PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/det-er-ganske-vist-1126

Det er ganske vist..

Pressemeddelelse marts 21, 2005 Landbrug og Fiskeri

H.C. Andersens egen rose pryder årets Guldrose-Vin™ , der denne gang markerer 200-året for eventyrdigterens fødsel

Andersen031 kopi
Rosen hører ligesom nattergalen uløseligt sammen med digteren H.C. Andersens eventyrlige univers. Den drømmende digter har beskrevet rosens fortræffeligheder, blandt andet i digtet 'Rosen' fra 1832:

Her Form og Tanke sødt hinanden møde,
Hvoraf blev Du vel skabt paa Jordens Kyst?
Af Vaarens friske Snee og Morgenrøde,
Og Engle aanded' Livet i Dit Bryst.

Med et så hengivent forhold til rosen, hvad er så mere naturligt end at pryde etiketten på Guldrose-Vinen årgang 2005 med selveste H.C. Andersen-rosen, der er udviklet af Poulsen Roser A/S med hovedsæde i Fredensborg.
Bag såvel Poulsen Roser som vinslottet Château Lecusse, der har frembragt årets Guldrose-Vin, står ægteparret Pernille og Mogens N. Olesen. Deres vinslot ligger i vindistriktet Gaillac i amtet Tarn nord for Toulouse, der er Frankrigs ældste og mest frodige vindistrikt.
Årets Guldrose-Vin 2005 er dyrket på Château Lecusses kalkholdige jorder i vinmarker, der ligger på sydskråninger, eksponeret til fuld sol. Druesammensætningen er Duras, Fer Servadou og Gamay, alle høstet på 15 til 25 år gamle vinstokke.

H.C. Andersen-rosen blev døbt af H.K.H. Prinsesse Benedikte i 1986. Siden er den blevet overordentligt værdsat og har i tidens løb modtaget flere medaljer.
Det er en floribunda, eller buket-rose, der har sit navn på grund af talrige blomster på hver stilk. Typen er oprindeligt udviklet af Poulsen Roser i 1920erne, og i mange år blev floribunda-roser kaldt 'Poulsen-roser” verden over. H.C. Andersen-rosen er meget hårdfør og har et rigt flor af fine, fløjlsagtige blomster, der er dybt mørkerøde uden at blåne. Blomsterne er store med en svag rosenduft, og blomstringen begynder sidst i juni og varer til ind i oktober. Planterne vokser kraftigt og bliver buskede. Og da de når op i en højde af én til halvanden meter, er de yderst velegnede som regulære rosenhække i haven. Oven i købet er eventyrdigterens egen rose ret modstandsdygtig over for sygdomme.

H.C. Andersen-rosen forhandles i havecentre landet over, mens det er muligt at købe årets Guldrose-Vin i velassorterede havecentre, blomsterbutikker og specialvinhandler eller via Poulsen Rosers hjemmeside.

Poulsen Roser A/S har 125 års erfaring i at udvikle nye sorter af roser og clematis og er leverandør til det Kgl. Danske Hof. Hvert sekund døgnet rundt sælges der to Poulsen-roser eller clematis et sted i verden.
Læs mere om roser og vin på www.poulsenroser.dk og www.chateaulecusse.com

Kontakter


Emner


Landbrug og Fiskeri