PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/en-passion-for-kvalitet-og-service-er-g%C3%A5et-i-arv-15612

En passion for kvalitet og service er gået i arv

Pressemeddelelse april 22, 2013 Byggeri

Den første maj er det 50 år siden virksomheden Alfix A/S blev stiftet i Kolding. Det er et jubilæum som glæder både 2. og 3. generation, der sammen leder virksomheden i dag.

Foto Alfix 50år

Grundstenen til Alfix A/S blev skabt i et lille kælderlokale i Kolding i 1963. Iværksætteren Hans Carstensen Toft havde i mange år solgt fliser. Han havde konstateret, at den mørtel fliserne blev monteret i ikke fungerede optimalt og udviklede derfor en banebrydende fliseklæber med navnet Alfix Universalmørtel. Produktet blev hurtigt populært, og under 60´ernes byggeboom tog fortællingerne om Alfix fart på byggepladserne.  

Under den første oliekrise 1 1976 startede sønnen Torben Carstensen Toft i virksomheden. Efter en årrække som salgskonsulent i en anerkendt dansk trælasthandel, tilførte han faderens livsværk salgsmæssig slagkraft. I 1984 overtog han som 2. generation ejerskabet og ledelsen af virksomheden.

”Vores produktsortiment og omsætning voksede pænt i både 80´erne og 90´erne, fortæller Torben Carstensen Toft, vi ansatte mange nye medarbejdere og flere er heldigvis stadig ansat. I starten af år 2000 udvidede vi det klassiske sortiment til flisemontering med støbe- og spartelmasser. Dermed fik vi produktserien Alfix PlaneMix og et nyt strategisk ben at stå på”.  

Næste og dermed 3. generation er nu også engageret i familievirksomheden, idet Torben Carstensen Tofts børn, datteren Tine Toft Nørgaard og sønnen Anders Bertelsen Toft, begge er medlem af bestyrelsen. Anders Bertelsen Toft er endvidere ansat i virksomheden og har siden 2008 arbejdet med forretningsudvikling og marketing i Alfix. Om det nyeste strategiske produkttiltag i familieforetagendet fortæller Anders:

”På det seneste har vi med succes introduceret en række stærke pudsprodukter til husfacader under navnet Alfix DuraPuds. Kvalitetsmæssigt går der en lige linje fra min farfars første fliseklæber til vores facadepuds. Produkternes stærke vedhæftning til underlaget er og har altid været et unikt kendetegn ved Alfix. Ligesom det er tilfældet med den service, som følger med vores produkter. Det giver både forhandleren og den udførende håndværker tryghed i at arbejde med gennemtestede løsninger, som samtidig er bakket op af kompetent teknisk rådgivning”.

Produkterne fra Alfix sælges i trælaster og byggemarkeder og primært i Skandinavien. Slutbrugerne er især murere og gulvlæggere, men også kvalitetsbevidste gør-det-selv folk bruger Alfix.

Familievirksomheden kan nu med glæde fejre sit 50 års jubilæum. Med undtagelse af stiftelsesåret, så har alle de følgende år resulteret i overskud på bundlinjen. Dette harmonerer godt med den ledelsesfilosofi, som præger virksomheden – at ansvarlighed skal udvises i alle aktiviteter. På spørgsmålet om, hvordan ejeren vurderer virksomhedens fremtid fortæller Torben Carstensen Toft: ”Alfix er en ansvarlig og fremsynet virksomhed. Vi har gode produkter til byggeriet, dygtige og engagerede medarbejdere, og så har vi solide samarbejdsrelationer med både leverandører og kunder. Relationer der er udviklet gennem generationer. I al beskedenhed så tror vi på, at Alfix vil være en væsentlig aktør i byggebranchen mange år endnu”.

Opkøbstilbud fra kapitalfonde og udenlandske konkurrenter tikker løbende ind i Kolding, men tilbuddene har ingen interesse. Ifølge Torben Carstensen Toft, så er Alfix og familien nærmest smeltet sammen og er blevet en passion. Og en passion – den giver man ikke velvilligt slip på.

Alfix A/S blev grundlagt i 1963 af Hans Carstensen Toft. Virksomheden er fortsat en familievirksomhed med Torben Carstensen Toft og Anders Bertelsen Toft i den daglige ledelse og Tine Toft Nørgaard i bestyrelsen. Alfix udvikler, producerer og markedsfører produkter som fliseklæbere, fugemasser, spartelmasser og facadepudsprodukter til byggeriet. Virksomheden har domicil i et moderne byggeri i det nordlige Kolding.  

Billedtekst:

Anders Bertelsen Toft og Torben Carstensen Toft arbejder dagligt sammen om at lede Alfix. Det glæder dem, at alle medarbejdere gør deres bedste, for at leve op til virksomhedens slogan – Ansvarlig styrke.

Til redaktionen: Pressemeddelelse og billede vedrørende 50 års jubilæum i Alfix A/S – en økonomisk sund produktionsvirksomhed i Kolding, hvor 2. og 3. generation i fællesskab leder virksomheden. Alternativ billedtekst eller overskrift - Overskud i familievirksomhed i 50 år.

Kontakter


Emner


Byggeri