PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/danske-landm%C3%A6nd-har-unik-chance-for-at-blive-gr%C3%B8nne-oliesheiker-4667

Danske landmænd har unik chance for at blive grønne oliesheiker

Pressemeddelelse december 10, 2007 Energi & Miljø

En ny rapport fra Energistyrelsen viser, at forbruget af træpiller på bare 2 år er steget med 50%. Men mangel på råvarer betyder, at den indenlandske produktion kun dækker 10% af forbruget. Det giver landbruget en unik chance for at dyrke flis til træpiller.

Energistyrelsen har netop offentliggjort en ny rapport om det danske træpillemarked. Rapporten viser bl.a. at:

  • - Det private forbrug er steget med 50% fra 2004 til 2006.
  • - Den indenlandske produktion falder fortsat som følge af mangel på råvarer.
  • - Forbruget stiger også i andre lande; som f.eks. Holland, Belgien, Østrig, England, Sverige og Tyskland.
  • - Der er en tydelig sammenhæng mellem olieprisen og interessen for at fyre med træpiller.

Et stigende forbrug af træpiller, højere oliepriser og mangel på råvarer vil øge efterspørgslen efter flis. Hos andelsselskabet Ager Energi ser man store fremtidsmuligheder, og søger derfor nye avlere og andelshavere, som vil være med til at dyrke pileflis. Flisen skal bruges i Ager Energis fremtidige produktion af træpiller.


En besparelse på 1 milliard kroner - om året.

Efterspørgslen på det private marked er drevet af de store besparelser, der er ved at fyre med træpiller. Direktør Jens Christian Pedersen, Ager Energi, forklarer: "I 2006 forbrugte privatmarkedet 469.000 tons træpiller til en værdi af ca. 900 millioner kroner. Skulle det samme varmebehov dækkes med olie, skulle der bruges ca. 224 millioner liter til en værdi af 1.837 millioner kroner. De private træpilleforbrugere har i 2006 med andre ord sparet lige knap 1 milliard kroner ved at fyre med træpiller. Og det beløb er vokset siden. Det er dén besparelse, som er med til at give den store markedsvækst."


Hvad driver markedet i fremtiden?

Og der er fortsat potentiale i markedet. Ifølge Træpillehåndbogen er der et potentielt privatmarked på 1.270.000 tons træpiller; så foreløbig er kun ca. 1/3 af markedet dækket.


Men også andre steder ser Ager Energi muligheder:  I de senere år, har der været stigende negativ fokus på brugen af brændeovne og -kedler. Det skyldes, at mange brændeovne har en dårlig virkningsgrad, samtidig med at de udleder store mængder skadelige partikler. I mange tilfælde vil det derfor være en økonomisk og miljømæssig fordel at udskifte ældre brændeovne med nye træpilleovne. Samtidig er træpilleovne langt mere komfortable end traditionelle brændeovne. Træpilleovne kan programmeres til at tænde og slukke på bestemte tidspunkter, og udstyres med termostatstyring, så man kan holde en konstant temperatur i rummet.


En undersøgelse foretaget af Energistyrelsen i 2006 viser, at der årligt bruges brænde svarende til 1,1 mio. tons træpiller i brændeovne og brændekedler. Og stadig færre forbrugere vil bruge tid på at save og kløve brænde, hvilket igen taler for at udskifte brændeovnen med en træpilleovn.


Hvad med den fremtidige prisudvikling?
Af Energistyrelsens rapport fremgår det, at der er en tæt sammenhæng mellem olieprisen og interessen for at fyre med træpiller. En stigende oliepris vil derfor være med til at presse efterspørgslen efter træpiller i vejret - og dermed også prisen.


Og ifølge direktør Jens Christian Pedersen, Ager Energi, er det ikke utænkeligt, at træpilleprisen kan stige forholdsmæssigt mere end olien: "Historisk set sparer man ca. 50% ved at fyre med træpiller i stedet for olie. Den besparelse har skullet finansiere investeringen i et nyt træpillefyr." forklarer Jens Christian Pedersen, og fortsætter: "Forestiller vi os, at et nyt fyr koster kr. 50.000, og at husstanden bruger 3.000 liter olie pr. år, så vil man ved en oliepris på kr. 8,00 pr. liter bruge olie for kr. 24.000,- om året. Til sammenligning vil træpiller koste ca. kr. 12.000,-. Besparelsen på kr. 12.000 pr. år betyder, at investeringen i træpillefyret er tilbagebetalt i løbet af ca. 4,2 år.


Stiger olieprisen 25%, koster det årlige olieforbrug kr. 30.000,-. Stiger træpillerne tilsvarende bliver den årlige besparelse ved at fyre med træpiller kr. 15.000,-. Investeringen i fyret vil dermed være tilbagebetalt allerede efter 3,3 år. Men skal den oprindelige forudsætning om en tilbagebetalingstid på 4,2 år opretholdes vil træpilleprisen rent faktisk kunne stige med 50%."


"Og med stigende træpillepriser følger stigende afregningspriser til avlerne; så der er gode muligheder for at danske landmænd kan blive grønne oliesheiker", slutter Jens Christian Pedersen

Yderligere oplysninger:

Direktør Jens Christian Pedersen, telefon 4826 3957, e-mail [email protected], www.petalix.dk

Kontakter


Emner


Energi & Miljø