PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/e-conomic-og-microsoft-i-online-alliance-7315

e-conomic og Microsoft i online alliance

Pressemeddelelse juni 19, 2009 IT

Danske e-conomic, der er Europas førende udbyder af online økonomisystemer, har indgået samarbejde med Microsoft om integration med en online version af Microsoft Dynamics CRM. Den samlede ERP- og CRM-løsning skal lanceres i en række europæiske lande

Eilertsen Hansen 17

Med sine 18.000 kunder i Danmark fortsætter e-conomic sin vækststrategi i Europa. For at stå stærkt blandt især små og mellemstore virksomheder i udlandet, som nu også øjner potentialet for investeringsfri applikationer på abonnement, har e-conomic indledt et tæt parløb med Microsoft om integration af en online version af Microsofts populære CRM-værktøj, Microsoft Dynamics CRM.

- Vores mål er at tilbyde enkle, internetbaserede forretningsløsninger, og derfor forventer vi os meget af dette samlede ERP- og CRM-tilbud. Vi er allerede til stede i England, Sverige og Norge samt på vej i Tyskland og Spanien. I flere europæiske lande er online regnskabssystemer endnu i sin vorden, men vi forventer, at de europæiske markeder vil vokse mindst lige så hurtigt som i Danmark. At kunne tilbyde en samlet løsning med en stor aktør som Microsoft betyder naturligvis meget for os, siger Anders K. Hansen, vice president for e-conomic international A/S.

Én løsning, alt inklusiv

IDC har fremskrevet prospekterne for online lejesoftware, fordi især mindre virksomheder reviderer deres investeringsstrategi og vælger billigere, mere fleksible og mindre forpligtende løsninger.

For kunderne betyder samarbejdet mellem e-conomic og Microsoft, at de kan samle deres økonomistyrings- og kundestyringssystem og betale en fast abonnementspris per bruger per måned. e-conomic og Microsoft CRM har en enkel brugergrænseflade, så alle nemt kan navigere rundt, og alle opdateringer og support er inkluderet i den månedlige leje.

Kunderne får flere valgmuligheder

- For Microsoft udmønter samarbejdet med e-conomic sig i en spændende og innovativ udbygning af vores eksisterende produktpalette uden for Danmark. Vi vil kunne tilbyde e-conomics kunder flere valgmuligheder, fordi de kan vælge en CRM-løsning til installation på egne servere eller en samlet hosted, online løsning, alt efter virksomhedens behov. I Danmark har vi fortsat fokus på at markedsføre vores Dynamics C5-løsning og -services. Men vi opfatter det strategiske samarbejde med e-conomic som en ekstra forretningsmulighed for begge parter, siger Bjørn Skou Eilertsen, Microsoft Dynamics CRM Sales Lead, Western Europe, og fortsætter:

- Samarbejdet med e-conomic er desuden med til at styrke vores hostingpartnerkanal, som i dag sælger Dynamics CRM-løsningen på vores platform. Selvom Microsoft ikke er first mover på hostingmarkedet, regner vi med at være fast mover, for potentialet er enormt, fastslår Bjørn Skou Eilertsen.

Organisk vækst

- Vi forventer, at afsætningen af denne form for online CRM og ERP vil appellere meget bredt og opnå stor udbredelse i Europa såvel som i Danmark. Online lejesoftware er et web 2.0-produkt og kræver en anderledes markedsstrategi end traditionelle softwareløsninger. Vi vil især læne os op ad online markedsføringsteknikker og er overbeviste om, at efterspørgslen efter denne type software vil vokse eksplosivt, siger Bjørn Skou Eilertsen.

Om e-conomic

e-conomic er Danmarks førende virksomhed inden for webbaserede økonomisystemer. e-conomics lejesoftware er nemt at komme i gang med, fleksibelt og integrerbart med en lang række andre forretningssystemer, bl.a. CRM- og webshop-løsninger. e-conomic er målrettet små og mellemstore virksomheder, der betaler en fast månedlig ydelse fra kr. 149. Heri er inkluderet gebyrer til installation, opdateringer og support. e-conomic A/S er danskejet, har 18.000 kunder i Danmark, Sverige, Norge og England. Læs mere på e-conomic.dk 

Kontakter


Anders K. Hansen

VP - Channel & Partners
e-conomic international a/s
akh@e************ Vis...
+45 2********** Vis...

Emner


IT