PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/energirigtige-huse-hitter-hos-danskerne-14947

Energirigtige huse hitter hos danskerne

Pressemeddelelse januar 28, 2013 Erhverv

I modsætning til for få år siden går huskøberne i dag efter boliger med lavenergivinduer, en god isolering og solceller. Efterspørgslen på de energirigtige huse er stigende, lyder det fra ejendomsmæglerbranchen, og faktisk er banken mere lånevenlig, hvis man vil bygge et energihus. Der er simpelthen penge at spare, og det har danskerne fundet ud af.

Energihjem logo press

Vi har altid lært, at beliggenhed og pris er de vigtigste faktorer, når man skal købe en bolig. Det er de stadigvæk, men i takt med at danskerne er blevet mere energibevidste, går huskøbere i stigende grad efter boliger med lave energiudgifter. Dels er der penge at spare, dels er vi blevet mere energibevidste i modsætning til for få år siden.

Hos en af landets store ejendomsmæglerkæder, danbolig, har man registreret denne adfærdsændring.

Stigende interesse for energihuse
”Køberne har fået et meget større fokus på energirigtige huse end tidligere. De fleste vil gerne gøre noget for miljøet, og samtidig er der penge at spare. I dag har en køber energiudgifterne med i sine overvejelser, simpelthen fordi man i dag allerede får øje på boligens energimærkning i salgsopstillingen. Så der er virkelig sket en udvikling. Dengang boligmarkedet var overophedet, var køberne ligeglade med energien, bare de kunne købe en bolig. Sådan er det ikke længere,” siger kommunikationschef Uffe Vind til Energihjem.dk.

Hos Nybolig oplever man den samme tendens. Sådan lyder det fra kommunikationschef, Eva Nørgaard Petersen.

”Vi oplever helt klart en stigende interesse for energirigtige huse og en god energimærkning. Køberne spørger ind til det, og der er sket en udvikling de seneste år. Derudover efterspørger køberne især huse, der er efterisoleret, eller hvor der kan efterisoleres, da tilbagebetalingstiden her er kort. Ting med en større tilbagebetalingstid som et jordvarmeanlæg ser vi typisk ved nybyggeri.”

Vi isolerer inden vi sælger
Det er især isoleringer, lavenergivinduer, jordvarmeanlæg, varmepumper og solceller, som danskerne kaster sig over, når de skal energirenovere boligen. Og faktisk kan det godt betale sig at energirenovere, selv om man skal sælge sit hus.

Hos Energihjem.dk, der formidler energirenoveringsopgaver for landets boligejere, oplever man, at mange boligejere ikke længere stiller spørgsmålstegn ved en energirenovering.

”I dag er det naturligt, at man for eksempel vælger lavenergivinduer frem for termoruder, simpelthen fordi der er penge at spare. Samtidig kan det være en økonomisk god investering at isolere sin bolig, inden man sælger den, da det øger boligens værdi. En sådan investering er i dag mere sikker end et nyt køkken eller badeværelse,” siger kommunikationschef Michael Müller.

Bankerne har også fokus på energien
Meldingen fra ejendomsmæglerbranchen er desuden, at bankerne ofte er mere lånevillige, når man har med et energirigtigt hus at gøre, eftersom varme- og energiudgifterne falder.

”Vi havde forleden et eksempel med en familie, der ville købe et hus fra 1960’erne. De måtte låne 1,8 mio. kr. af banken. Så kom de med et forslag om at bygge et nyt hus med lavere energiudgifter, og så var banken klar til at låne dem 2,4 mio. kr,” siger Uffe Vind fra danbolig.

Emner


Erhverv