. Der er uden tvivl et stort potentiale, som de midler, der netop er frigivet, kan være med til at drage endnu bedre fordel af i fremtiden.
Kontakter
Emner
Erhverv