Danskerne gir den gas!
Pressemeddelelse marts 23, 2004 LivsstilPåsken markerer starten på havesæsonen. Og dermed også en ny sæson ved grillen, hvor danskerne kan pleje deres kulinariske nationalhobby. For vi griller som aldrig før, og vi køber større, bedre og mere lækkert udstyr til at gøre det. årets trend bliver gasgrill, der gør det nemt og hurtigt at tænde op - og ikke mindst let at gøre rent.
Danskerne er for alvor blevet et folk af grillentusiaster. I de senere år er salget af eksklusive grill eksploderet, og fra Påske og et halvt år fremefter vil man i ethvert villakvarter med respekt for sig selv kunne lugte grillmaden i timerne omkring spisetid.
Men røgen fra de nytændte kul og briketter bliver der mindre af. For ifølge landets førende forhandler af grill og udstyr, RÅD&DÅD Byggecenter, vil danskernes store hit i år være gasgrill. Det skal nemlig både være nemt og hurtigt at flytte livet ud på terrassen.
- Generelt går udviklingen mod, at vi bruger flere og flere timer udenfor - ikke på havearbejde, men på at slappe af, nyde livet og hygge os. Der bygges terrasser som aldrig før, og folk investerer i dyre havemøbler, pavilloner og ikke mindst eksklusivt grilludstyr. Alt sammen ting der gør, at timerne på terrassen lugter lidt af ferie, siger kædedirektør hos RÅD&DÅD Byggecenter Søren Ibsen.
Tid til gas
RÅD&DÅD har i flere år været Europas største forhandler af de eksklusive amerikanske Weber grill, der i Danmark er mest kendt for deres kuglegrill. Men sortimentet tæller også en række gasgrill, og netop i år lanceres en ny specialdesignet gasgrill under navnet Weber Q hos udvalgte forhandlere i Europa. Og hos RÅD&DÅD er man ikke i tvivl om, at danskerne i stor stil vil tage gasgrill til sig. Både fordi det er lækre produkter, der imødekommer trenden med luksus på terrassen, men også fordi det ganske enkelt er både hurtigere og lettere at tilberede maden på de nye gasgrill i forhold til at grille med kul og briketter.
- Førhen grillede danskerne kun i weekender og ved specielle lejligheder. Man havde tid til at tænde op og vente en lille time på, at kullene var klar. Det har man ikke på samme måde i hverdagen, hvor der stadig skal hentes børn og købes ind, før man er klar til at gå i gang med middagen. Med gasgrillen er det blot at tænde og gå i gang med stegningen - og så sparer man tillige tiden med at rense grillen mellem hvert måltid, siger Søren Ibsen.
Påsken på grillen
Hvad enten grillen kører på kul eller gas, vil Påsken for mange være starten på en ny sæson med middage på terrassen. Og her er det absolut anbefalelsesværdigt at bruge grillen til at tilberede påskelammet. Både lammekølle, lammeryg og mange af de forskellige udskæringer kan blive til udsøgte delikatesser på en grill, ligesom krydrede og grillede grøntsager er lækkert tilbehør.
Og tør man ikke kaste sig ud i improvisationen på terrassen, findes flere gode påskeopskrifter i de forskellige opskriftsbøger, som Weber har udgivet, og som findes på hylderne med tænger, handsker, riste og andet udstyr til grillen.
Kontakter
Kædedirektør Søren Ibsen
RåD&DåD Byggecenter a/s✉ sib@r************ Vis...
☎ 87 45****** Vis...
http://www.raadogdaad.dk
Emner
Livsstil