PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/det-sikre-for%C3%A5rstegn-campisterne-indtager-i-p%C3%A5sken-de-danske-campingpladser-15352

Det sikre forårstegn: Campisterne indtager i påsken de danske campingpladser

Pressemeddelelse marts 20, 2013 Turisme

Hverken kulde eller blæst kan afholde rigtige campister fra at tage hul på campingsæsonen i den kommende weekend. Påsken betyder nemlig, at tusinder af inkarnerede campister vågner af dvale, trækker deres kolde campingvogne ud af lader og stalde, sætter dem på ”krogen” af bilen og kursen mod én af de næsten 500 campingpladser, der findes i Danmark.

Nogle af campisterne er fastliggere, der har deres campingvogn fast opstillet på en bestemt campingplads. Andre bruger weekenderne og forårets helligdagsferier på at opleve nye egne og overnatte på forskellige campingpladser i Danmark.

For langt de fleste campister er camping ensbetydende med frihed, fællesskab og afslapning – i naturen.

Påske med traditioner
Mange campister har faste traditioner med at holde en hyggelig påskefrokost sammen med gode venner ude i campingvognen eller forteltet. Vennerne er ofte mennesker, som de har mødt på campingpladsen. Også børnene kender mange af de andre børn på campingpladsen fra tidligere år. Ellers finder de hurtigt nye legekammerater.

Lejrchefen er klar til at tage imod
Lejrcheferne på campingpladserne har brugt en stor del af vinteren på at gøre alt klar til den nye sæson, så campisterne kan få en god oplevelse.

Efter en lang sæson sidste år er hytterne, servicebygningerne og butikken i løbet af det sene efterår og vinteren blevet frisket op. Desuden er en vigtig del af en lejrchefs arbejde at få markedsført sin campingplads i annoncer, på messer og hjemmesider. Det er ikke nok at have verdens flotteste campingplads, hvis der ikke er nogen, der kender den. Desuden skal lejrchefen inden sæsonstarten ofte have ansat personale til at hjælpe til på pladsen.

”En lejrchef skal være en multikunstner, der skal kunne klare alt selv – lige fra at gøre toiletter rene, til at byde gæsterne velkomne, motivere sine ansatte, lave regnskaber og opdatere sin hjemmeside”, siger Preben Christensen, der står i spidsen for DK-CAMP. DK-CAMP er Danmarks største sammenslutning af campingpladser med 310 medlemmer. DK-CAMP har godt 60 % af alle danske campingpladser som medlemmer.

Campingsæsonens start i påsken er et af de sikreste forårstegn, der findes.

Kontakt til en campingplads i jeres område?
DK-CAMP har 310 campingpladser, der er fordelt over hele Danmark. Vi stiller os meget gerne til rådighed med at finde en campingplads, I kan besøge og interviewe lejrchefen og evt. campister – hvis I ønsker at skabe en lokal vinkel på historien. 

I er velkommen til at kontakte Hans Jakobsen i DK-CAMP-sekretariatet på mail [email protected] eller 2117 2442. Læs mere om DK-CAMP på http://www.dk-camp.dk/.

Emner


Turisme