Demonstration for frigivelse af Abdulle Ahmed

Mandag den 6. juli har Abdulles familie arrangeret en demonstration for hans frigivelse. Demonstrationen varer fra kl. 13.00 - 16.00. På Slotsholmsgade 10 - 12 i København. Abdullle er indespærret på Sikringsanstalten i Nykøbing Sjælland.

Tale, der afvikles på demonstrationen, af Steen Moestrup fra Landsforeningen Af Psykiatribrugere.

Sagen om Abdulle efterlader egentlig flere spørgsmål end svar. Og det er spørgsmål som dækker flere ministerier. Og derfor med rette burde stilles til statsministeren, for at han selv kan fordele dem på de rette ministerier.

Vi har i LAP valgt at støtte denne enkelt sag, fordi den faktisk viser hvor råddent og ugennemtænkt et system vi har på visse områder i det danske sundhedsområde. Hvordan man faktisk kan få folk gemt af vejen næsten uden om retssystemet og hvordan retssamfundet Danmark vælger at behandle borgere efter nogle ganske uetiske principper.

Denne demonstration handler om Abdulle. Ingen tvivl om det. Det handler om at få ham fri. Vores håb er imidlertid, at den vil åbne danskernes øjne for, de uetiske forhold og den mangel på omtanke der er i psykiatriens tungeste del.

Nu er der afleveret underskrifter til justitsministeriet og sundhedsministeriet. Hvor er socialministeriet henne i denne sag, der oprindelig handlede om tvangsfjernelse af en mindreårig person.

I virkeligheden burde statsminister Lars Løkke Rasmussen tage i mod disse underskrifter, for om nogen har han gennem tiden været den, som i den nuværende regering har haft mest medspillende indflydelse på udviklingen eller mangel på udvikling af det psykiatriske område.

Faktisk burde underskrifter også være indsamlet til socialministeren både imod tvangsfjernelsen og den manglende sociale opbakning i sagen. Vi har i dag noget som man kalder socialpsykiatri, det hører primært hjemme under kommunerne altså indenrigs- og socialministeriet. Hvor er den psykosociale indsats i denne sag ?

I denne sag er det faktisk således, at både den socialeindsats og den sundhedsfaglige indsats er samlet under justistministeriet fordi der er udstedt et såkaldt farlighedsdekret. Og dette er i denne sag alene udstedt på baggrund af episoder foregået på psykiatriske behandlingssteder, hvor personalet altid vil være de stærkeste og dem som kan sætte tingene i værk.

Farlighedsdekretet har i denne sag været forelagt samme dommer seks gange i træk. Begrundelsen er, at han er inde i sagen. Spørgsmålet er om man kan tale om, at vores almene borgerret for second opinion er overholdt på denne måde ?

Retssikkerheden er altså et problem i sagen.

Abdulle er sendt til landets mest lukkede afdeling, sikringen i Nykøbing Sjælland uden nogen form for reel retter gang eller retsgaranti på anden vis.

Retslægerådet har indstillet til justitsministeriet, at anbringelsen skulle foretages. Retslægerådet foretager imidlertid ingen selvstændig vurdering af den syge og når domstolene som formelt skal godkende anbringelsen ikke indkalder vidner og primært hører på personalet, så bliver det faktisk til en dom, uden at den tiltalte er blevet hørt eller har haft mulighed for at forsvare sig.

Sikringen er et behandlings fængsel. Et sted du er anbragt for at blive helbredt, men som en straf fordi den normale behandlingsinstitution ikke virker.

Det er personalet som vurderer patienten og medicinere patienten.

Når personalet vurdere, at personen får det dårligt af besøg af familien skrives dette ind i journalerne som, at familien har dårlig indflydelse på patienten. Det vurderes ikke om det måske nærmere er fordi patienten bliver trist og ked af, at familien går efter besøget. Eller patienten længes efter et normalt liv.

Det er alment kendt, at medicin i psykiatriske behandlingsforløb ofte gives som forsøg, således at man forsøger forskellige kombinationer uden på forhånd at have fuld indsigt i hvordan de virker. I dette tilfælde er der brugt adskillige, slags medicin og man har glemt eller undladt at tænke over Abdulles genetiske baggrund gør ham aldeles uegnet til at modtage den medicin som oprindelig kun er udviklet og afprøvet på den hvide europæiske (kaukasiske) mennesketype. Abdulle tilhører den sorte (negroide) mennesketype.

Resultatet af medicineringen er således at man i stedet for at behandle en depression får vedligeholdt depressionen, samtidig med at man skaber et aggressivt handlemønster og forstærker personens psykiske uligevægt.

Det fremgår af hjemmesiden www.FreeAbdulle.info, at overlægen har noteret dette for flere af patienterne på sikringen, uden at man dog har handlet på dette. Og overlægen vælger at fastholde principperne for medicineringen fordi, der nu en gang har været traditioner for denne i en længere årrække, på trods af at både nyere danske og udenlandske undersøgelser viser at der videnskabeligt ikke længere er basis for at fastholde denne praksis.

Et menneske der dagligt lægges i bælte og fikseres både med fodremme og håndremme vil lide psykisk overlast. Det burde være logik selv for burhøns. Og det er nu flere gange kommet frem i medierne, at denne form for behandling underkendes af retsindstandserne, når det forelægges disse.

Gennembrudprojektet omkring nedbringelse af tvang i psykiatrien viste, at megen tvang kunne undgås når man talte med patienterne. Mon man i denne sag har overkommet at tale med og forstå patienten ?

