PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/dk-camp-har-hjertet-p%C3%A5-rette-sted-5381

DK-CAMP har hjertet på rette sted

Pressemeddelelse maj 22, 2008 Turisme

Livsstilssygdomme forsvinder ikke fordi man tager på ferie. Nu gør DK-CAMP en ekstra indsats for sine gæster.

For andet år i træk fortsætter DK-CAMP, der er landets største organisation af privatejede campingpladser, sit givtige samarbejde med Hjerteforeningen. Der samles bl.a. penge ind til gode formål, og der arrangeres en såkaldt Campus-dag (lørdag i St. Bededagsferien) med aktiviteter for hele familien. DK-CAMP er med andre ord den eneste danske campingpladsforening, der ud over at tilbyde camping på alle tænkelige måder fra primitiv til luksuscamping, også arbejder i en god sags tjeneste.


Som det sidste nye er der nu etableret hjertestartere på en lang række DK-CAMP pladser over hele landet.

  • - Vi tager ekstra hånd om de af vores gæster, der lider af hjertekarsygdomme og som aldrig ved, hvornår lynet slår ned. De kan nu med en højere grad af tryghed tage på vores campingpladser, fordi hjælpen nu er tættere på, fortæller formanden for DK-CAMPs Hjerteudvalg, Niels Gaj Nielsen.

Campingpladsejerne er ligeledes grundig instrueret i, hvordan hjertestarterne virker. De af DK-CAMPs campingpladser, der allerede har fået hjertestartere, registreres på http://www.hjertestarter.dk/ - et landsdækkende samarbejde, som Falck bl.a. benytter ved nødopkald for at se, hvor den nærmeste hjertestarter findes i forhold til, hvor patienten befinder sig.

  • - Mange campingpladser ligger langt væk fra store byer og hospitaler. Det er endnu én af grundene til, at vi har indgået dette samarbejde, fortæller Niels Gaj Nielsen.

Ud over projektet med hjertestarterne fortsætter DK-CAMP hele 2008 med at støtte Hjerteforeningen. Man kan finde Hjerteforeningens støttebøtter på alle campingpladser.

Se også www.dk-camp.dk


På www.hjertestarter.dk ser man, hvor hjertestartere findes i dag.


Fakta:

  • DK-CAMP er organisation med mere end 325 privatejede campingpladser.
  • Ca. 120 DK-CAMP pladser har åbent hele året og tilbyder vintercamping.
  • Ca. 175 DK-CAMP pladser har QuickStop ordning for autocampere.
  • Elite CAMP er en undergruppe i DK-CAMP med ca. 23 medlemmer.
  • I gruppen af "Små Pladser" er der i dag 34 medlemmer.
  • I "CITY CAMP" er der 16 medlemmer.
  • DK-CAMPs børneklub hedder Campus
  • DK-CAMP støtter Hjerteforeningen.

Se også http://www.dk-camp.dk/

Emner


Turisme