PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/danskere-skal-l%C3%A6re-den-gode-alkoholkultur-5979

Danskere skal lære den gode alkoholkultur

Pressemeddelelse september 30, 2008 Livsstil

På trods af danskernes store rejseaktivitet har ikke alle lært af den sydeuropæiske alkoholkultur, hvor en drink strækkes over lang tid og enhver form for beruselse - også blandt unge - er pinlig. En ny undersøgelse foretaget af Sundhedsstyrelsen viser nemlig, at 41 pct. synes, det er i orden at drikke for at blive beruset. Uden løftede pegefingre vil GODA - Foreningen Gode Alkoholdninger - derfor med en ny hjemmeside 1421.dk oplyse danskerne om den gode alkoholkultur, hvor man har et moderat forbrug og respekterer dem, der siger nej til alkohol.

Forbruget skal fordeles

Drikker man nemlig mere end 5 genstande på én aften løber man en helbredsmæssig risiko, da det er betydeligt mere skadeligt for hjernen og andre organer at drikke meget ved en enkelt lejlighed end at fordele sit forbrug over en længere periode.

"Når man er beruset, er man meget udsat, og især unge oplever konflikter, slagsmål og uønsket sex. Stigningen i danskernes spirituskørsel viser desuden, at alt for mange spiller hasard med deres og andres liv, når de har drukket over promillegrænsen," siger sekretariatschef i GODA, Anett Wiingaard

Hjemmesiden 1421.dk beskriver, hvordan man holder sig under genstandsgrænserne, og hvor man kan få hjælp, hvis man er bekymret over eget eller andres alkoholforbrug. For forældre til teenagere er der gode råd til, hvordan man udsætter alkoholdebuten, og hvordan man er en god rollemodel for de unge.

"Hvis vi skal undgå, at de unge drikker sig berusede, skal den gruppe af voksne danskere, der drikker over genstandsgrænserne lære at drikke moderat og ansvarligt," forklarer Anett Wiingaard.

GODA er stiftet af Vin og Spiritus Organisationen i Danmark, VSOD, og Foreningen af Danske Spiritusfabrikanter med det formål at fremme den gode alkoholkultur for derigennem at modvirke misbrug af alkohol.

"Med den nye hjemmeside håber vi at få den gruppe af danskere, der drikker med skade for sig selv eller omgivelserne, til at nedsætte deres alkoholforbrug," slutter Anett Wiingaard.

Kontakter


Emner


Livsstil