Den hovedløse psykiatri

Igen og igen - indlægges patienter til en plads på gangen

Jeg er indlagt. Det vil sige, jeg føler at indlæggelsen er nærmere et ophold på en lejrskole for adfærdsvanskelige og utilpassede med et kokainmisbrug. Fredag aften flyttede der to nye patienter ind i et motionsrum der bliver brugt som sovesal. Det er mere korrekt at kalde det en korridor, hvor der for enden af en gang står en række motionsmaskiner. I en af sengene ligger der en patient som fører lange samtaler ved hjælp af hans mobiltelefon. Han taler højt og aggressivt. Med et fremmedsprog fra sydøsteuropa. En anden patient går hvileløs omkring. Hun udbryder en serie af skrig. Der er noget der skræmmer hende. Jeg ved ikke, hvad det er. Men jeg tænker at forholdene i hvert fald er ringe. Ved siden af manden fra sydøsteuropa ligger der en patient uden afskærmning foran hans sengeplads på gangen.

Går jeg længere ned ad gangen kommer jeg til opholds miljøet. En sal, hvor der spises, spilles klaver, ses TV og afspilles gentaget popmusik og rap. Lyden er fra en trådløs højtaler, der ikke er bygget til HI-FI. Den er koblet til en mobiltelefon via Bluetooth. Hvis afsenderen af lyden derfra fjerner sig. Så begynder højtaleren at skratte. Hvis nogen kan høre, hvad de selv tænker forefindes der også samtaler i det fælles miljø. Støjen minder om skrigene fra en svinestald. Der er kaos, trods det, at nogle ansvarlige personager bærer rundt på et sæt nøgler.

I løbet af weekenden kan støjen blive bragt til et mere begrænset niveau. Der er fokus på trivsel. Men at man i Region Hovedstadens Psykiatri overbelægger med senge på gangarealerne og samtidig ønsker at nedbringe antallet af tvangsepisoder er mig en meget stor gåde. Ledelsen går jo på det nærmeste rundt med hovedet under armen.

Nils H Andersen 

LAP

Emner