Kan det være rigtigt at smerter behandles med psykofarmaka, som i virkeligheden blot bedøver hjernen til ikke at opfatte smerterne ?

Kan det være rigtigt, at fordi man ikke kan tåle medicinen og får direkte forgiftningssymptomer af denne, at man blot tvinges til at tage noget andet medicin ?

Europarådets Torturkomité har reageret på behandling af Abdulle i 2002 og 2008.

I 2004 fejede daværende sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen Europarådets kommissær for Menneskerettigheders kritik om den overdrevne brug af bæltefiksering ind under gulvtæppet, med den begrundelse at psykiatriloven var under omskrivning.

Ombudsmanden har været inde i sagen, men heller ikke dette har haft nogen effekt.

I dag er Abdulles tilstand således at han ikke kan gå, knapt kan tale, ryster over hele kroppen og hans tænder er ødelagt. Hjernen har ikke fået de udfordringer som en teenager har brug for, sindet har ikke fået de udfordringer som kræves for at man udvikler sig til et socialt menneske.

Det familien kæmper for, er at få ham ud i live og ikke i en kiste. Så de selv kan drage omsorg for ham.

Med de hidtidige resultater man har opnået ved behandlingen, var det så ikke mere humant at aflive Abdulle end at forsætte denne nedbrydning af hans krop ?

Det er forbudt ifølge dansk lovgivning, at fremskynde et menneskes død. Er det ikke netop hvad man gør her ?

Er det nødvendigt at opretholde et farlighedsdekret på en person som ikke kan gå ?

Ud fra et menneskeretsperspektiv kan vi sige at det med FN's handicapkonvention, som Danmark lige har ratificeret, står klart at det er en menneskeret:

Ikke at blive spærret inde på grund af psykisk sygdom, uanset om man vurderes at have behov for behandling eller formodes at være til fare for sig selv eller andre

Ikke at blive straffet hårdere end alle andre borgere, hvis man har gjort noget ulovligt

At bevare sin fulde rets- og handleevne også når man er indlagt på en psykiatrisk afdeling

At få sin ret til selv at bestemme over sin krop og ret til fuldt informeret samtykke respekteret også når det gælder psykiatrisk behandling.

Alle disse rettigheder er blevet krænket når det gælder behandlingen af Abdulle.

Ikke alle rettighederne er indfriet i gældende dansk lovgivning, som altså i sig selv på en række punkter er menneskeretsstridig!

Det må altså ifølge internationale regler sidestilles med tortur.

På Sikringen har man valgt ikke en gang at holde sig inden for rammerne af den for tiden gældende lovgivning her i landet. Det er lovstridigt:

At anvende bæltefiksering som en form for opdragelse eller behandling

At nægte en patients bistandsværge den nødvendige information og kommunikation med patienten.

Europarådets anti-torturkomite har flere gange gjort opmærksom på at det omfang, man her i landet anvender og ikke mindst på Sikringen anvender bæltefiksering ikke har nogen acceptabel faglig begrundelse og derfor må anse for at være en form for mishandling af patienterne. Som formanden for komiteen, en islandsk psykiater udtrykker det: tvangen hænger i væggene på mange af de lukkede psykiatriske afdelinger i Danmark.

Det er ikke tilfældigt at det var på Sikringen, man udviklede en lovstridig form for bæltefiksering af opgående patienter, der minder om forholdene for fanger i Guantanamo. En form for bæltefiksering Abdulle også har været udsat for, ligesom han helt lovstridigt regelmæssigt bliver spændt fast til sin seng som en del af den psykiatriske "behandling". Sikringens overlæge mener åbenbart at stå over lov og ret. Det er grotesk at de danske myndigheder først griber ind, når autoriteter fra udlandet op til flere gange har gjort opmærksom på ulovlighederne og når ulovlighederne har været på forsiden af landets aviser.

Denne form for bæltefiksering af oppegående patienter har været anvendt i 20 år, uden at de ansvarlige har grebet ind overfor denne. De ansvarlige har indtil i år blot henvist til, at det må være overlægen, som er ansvarlig for behandlingen, uden dog at drage denne ansvarlig for ulovlighederne. Hvad mon en uvildig dommer vil sige til dette ?

Hvilken erstatning bør de psykiatriske patienter tildeles og hvordan ?

LAP´s forslag vil være, at der som et plaster på såret afsættes 1 milliard i en fond, der giver tilskud til udvikling af humane psykiatriske behandlingstiltag med udgangs punkt i et holistisk menneskesyn. Og LAP skal have afgørende indflydelse på tildelingen.

Der udover bør der gives personlig erstatning til alle der har overlevet denne torturlignende behandlingsform. Og naturligvis må man på passende vis drage de ansvarlige læger til ansvar for deres handlinger.

Det er alment kendt, at psykisk syge lever 25 år kortere end gennemsnittet. Mon dette skyldes de ofte torturlignende behandlingsformer der benyttes ?

Jeg er ikke dommer og kan ikke afgøre det. Jeg er ikke læge og kan kun vurdere det lægefaglige ud fra min egen historie. Hvor jeg tænker tilbage på mine egne 17 år på medicin og min psykiaters kommentar, da jeg var stoppet med medicin og det var gået godt i 3 uger, prøv fem år uden medicin og vurder så hvad du synes er bedst.

I dag er jeg 25 kilo lettere.

Er behandlingssystemet til for at behandle eller straffe ?

Jeg vil godt afslutningsvis præcisere, at LAP bakker fuldt og helt op om familiens ønske: Sæt Abdulle fri nu, hellere i dag end i morgen.

Tak for at I lyttede tålmodigt og interesseret.

Emner