PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/det-eneste-ene-underlag-til-en-myldrende-musical-1239

Det eneste ene underlag til en myldrende musical

Pressemeddelelse april 12, 2005 Erhverv

Nyudviklede gummifliser til alverdens formål harbestået deres prøve i Forum.

Imgp1778 red
Danskerne har fået et nyt og komfortabelt grundlag for deres fysiske udfoldelser. Et let og fjedrende gulv af dekorative gummifliser, som har fået sit nationale gennembrud på bekostning af traditionelle hårde belægninger og senest har føjet nye kapaciteter til allerede kendte ikke mindst som fundament under den populære musical ”Den eneste Ene” i Forum.

Det er kun et par år, siden den nye type fliser blev udviklet under navnet ErgoFloor af et par unge maskiningeniører, der ikke selv havde anelse om, hvor stor succes de skulle få som iværksættere. Men i dag er Uffe Mølgaard og Michael Moric i Tørring dårligt nok i stand til at følge med efterspørgslen fra stadigt flere brancher.

Ergonomisk og skridsikker

Gummifliserne var tænkt som en forbedring af belægningen på gulv- og gangarealer, legepladser, terrasser og altaner i form af et blødt, skridsikkert og slidstærkt produkt. Det er baseret på genbrug af skrottede bildæk, som omdannes til et granulat, der med et bindemiddel sammenbindes til en robust masse og støbes i adskillige former fra 5 til 60 millimeter tykke og i 17 overfladefarver.

Dette udgangspunkt er for længst nået, men iværksætterne fik hurtigt mere at tænke på. Det viste sig nemlig, at deres grundprodukt rummede flere skjulte egenskaber, som gør fliserne ideelle til vidt forskellige formål.

-Adskillige krav blev således stillet til scenegulvet for ”Den eneste Ene”, som fra 18. marts og til slutningen af april trækker fulde huse i Forum, hvor det er opbygget midt i et kæmpemæssigt rum med 4000 tilskuerpladser på alle fire sider og med catwalks mod alle fire hjørner, siger Uffe Mølgaard. Gummifliserne udgør en farvestrålende gulvflade, der skifter farve og karakter i takt med belysningen. Desuden har det været væsentligt at sikre en blød, skridsikker og dansevenlig overflade for dansere og skuespillere, hvis ben og ryg skånes af flisernes ergonomiske egenskaber. En speciel konstruktion i gummiet bevirker også, at fødderne aldrig føles brændende varme på denne belægning.

Til alle aldre

ErgoFloor har da også modtaget forespørgsler fra flere teatre og teaterskoler om fliserne, der tillige er blevet eftertragtet til udestuer, værksteder, motionscentre navnligt omkring håndvægte, skydebaner på grund af deres lydabsorption og endda til hundetrænings-baner.

Deres skridsikre egenskaber selv i våd tilstand har medført voksende popularitet som underlag på boligforeningers svalegange, legepladser, skoler, forlystelsesparker, plejehjem og institutioner, hvor de hindrer mange alvorlige faldulykker. På altaner og tagterrasser kan de imødekomme krav til lav vægt af hensyn til bærende konstruktioner og findes også med indbyggede kanaler til bortdræning af overfladevand.

Omgivelserne bliver smukkere af flisernes mange farver, der er garanteret holdbare i mindst fire år. De er samtidig robuste, vejrbestandige og modstandsdygtige over for ekstreme belastninger. Endog stiletter og spidse sømbeslag under golfsko efterlader ingen spor.

Yderligere oplysninger fås hos ErgoFloor på tlf. 76 90 20 01 eller www.ergofloor.dk

(Billedtekster:)

Gummifliserne reflekterer skiftende belysninger på scenegulvet under ”Den eneste Ene”.

Omgivelserne ved eksempelvis svømmebassinet bliver smukkere, mere komfortable og sikre med ErgoFloor.


Kontakter


Emner


Erhverv