PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/dramatiske-vejrudsigter-der-ikke-holder-vand-skr%C3%A6mmer-turister-v%C3%A6k-13895

Dramatiske vejrudsigter der ikke holder vand skræmmer turister væk

Pressemeddelelse juli 13, 2012 Turisme

To somre med historisk dårligt vejr efterfølges tilsyneladende af en endnu en dansk sommer, der indtil videre har vist sig fra sin lunefulde side. De danske campingpladser er måske den gren af turisterhvervet, der er mest følsom over for vejrets luner. Men endnu værre bliver det, når medierne i deres vejrudsigter er med til at gøre situationen værre, end den i virkeligheden er.

I sidste uge kunne vi høre, at metrologerne i vejrudsigten på de landsdækkende medier lovede skybrud. Men sådan gik det jo ikke – heldigvis. Konsekvensen er ”bare”, at mange af de danske campingpladser oplever, at al den usikkerhed som medierne spreder omkring vejrsituationen, er med til at skræmme kunderne væk. Samtidig har det stor økonomisk betydning for detailhandlen, restauranter m.v. i lokalsamfundene, når turisterne bliver væk fra campingpladserne.

En konkret case fra uge 27 kan illustrere problemstillingen. Torsdag og fredag varslede meteorologerne skybrud bl.a. på Fyn. I Søby på Ærø faldt der efter sigende kun 4 mm regn om fredagen. Men konsekvensen var alligevel, at der stort set ingen gæster kom til øen og øens campingpladser i de efterfølgende dage.

”Vejret kan vi nu engang ikke lave om på. Og metrologerne gør sikkert også deres arbejde, så godt de kan. Men jeg synes, at de skal vide, hvilke konsekvenser, deres vejrudsigter kan have. Det har direkte økonomiske konsekvenser for mange campingpladser og omsætningen i øvrigt i lokalsamfundene, når turister bliver væk på grund af dramatiske vejrudsigter, der alligevel ikke holder vand”, siger Preben Christensen, der er formand for DK-CAMP, Danmarks største sammenslutning af campingpladser.

Vejrudsigter 15 dage frem
På tilsvarende vis har DMI på deres hjemmeside vejrprognoser 15 dage frem i tiden. Det er der vist ingen meteorologer, der på landsdækkende tv tør stå frem i bedste sendetid og forudsige vejret så langt ud i fremtiden.

”DMI bør også tænke over, hvilke konsekvenser det har på folks ferieplaner, når de ser en prognose 15 dage frem i tiden, med en del regn på programmet. Så drejer pilen mere i retning af en udenlandsrejse, hvis pengepungen ellers er til det. Igen er det til stor skade for omsætningen i den indenlandske turistomsætning”, siger Preben Christensen.

Preben Christensen opfordrer i stedet de danske medier til at have fokus på de positive historier fra det danske sommerland. Tingene er aldrig så skidt, uden det er godt for noget.

”Vores oplevelse er helt klart, at vores campinggæster finder på andre ting at lave end at slikke sol fra morgen til aften. I stedet nyder de meget mere samværet med hinanden omkring et brætspil, et slag kort eller et besøg på det lokale museum. Ofte er vejret jo heller ikke så dårligt, som man får indtryk af i medierne. Men desværre lader vi os påvirke alt for meget af dem”, siger Preben Christensen.

Kontaktoplysninger:Preben Christensen, landsformand for DK-CAMP og ejer af Odder Strandcamping. Kontaktes på 4045 6306.

DK-CAMP er Danmarks største sammenslutning af campingpladser. I alt 325 af Danmarks knap 500 campingpladser medlem af DK-CAMP.

Kontakter


Emner


Turisme