Den litterære frihedskamp skydes i gang
Pressemeddelelse november 7, 2013Nu skal litteraturen åbnes op for dens rige og uforløste mangfoldighed. Det nye initiativ - PUBLIZD.com - vil gøre op med årtiers litterær ensretning og med illusionen om salgbarhed som kriterie for læsværdighed. Formålet er at sætte bøgerne fri - til gavn for bogbranchen, forfatterne og ikke mindst læserne.
I denne uge åbnes dørene for endnu en udgave af Bogforum. Bogmarkedets svar på Dyrskue, som samtidig symboliserer en bogbranche, der langsomt udånder i sin nuværende form. Opgøret med årtiers tiltagende muskelkrampe i branchen er uundgåelig, og tiden skriger efter nye medier, nye markeder, nye læsere og faktisk også nye bøger. Den gamle litterære verdensorden kan ikke levere dette alene. Der skal nytænkning og mandsmod til, og ikke mindst skal der gøres endeligt op med sammensmeltningen af marked og læsværdighed. Nye kriterier skal skabe vejen for et åbent og frit bogmarked i vækst, og Bogforum i år er derfor en oplagt anledning til at kigge fremad.
Markedet kvæler mangfoldigheden
Uden at reflektere over de langsigtede konsekvenser, har vi gennem et halvt århundrede efterhånden vænnet os til, at salgbarhed er lig med læsværdighed. De langsigtede konsekvenser viser sig dog nu i form af et mere og mere indsnævret bogmarked og udbud, som af samme årsag lider åndenød i mangel af bredde og mangfoldighed.
"Markedet er blevet reduceret til mainstream og bestsellers i sit fokus på rentabilitet, og litteraturen bløder i sin udtalte begrænsning. Et litterært mørke risikerer at sænke sig over os, og vi har derfor brug for endeligt at kappe navlestrengen til salgbarheden og åbne op for litteraturen igen - så forfatterne kan få luft og læserne masser af bøger," udtaler Morten Bracker, stifter af det nye initiativ PUBLIZD.com.
Det er ikke nogens skyld
Bøger er forretning. Sådan har vi vænnet os til at tænke. Det gælder for forlagene, for trykkerierne, for boghandlerne, for anmelderne og for hele den symbiose, bogmarkedet udgøres af. Og her i ligger det begrænsende. For ikke alle bøger er en god forretning, men kan dog alligevel være nok så læsværdige. At formidle det smalle og det urentable er dog ingens ansvar. Så slet ikke bogbranchens da. De driver forretning, og det er nu engang deres gang på jord.
"De har ikke en forpligtelse til at redde kulturen, og det bør vi heller ikke forvente af dem. Lad dem drive forretning, der vil drive forretning, men lad det ikke være styrende for litteraturens udfoldelse. Forretning er én ting - det litterære landskab noget helt andet, og de to ting skal skilles ad," konstaterer han videre.
Drop snakken om kvalitet
Som læsere - og som samfund - ønsker vi os alle bøgerne i hele litteraturens bredde og mangfoldighed. Vi ønsker at frigøre os fra markedets spændetrøje, som vi er blevet forblændet af i illusionen om, at rentabilitet er et kvalitetsstempel. Og derfor er vi nødt til at droppe snakken om kvalitet. Det stramme salgskriterie føder uden tvivl høj teknisk kvalitet. Uden at overgeneralisere er det vel en sand erkendelse. Men teknisk kvalitet er heller ikke det samme som læsværdighed. Vi skal have mange flere kriterier i spil. Kriterier som fornyelse, skævhed, provokation, udfordring, dybde, eftertænksomhed, humor, foranderlighed, overraskelse, uforudsigelighed, vedkommenhed … og du kan sikkert selv komme på mange flere. Kriterier, der rør os, forandrer os, udvikler os, beriger os eller på anden vis tilfører os værdi eller mening. Kriterier, der adskilt fra salgbarhed åbner op for en enorm litterær skat.
"Naturligvis er kvalitetsspændet i den fri og uafhængige litteratur meget stort. Men om den litterære eller tekniske kvalitet er helt i top er ikke altid det afgørende. Se tilbage på tidligere tiders store tænkere og store forfattere. Hvis du laver en litterær analyse eller vurderer dem på teknisk kvalitet og salgbarhed, ville mange af dem aldrig være blevet udgivet i dag, og det ville have været et enormt tab for samtiden og eftertiden. De holdt dengang, og de holder stadig, fordi de har andre værdier, og fordi de tilfører noget, vi ønsker os, noget vi har brug for og noget vi gerne vil beriges med," fortsætter Bracker.
I den sidste ende må det være op til hver enkelt læser at vurdere om en bog tilfører ham eller hende noget, hvad end det er en følelse eller en indsigt. Og derfor bør det i den sidst ende også være op til læserne at vurdere værdien af bøgerne. Værdi som erstatning for kvalitet. Lad salgbarhed blive forretningernes, og lad læsværdighed blive læsernes. Sæt bøgerne og litteraturen fri, og lad det flyde med spændende og anderledes litteratur.
