Danske soldater savner anerkendelse
Pressemeddelelse august 19, 2009 SamfundNy undersøgelse viser, at danske soldater savner befolkningens anerkendelse – ikke medaljer eller heltebegravelser
En ny fokusgruppeundersøgelse gennemført blandt danske soldater, der har været indsat i krigsområder viser, at hjemvendte soldater i høj grad savner anerkendelse fra den danske befolkning for det farlige job, de udfører under fremmede himmelstrøg.
Fokusgruppeundersøgelsen, der er gennemført af den velgørende organisation United Hearts Fonden – viser, at soldaterne oplever en lav grad af anerkendelse for deres arbejde, hvilket ifølge soldaterne skyldes, at danskerne generelt ved for lidt om de vilkår soldaterne arbejder under i krigsområder som eksempelvis Afghanistan.
”Vores undersøgelse viser, at de danske soldater oplever den almindelige dansker som uvidende i forhold til soldatens arbejdsopgaver, løn og risiko. Ligesom de oplever, at den danske deltagelse i internationale operationer for de fleste danskere står som noget abstrakt, der har ringe eller ingen betydning for danskernes hverdag”, siger Anders M. Hansen, formand for United Hearts Fonden, der står bag den nye fokusgruppeundersøgelse.
Ifølge den nye undersøgelse møder soldaterne ofte holdningen, at det at være udsendt soldat er et job som alle andre, og udsendte soldater vælger at tage en kalkuleret risiko i forbindelse med deres job. Videre oplever fokusgruppen den holdning, at valget af en karriere som soldat er personligt og politisk.
De adspurgte soldater oplever videre, at lokale og regionale initiativer til anerkendelse varierer meget landet over og mener, at Forsvaret selv kunne og burde gøre en indsats for at ændre dette. Specielt fremhæver soldaterne deres hjemkomst som et antiklimaks. Her føler soldaterne sig i mange tilfælde overset af samfundet og forsvaret. Samtidigt nævnes hjemkomsten som den tid i hele udsendelsesforløbet, hvor en positiv opmærksomhed fra forsvaret og samfundet generelt vil have størst effekt.
” Undersøgelsen viser med al ønskelig tydelighed, at det vores soldater savner allermest er ikke medaljer eller heltebegravelser. Det er ganske simpelt vores – den danske befolknings – anerkendelse og respekt”, slutter Anders. M. Hansen fra United Hearts Fonden, der af samme grund nu lancerer den landsdækkende kampagne ”Vores Soldater”, der har til formål at få den danske befolkning til bedre at forstå og anerkende den store indsats danske soldater og deres familier yder i forbindelse med soldaternes udsendelse på internationale missioner.
Budskabet bag ”Vores Soldater” er, at de udsendte soldater ikke er stakler, der kræver særbehandling, men medborgere, der fortjener anerkendelse for såvel deres indsats i forbindelse med udsendelsen, og – måske endnu vigtigere – for de kompetencer, de vender hjem med.
Yderlige oplysninger om United Hearts Fonden og den nye fokusgruppeundersøgelse:
Anders M. Hansen, formand for United Hearts Fonden: (45) 28 11 07 45
Martin Ohrt, kampagnechef for United Hearts Fonden: (45) 26 22 62 00
Emner
Samfund