PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/de-svageste-patienter-betaler-regningen-5271

De svageste patienter betaler regningen

Pressemeddelelse maj 1, 2008 Samfund

Medicinen er blevet dyrere for de kronisk syge, fordi der er skåret i tilskuddene. Det er endnu et skub til den sociale slagside på sundhedsområdet

Torsdag den 1. maj blev grænserne for medicintilskud sat op. Det betyder, at patienterne fremover må lægge flere penge på apoteksdisken, når de henter deres medicin. Forringelserne rammer især hårdt hos den store gruppe af kronisk syge, som ofte lever af pension og i forvejen har høje medicinudgifter. Besparelserne skal finansiere et generelt tilbud om vaccine mod livmoderhalskræft.

”Det er helt urimeligt, at pengene hentes hos dem, der i forvejen er sårbare og har færrest penge at gøre godt med. Forringelserne bidrager endnu mere til den sociale ulighed på sundhedsområdet, som i forvejen er alt for stor. Vi støtter tilbuddet om en kræftvaccine, men generelle sundhedstilbud bør ikke finansieres af patienterne, men af hele befolkningen over skatten”, siger Torben Lund, formand for Danske Patienter.

Det er mellemgrænserne for medicintilskud, der hæves, mens loftet for patienternes andel af medicinregningen fastholdes på 3270 kroner om året. Dermed er det de mange, kroniske patienter, der ikke når loftet, som kommer i klemme. Erfaringerne viser, at nogle patienter dropper deres medicin, hvis prisen sættes op. Danske Patienter forudser derfor flere indlæggelser som følge af medicinstop.


Yderligere oplysninger
Torben Lund, formand: 22 26 35 66
Morten Freil, direktør: 30 54 43 49


Danske Patienter repræsenterer følgende patientforeninger med tilsammen flere end 725.000 medlemmer: Astma-Allergi Forbundet, Danmarks Lungeforening, Dansk Epilepsiforening, Dansk Fibromyalgi-Forening, Dansk Parkinsonforening, Diabetesforeningen, Gigtforeningen, Hjerteforeningen, Kræftens Bekæmpelse, Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade, Nyreforeningen, Scleroseforeningen, Sjældne Diagnoser

Emner


Samfund