De tekniske gymnasier trives med gymnasiereformen
Pressemeddelelse december 12, 2005 UddannelseEleverne på de tekniske gymnasier har gode erfaringer med tværfaglig, projektorienteret undervisning. Det fremgår blandt andet af den lave fraværsprocent.
Gymnasieskolernes Lærerforening modtager deprimerende tilbagemeldinger fra lærerne på mange almene gymnasier om det ny grundforløb af et halvt års varighed. Her lyder det, at eleverne hverken får indsigt i de fag, de står for at vælge, eller i sammenhængene imellem dem, som ellers er en af grundstenene i den tværfaglige og projektorienterede undervisning, som nu er indført.
På htx og hhx har det tilsyneladende været nemmere at forholde sig til gymnasiereformen, den tværfaglige, projektorienterede undervisning. Medlem af Undervisningsministeriets htx-skoleudvalg og rektor på TEC, Ballerup Tekniske Gymnasium, Allan T. Nielsen, siger, at overgangen til den ny gymnasiereform er gået uden de store problemer. Måske fordi de tekniske gymnasier i alle de 25 år, htx har eksisteret, har arbejdet tværfagligt og projektorienteret:
- Kritikken af grundforløbet er fuldstændig ukendelig for mig. På min egen skole, Ballerup Tekniske Gymnasium, har lærerne selv valgt og planlagt temaer og forløb i studieområdet. Vores erfaringer er, at det helt klart giver eleverne mulighed for at forstå sammenhænge mellem fag, og at der netop er de bedst tænkelige muligheder for at fordybe sig fagligt og for at lære at arbejde med metoder på tværs af fag. Vi kan se, at eleverne trives godt med disse arbejdsvilkår. Fraværet er faldet markant, og det er den bedst tænkelige indikator for, at eleverne synes, de har en spændende og vedkommende skoledag.
Ifølge Allan T. Nielsen har en stor del af de almene gymnasiers problemer med gymnasiereformen rod i, at hverken lærere eller skoleledelser er fagligt og mentalt gearede til at arbejde tværfagligt.
Gymnasieskolerne advarer imod den reduktion i mængden af skriftlige opgaver, som er en konsekvens af gymnasiereformen, fordi der arbejdes med flere fag samtidig. Rektor Allan T. Nielsen påpeger, at det netop er essensen i gymnasiereformen, at det faglige samspil mellem fagene skal føre til, at der bliver færre gentagelser af samme indlæring i forskellige fag:
- Gymnasiereformen lægger bestemt ikke op til, at elevernes samlede arbejdsbyrde bliver mindre. Tvært imod vil eleverne få gennemsnitligt flere timer, og i forvejen overskrider arbejdsbyrden langt 37 timer om ugen, når undervisningstimer, forberedelse og skriftlige opgaver lægges sammen. Hvad man derimod slipper for, er gentagelse på gentagelse på gentagelse i samtlige fag, når det for eksempel drejer sig om metoderne til at sætte en rapport sammen eller disponere en analyse.
- Når eleverne en gang er færdiguddannede og i arbejde, så tænker de hverken på skriftlighed eller faglighed ud fra specifikke metoder relateret til et enkelt fag, som alligevel ikke længere eksisterer i deres virkelighed. For virkeligheden er ikke opdelt i fag.
Læs om HTX-uddannelsen på www.tekniskgymnasium.dk
Læs om Ballerup Tekniske Gymnasium TEC på www.gymnasium.dk
Kontakt rektor Allan T. Nielsen på telefon 78 17 77 91 eller [email protected]
Billedtekst: Elever på grundforløb på HTX får udover timerne i matematik, fysik, kemi, dansk osv. også mulighed for at efterprøve ting i praksis. I et forløb med temaet 'sundhed og miljø i din by' har en gruppe elever på Ballerup Tekniske Gymnasium på tværs af teknikfagene mekanik og tekstildesignet og fremstillet en cykelanhænger.
Kontakter
rektor Allan T. Nielsen
Ballerup Tekniske Gymnasium✉ balle************************* Vis...
☎ 78 1******* Vis...
http://www.gymnasium.dk
Emner
Uddannelse