PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/dyr-har-ret-til-et-liv-uden-lidelser-ogs%C3%A5-n%C3%A5r-de-skal-slagtes-1706

Dyr har ret til et liv uden lidelser - også når de skal slagtes

Pressemeddelelse september 16, 2005 Humanitær

Foreningerne "Sleipner" og "Frie Bønder – Levende Land" har besluttet, at der nu skal slås et mærkbart slag for, at slagtedyr i fremtiden bliver transporteret til slagtning under ordentlige forhold.

I samarbejde med flere andre dyreværnsforeninger iværksætter de derfor en happening den 1. oktober 2005 klokken 11-13 på Axeltorv i København, hvor entertainer og hesteavler Niels Hausgaard, entertainerne Keld og Hilda Heick samt Jan Schou vil deltage, sammen med Formanden for folketingets fødevareudvalg, Chr. H. Hansen politikere fra Christiansborg som Holger K. Nielsen, Dan Jørgensen, Ole Glahn, Bjarne Laustsen og Per Clausen

Det vil være muligt for den fremmødte presse, at interwieve de tilstedeværende personligheder, om deres syn på vores dyrevelfærd.

Under happeningen får publikum mulighed for at stuve sig sammen i en ”dyretransport” under mottoet ”Prøv selv, hvordan det er at være slagtedyr!”. Medlemmer af Frie Bønder Levende Land vil servere god kost fra deres gårdbutikker, så her er en oplagt chance til at smage lækker mad og samtidig bevare den rene samvittighed.

Foreningerne ønsker at bakke op om det fremsatte lovforslag om danske regler for dyretransport og ønsker at motivere forbrugerne til at købe dansk opdrættet og lokalt slagtet kød. Forbrugernes og politikernes opmærksomhed skal derfor rettes mod de lange og unødvendige dyretransporter.

”Forbrugerne skal vågne op nu,” siger Kirsten Nielsen, der er formand for Sleipner. ”Vi kan ikke blive ved med at behandle vores dyr på denne måde”.

Hun bliver bakket ivrigt op af Egon Kjær Sørensen, der som formand for Frie Bønder Levende Land selv står for driften af et landbrug, hvor dyrene behandles som levende væsener i stedet for numre på et samlebånd. ”Det kan sagtens lade sig gøre at drive landbrug på et etisk forsvarligt grundlag,” understreger Egon Sørensen.

”De dyr, der skal konsumeres her i landet, skal også slagtes her, og de dyr, der skal eksporteres til konsum, kan udmærket eksporteres som frosset eller fersk kød i stedet for som levende dyr,” siger Kirsten, mens Egon nikker bekræftende og fortsætter:

”Vi spiser kød fra stressede dyr, som tingene er i dag. Det kan smages, og under alle omstændigheder må det give en underlig smag i munden. Vi skal opføre os ansvarligt og det skal vi lære vores børn, inden det er for sent.”

Kom selv og se og hør!

Du kan læse mere på www.sleipner.dk eller kontakte Egon Kjær Sørensen på tlf. 75 78 25 72 (mobiltlf. 60 67 51 16) eller Kirsten Nielsen på 29 42 27 03.

Emner


Humanitær