Slip bøgerne fri
Indieforfattere og selvudgivere i selskab med små og mindre forlag samt en teknologisk revolution er alt sammen tendenser, der tegner den nye litterære verdensorden. Og landet bugner af en mangfoldig bogskat, befolkningen - læserne - sjældent får adgang til. Dette opråb til litterær frihedskamp er således ikke en modstand mod markedskræfterne, men tvært imod et forsøg på at åbne markedet op og sætte bogskatten fri. Til glæde for alle i bogbranchen - ikke mindst læserne.
Og hvorfor så lige nu? Indtil for ganske få år siden var det rent økonomisk vanskeligt at udgive bøger uden om de store forlag. Derfor skabtes denne ufravigelige kobling mellem marked og udbud. Men de nye teknologiske muligheder i forhold til print-on-demand og selvudgivelse samt e-bogens indtog ændrer på denne verdensorden fuldstændig. Og det er netop disse nye muligheder vi skal anvende til at gøre endeligt op med den litterære osteklokke og lammelsen i bogbranchen.
Både læsere og forfattere mærker tørheden i munden af tørsten efter mangfoldighed og valgfrihed. Men til trods for de nye muligheder, er stilheden omkring den usynlige bogskat rungende. Der mangler ganske enkelt synlighed, larm og liv. Bøgerne skal frem i lyset og ikke mindst - de skal læses! Og det lader endnu vente på sig. Tiden kalder derfor især på nye medier og kanaler og nye forbindelser mellem læser og forfatter. De nye medier skal skabe denne forbindelse og give rum og plads til hele litteraturen i sin fulde bredde. De eksisterende kanaler er for snævre og for de flestes vedkommende endnu låst i deres eroderende fokus på salgbarhed som kvalitetskriterie.
Et helt nyt og banebrydende initiativ - PUBLIZD.com
PUBLIZD.com er et helt nyt og på mange måder banebrydende medie, der netop har som ambition at eksponere alle de bøger, det kan være svært - end sige umuligt - at finde vej til i et tilsnævret bogmarked. Alle de bøger, der ikke er sluppet gennem nåleøjet til de store forlag, bøger som er udgivet på små eller egne forlag, bøger som har brug for meget mere eksponering. Derfor repræsenterer PUBLIZD.com lige nu også muligheden for at skabe den mest varierede og spændende samling af bøger og litteratur i Danmark uden sammenligning, til fantastisk glæde for alle, der elsker bøger. Det nye initiativ er således et af de første og nyeste skud på stammen i form af medier, der tegner den nye scene på bogmarkedet - men helt sikkert ikke det sidste.
PUBLIZD.com er for både læsere og forfattere. Faktisk er netop symbiosen mellem forfattere og læsere et af de centrale formål med PUBLIZD.com. En symbiose, der handler om at give forfatterne en markedsplads og udstillingsvindue for deres bøger - og i samme åndedrag - at give læserne mulighed for at få adgang til en kæmpe litteraturskat, de ellers er afskåret fra. Derfor er selve centralnervesystemet i PUBLIZD.com også bygget, så forfatterne kan præsentere deres værker på en lang række platforme, formater og kommunikationskanaler. Det indbefatter blandt andet Video, PDF, tekstprøver, sociale medier, App's, Events, Blogs og meget mere. Alt sammen noget, der både skal give forfatterne rige muligheder for at komme i kontakt med læserne og samtidig give læserne mulighed for at komme meget tættere på forfatterne. Dialog og interaktion mellem læser og forfatter er uden tvivl noget, der vil tegne fremtidens bogmarked og forfattergerning.
"Formålet med PUBLIZD.com er at råbe op til frihedskamp, og bane vejen for en ny litterær verdensorden - at åbne leddet til folden og slippe bøgerne fri. Og forhåbentlig vil både forfattere og læsere springe som ungkøer på græs, og bogmarkedet blomstre i et nyt litterært forår," afslutter Morten Bracker.
PUBLIZD er et non-profit-projekt, og formålet er udelukkende at opfylde mission og vision, som formuleret ovenfor. Alle indtægter går til at dække omkostninger ved at drive projektet, og eventuelt overskud går herefter til at udvikle eksponerings- og interaktionsværktøjerne, så de hele tiden er optimale, samt til at udbrede kendskabet til PUBLIZD.com og dermed hele tiden øge værdien for læsere og forfattere.
Yderligere information
For mere information om PUBLIZD, projektet og baggrunden er du velkommen til at kontakte Morten Bracker, Stifter og indehaver af PUBLIZD: Tlf. 3169 7000, e-mail: [email protected]
Du finder også en del baggrundsinformation her: www.publizd.com/ompublizd samt generelt på www.publizd.com.
Kontakter
Morten Bracker
Stifter & indehaver af PUBLIZD,PUBLIZD
✉ info@*********** Vis...
☎ 31697*** Vis...
http://www.publizd.com