En Sømands Dagbog

Pressemeddelelse oktober 27, 2006 Kultur

Vaskeægte sømandsdagbog fra 1950erne udkommer på Alpha Publications.

Gilbert Wilson er 17 år, da han i begyndelsen af 1950 får udstedt sin søfartsbog og mønstrer som messedreng på ØKs forhyringskontor i København. Samme dag begynder han at skrive dagbog.

Mange år senere falder hans ældste søn tilfældigt over denne dagbog, som består af 6 håndskrevne notesbøger med stift marmoreret bind. Han finder også nogle fotos og et verdenskort, hvor hans far har indtegnet alle de ruter han har sejlet på.

Og nu udkommer det hele samlet i een bog, "En sømands dagbog".  

Forlagsredaktør Anne-Mette Krygell:
Vi har undersøgt markedet og fundet at mange har lyst til at læse sandfærdige historier, som jo kan være mindst lige så spændende som de fiktive.

En sømands dagbog er både biografi, kildemateriale, rejseskildring, kærlighedsfortælling og søfartshistorie. Fiktion er måske det eneste denne "blog" fra 1950-56 ikke er.

På 512 sider skildres livet på havet og i havn, som det tog sig ud for en ung sømand. Et barskt liv, uden glamour, men med mange oplevelser for dem, der overlevede

Mange er interesseret i at læse dagbøger, fordi man her kommer ind under huden på de mennesker der har skrevet, hvad de har set og oplevet fra dag til dag.

Og den unge sømand Gilbert Wilson oplever fantastisk meget i sine 6 år som sømand. Hans første skib er amerikabåden "Erria" som anløber New York efter 12 dages hård sejllads. Og her er der telegram til den unge sømand om at hans mor er død.

Jeg er forbavset over, så godt han f.eks. har beskrevet sine følelser, i betragtning af at han kommer fra meget fattige kår, og endnu ikke er fyldt 24 år, da han sætter det endelige punktum i sommeren 1956.  Det er en gribende hverdagsskildring.

Forfatter Kenneth Wilson:
Jeg tror det var de færreste almindelige søfolk der skrev dagbog i 1950erne. Men min far gjorde altså. Endda temmelig godt, og med små tegninger til.

Der er sikkert mange der gerne vil vide noget om hvordan verden så ud dengang, og her er en dagbog god at læse.

Jeg har jo ikke kendt min far som sømand før nu. Da jeg blev født, var han portier. Og sidenhen vægter, mønt- og frimærkehandler, legetøjshandler og skribent.

Det har været rart også at lære ham at kende som ung sømand. I vores barndomshjem var der ikke mange tegn fra hans tid på havet. Bortset fra et par indonesiske træfigurer i vindueskarmen og en afrikansk på skabet i stuen, og så fem små billeder fra Malaya på væggen. Et af dem pryder bogens forside.

En sjælden gang fortalte han en historie fra de varme lande, men ellers var det som om hans sømandstid var gået i glemmebogen. Dog ville han altid i slutningen af året høre radioens julehilsner til søens folk, og regentens ditto nytårshilsner.

Når vi var med Storebæltsfærgen, drak han nogle gange en skibsøl, selvom det ikke er noget at råbe hurra for. Det er en simpel øl, men hvad den ikke har i smag, har den i holdbarhed. Og så tror jeg smagen har mindet ham om hans tid på verdenshavene. Af samme årsag drak han gerne "Havskum".  Men han havde ingen tatoveringer

Jeg ved ikke om jeg ligefrem har fået mere respekt for min far, nu hvor jeg har omsat alle hans dagbogsnotater til bogform men jeg må indrømme at jeg nok ligner ham mere end jeg tidligere har villet være ved.

Udkommer: 26. oktober 2006

Titel: En Sømands Dagbog  

Forfatter: Kenneth Wilson

Forlag: Alpha Publications (49717077)

Antal sider: 512

Vejl. Udsalgs pris kr. 299,00


Uddrag:  Tirsdag den 31. januar 1950
Dagen begyndte med stor spænding. Skulle vi nå New York i dag? Inden kl. 19.00 lå vi ved kaj. Kort efter kom posten ombord. Jeg stod og overvejede om jeg ville spørge efter breve. Så kom Børge hen til mig. ”Et telegram”, sagde han lakonisk og overrakte mig en kuvert med Ø.K.´s firmanavn. ”Hvad står der,” spurgte han. Jeg læste højt. ”Mor er - .” Hastigt foldede jeg det sammen igen. Skyndsomst trak jeg mig ind på mit kammer. Jeg foldede atter telegrammet ud. Jeg læste det 10 gange. 20 gange. 30 gange. ”Mor er død i nat kl. 01.34. Kærligst, din far.” Væggene trak sig sammen om mig. Loftet sænkede sig. Luften blev tyk og kvalm. Jeg måtte ud. Fortumlet vaklede jeg ud på agterdækket. Jeg fandt et sted hvor ingen kunne se mig. Tomt så jeg over mod Manhattan. Lysene glimtede. De løb ud. Jeg græd.


Lørdag den 13. august 1955
Der er udbrudt epidemi ombord. Otte mand ligger syge. Vi andre har det ikke for godt. Antagelig er det dysenteri.
Ingen spor af den forsvundne reparatør. Hospitaler og fængsler er undersøgt uden resultat. Er George i live? Hvad er hans skæbne? Vi ved det ikke. Vi ved kun at en kammerat en god kammerat er sporløst forsvundet. Vi ser på hinanden uden at sige det som vi frygter. George er gift hjemme i Norge. Det er første gang han er til søs. Der er et tyndt håb, men som situationen er nu, er han antagelig myrdet og kastet i Hooghly floden for siden at blive ædt af gribbene sådan som vi så det da vi forlod Calcutta. De unge tror vi maler Fanden på skottet, men vi ældre har erfaret hvor store tabene er til søs.

Emner

---

Kultur