PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/efter%C3%A5ret-byder-p%C3%A5-store-smagsoplevelser-i-slovenien-26079
ad

Efteråret byder på store smagsoplevelser i Slovenien

Pressemeddelelse oktober 22, 2019 Vin Gastronimi Ljubljana Kulinariske oplevelser Vinstok Maribor

De mørke måneder bugner af kulinariske højdepunkter med trøffeljagt, vinfejring og nye gastronomiske tilbud i hovedstaden Ljubljana.

Soča-dalen ved de Juliske alper er et populært sted for velyndere af rafting og adrenalinfyldte kajakture på den smaragdgrønne flod af samme navn. Området er også kendt for de blodige kampe, der udspillede sig her under 1. Verdenskrig samt for de store gastronomiske oplevelser, man kan få her.

Mange italienere tager ofte den korte tur ind over grænsen for bl.a. at opleve den prisbelønnede restaurant Hiša Franko og topkokken Ana Ros’ madkunst. Ana Ros blev forrige år kåret som verdens bedste kvindelige kok, og restauranten er af toneangivende Restaurant Magazine fremhævet blandt de bedste i verden. At italienerne har blik for nabolandets kulinariske herligheder understreges af, at læserne af den italienske udgave af det internationalt anerkendte Food and Travel Magazine har nomineret Slovenien som årets gastronomiske destination 2019.

Og vil man opleve, hvad Slovenien har at byde på gastronomisk, er efteråret en rigtig god årstid. Ikke langt fra Kobarid ligger halvøen Istrien og i baglandet til kystbyer som Piran og Portoroz kan man off the beaten track besøge økologiske landbrug og komme med på trøffeljagt. Tæt på grænsen til Kroatien kan man desuden besøge den smukke vingård Bric, som er én blandt flere fremragende producenter i området.

Mortensaften med ung vin

Efteråret er en med glæde imødeset tid på året for vinproducenter, der ser frem til årets vinhøst. Slovenien har de senere år gjort sig bemærket i den internationale vinverden og slovensk vin kan i dag fås på højt profilerede spisesteder i bl.a. Aarhus og København. Også på verdensplan er der tale om et lille gennembrud, hvor slovenske vine fremhæves i toneangivende medier som Wine and Spirits og Decanter Magazine.

Vinproduktion er dog langt fra nogen nyhed i alpelandet. Allerede i romertiden blev der lavet gode vine i området Štajerska, og i middelalderen kæmpede områdets to vigtigste byer, Ptuj og Maribor i århundreder om, hvem der kunne producere de bedste dråber. Det gav nemlig særlige privilegier i forhold til de kræsne habsburgere mod nord i Østrig.

Det er også i Maribor, Sloveniens næststørste by, at man finder verdens ældste vinstok. Stokken er mere end 400 år gammel og listet i Guinness Rekordbog. Hvert år på Mortensdag, d. 11. november, fejres vinhøsten over hele landet ved den stort anlagte Old Vine Festival, og Maribor er vært for den største fest med deltagelse af op til 20.000 mennesker på og omkring den centrale Leon Štukelj-plads.

Nyheder fra Ljubljana

Også hovedstaden Ljubljana har sin andel af toprestauranter, og under den årlige og netop afsluttede Dining Week kan man besøge flere af restauranterne under særligt gunstige vilkår. Også resten af året er der dog en masse at komme efter. Den lokale turistorganisation har netop introduceret et nyt koncept, som de The Tour of Ljubljana Market and Breakfast.

Her skal gæsterne stifte bekendtskab med slovenernes kulinariske vaner og typiske produkter fra Ljubljana og omegn. Foruden at få en smag for de lokale råvarer og spise en lokal morgenmad vil man også kunne opleve byens meget smukke markedsplads, der er designet af den kendte arkitekt Jože Plečnik.

Efter et besøg på markedet kan man passende tage en tur op til byens gamle borghøj. Her kan man besøge den netop åbnede Strelec Castle Wine Bar & Shop og spise på den tilstødende toprestaurant Strelec, der styres med hård hånd af mesterkokken Igor Jagodic.

Om Slovenien:

Slovenien blev dannet i 1991, det fjerde mindste land i EU, men Alpelandet har en lang og begivenhedsrig historie i kraft af placeringen i hjertet af Europa, kendt som det lille grønne land med en utrolig smuk og alsidig natur, smukt placeret mellem bjerge og Adriaterhavet. Slovenien er en skjult perle, som må og skal opleves! Landet prydes af mange gamle slotte, vingårde, stejle bjergskråninger i naturparker og drypstens- huler. Derudover har Slovenien en traditionsrig mad- og vinkultur. Hvert år afholdes der et væld af festivaler med fokus på fx lokal vin, mad og aktiviteter, desuden byder landet på 24 gastronomiske regioner og 14 vindistrikter samt en lang række kursteder, spaophold, vandre -og skifaciliteter. Befolkningen er meget imødekommende og her får gæsterne en autentisk oplevelse. Slovenien er ikke mindst kendt for hovedstaden Ljubljana – centrum lukket for trafik, fyldt med caféer, restauranter og romantiske grønne bydele, lounge ved flodbredderne og den berømte Trippelbro. Den korte afstand fra Danmark og det fornuftige prisniveau har gjort Slovenien til et sikkert og populært rejsemål for både familieferier, short breaks, camping eller aktiv ferie – året rundt.

Emner


Vin Gastronimi Ljubljana Kulinariske oplevelser Vinstok Maribor
ad