PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/det-sociale-ansvar-corporate-social-responsibility-csr-8175

Det Sociale Ansvar/Corporate Social Responsibility (CSR)

Pressemeddelelse oktober 19, 2009 Uddannelse

Hvor går grænsen? Et naturligt spørgsmål som virksomheder stiller sig selv med hensyn til, hvor deres ansvar går i forhold til deres omverden. I dag griber omverdenen i stigende grad ind i private virksomheder, og grænsen for hvilket ansvar virksomheder pålægges eller påtager sig er flyttet - eller mere præcist så er grænserne mellem virksomhedens sfære og omverdenen blevet mere flydende. Virksomhederne er blevet vævet ind i definitionen af begreber som etik og socialt ansvar, og samtidig med at de selv er med til at definere indholdet, bliver de også målt og stillet til ansvar for de handlinger og udtalelser, som ikke harmonerer med, hvad offentligheden mener, er rigtigt og forkert.

Aktivkurser
Logo

Det ses, at omverdenen i stigende grad fokuserer på social, miljømæssig og samfundsmæssig ansvarlighed og kræver, at virksomheder efterlever det ansvar de tillægges af omverdenen og/eller tillægger sig selv. Derfor ser man, at virksomheder udover de traditionelle økonomiske regnskaber udarbejder, sociale og etiske regnskaber, hvor omverdenen kan få indsigt i, om virksomhederne efterlever deres ansvar.

Social ansvarlighed
Der findes forskellige forståelser af, hvad social ansvarlighed omhandler, især fordi virksomheders ansvar generelt er et meget komplekst begreb. Her tager vi udgangspunkt i at social ansvarlighed handler om, at virksomheden skal tage hensyn til og udvise ansvarlighed for menneskerne i og omkring virksomheden.

Omdrejningspunktet i det sociale ansvar er, hvordan virksomheden kan deltage i løsningen af de sociale opgaver, som normalt påhviler samfundet. Socialt ansvar omhandler politikker, beslutninger og aktiviteter af social karakter, som rækker ud over de myndighedskrav og love, virksomhederne er underlagt og indebærer, at virksomheden påtager sig opgaver, som velfærdssamfundet traditionelt har varetaget.

Socialt ansvar kan eksempelvis omhandle, hvordan en virksomhed tackler afskedigelser og hjælper med genplaceringsrådgivning og kurser. Men det kan ligeledes være i form af en virksomhed, der aktivt deltager i debatten om eksempelvis ligestillings- og integrationspolitik.

Ud fra ovenstående er det tydeligt, at virksomhedens HR afdeling og ledere spiller en central rolle. Virksomhedens kommunikation spiller en afgørende rolle, idet virksomheden aktivt kan deltage i de diskussioner og debatter, der kan have direkte eller indirekte konsekvenser for virksomheden. Virksomheden kan således føre en proaktiv kommunikationsstrategi, hvilket betyder, at den ikke passivt ser til, mens der i omgivelserne tages stilling til virksomheden og skabes nye (sociale) krav til virksomheden.

Det øgede fokus på socialt ansvar hænger til dels sammen med, at der i det offentlige rum er en større gennemsigtighed, end der tidligere har været, hvilket blandt andet skyldes globalisering og teknologi. Dette betyder, at forbrugerne i stigende grad ønsker at opnå viden om, hvilke produkter de køber, såsom hvor og hvordan de er produceret samt under hvilke vilkår. Med andre ord øges forbrugernes bevidsthed om produkterne og dermed bliver de i mange tilfælde mere kritiske. Ligeledes er konkurrencen hårdere mellem virksomheder, og forbrugerne kan i større omfang end tidligere substituere en vare med en anden, idet der er et større produktudvalg.

Hvis en virksomhed ønsker at arbejde seriøst med social ansvarlighed er der flere strategiske indsatsområder virksomheden skal være opmærksom på for at opnå succes med CSR.

• Ledelse, værdier og kommunikation
• Fokus på virksomhedens interessenter
• Medarbejdere
• Kunder
• Leverandører
• Lokalsamfund

Ovenstående indsatsområder er alle essentielle i arbejdet med CSR. Hvis en virksomhed vælger at arbejde med CSR vil der komme skærpet fokus på virksomhedens sociale profil. Dette gør selvfølgelig at virksomheden har god mulighed for at profilere sig på sit sociale arbejde, men samtidig ligger der en risiko heri, da virksomheden hermed er mere udsat for kritik hvis den ikke holder hvad den lover. Åbenheden er dermed ikke uden omkostninger og det forpligter at profilere sig på social ansvarlighed. Netop derfor er det yderst vigtigt, at have fokus på alle indsatsområder, for at forhindre at noget bliver overset og dermed kan kritiseres på. Det er altså afgørende, at virksomheden formår at følge op på åbenheden og imødekomme deres sagte hensigter med reelle og accepterede handlinger.

Probana Management tilbyder EKL-uddannelsen (Effektiv kommunikation), som bl.a. behandler emnet ”social ansvarlighed”. EKL giver dig evnen til at kommunikere, samarbejde og forstå konsekvensen af en bestemt adfærd og arbejde bevidst med de psykologiske virkemidler der er afgørende succesfaktorer for nutidens ledere.

EKL-uddannelsen er baseret på e-learning kombineret med intensive kursusdage på handelshøjskoleniveau. Uddannelsen er designet til alle ledere, der arbejder professionelt med ledelse, forretningsudvikling og kommunikation, og som ønsker indsigt i de psykologiske virkemidler, der med fordel kan tages i brug i samspillet med andre.

Du kan læse nærmere om kursusdage, emner og tidspunkter på følgende link:
http://www.probana.com/ekl.asp

Emner


Uddannelse