PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/det-g%C3%A5r-tungt-i-restaurationsbranchen-639

Det går tungt i restaurationsbranchen

Pressemeddelelse juni 21, 2004 Natur

Arbejdstilsynet gav påbud eller vejledninger på mere end hver anden virksomhed under en særlig aktion i hotel- og restaurationsbranchen



Arbejdstilsynet gennemførte torsdag den 10. juni 2004 en landsdækkende aktion på bl.a. hoteller, restauranter, værtshuse, kantiner og diskoteker.

Tilsynet gav påbud og vejledninger på mere end hver anden virksomhed, og der tegner sig et billede af en branche med adskillige arbejdsmiljøproblemer. Der er især mange problemer med tunge løft, men der blev også  givet påbud om ventilation mange steder.  

Arbejdstilsynet besøgte 375 virksomheder og gav 446 reaktioner. Af de 375 besøgte virksomheder  var der reaktioner på 213, dvs. på mere end hver anden virksomhed.  Fordelingen af reaktioner fremgår af det vedlagte skema.

Arbejdstilsynets direktør Jens Jensen siger om resultatet:

- Vi kan konstatere, at store dele af hotel- og restaurationsbranchen har uløste arbejdsmiljøproblemer  på væsentlige områder ikke mindst med tunge løft og på ventilationsområdet.  - Vi vil derfor resten af året holde særligt øje med arbejdsmiljøet for disse jobgrupper og følge op med yderligere aktioner og tilsyn, siger Jens Jensen.

Kokke/køkkenmedhjælpere og tjenere/serveringspersonale er udpeget som to af 10 særligt farlige jobgrupper. Kokke/køkkenmedhjælpere har høj dødelighed og mange hospitalsindlæggelser. De har fx en overhyppighed af  kræft-, kredsløbs- og infektionssygdomme. Kvinderne er meget udsatte for ulykker og nervesygdomme, mens mændene ofte rammes af luftvejs- og fordøjelsessygdomme.

Også tjenere og serveringspersonale har høj dødelighed og mange hospitalsindlæggelser. Jobgruppen har selvvurderet dårligt helbred og selvvurderet hørenedsættelse og ligger højt med hensyn til sygefravær og udstødning fra arbejdsmarkedet.

Dødeligheden for ansatte i hotel- og restaurationsbranchen ligger langt over gennemsnittet.

Arbejdstilsynets kontrolindsats startede den 1. april 2004 og varer året ud. Indsatsen indeholder både traditionelt tilsyn og yderligere aktioner.

Kontaktpersoner

Projektleder Gitte Herreborg-Olsen -  tlf. 39152676.
Kontorchef Peter Herskind tlf. 39152646.

Kontakter


Emner


Natur