PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/dansk-teknologi-eventyr-i-konstant-v%C3%A6kst-21812

Dansk teknologi eventyr i konstant vækst

Pressemeddelelse oktober 20, 2015 Teknologi

Precision Technic Nordic & Precision Technic Defense stiller skarpt på ’det usynlige’ med high-end teknologier og styrker sikkerheden med avancerede instrumenter.

Precision Technic Nordic & Precision Technic Defense er en danskejet koncern med internationalt udsyn. Den største del af forretningen er avancerede måleinstrumenter og termografisk udstyr, der afsættes til et stigende antal brancher. Virksomheden blev etableret i 1985 ved et management buy-out hos AGA, gjort af Thomas Dresler, og siden er ejerkredsen udvidet med en række partnere.

De 30 år rundes i oktober. Det danske industridomicil ligger i Rødovre, mens koncernens største selskab Precision Technic Defense ligger i Fjellerad ved Aalborg. Dertil kommer datterselskaber i Sverige og Norge, etableret for henholdsvis 20 og 10 år siden.

- Vi startede med de 3 produktgrupper landmålerudstyr, marinelanterner og termografi, fortæller Thomas Dresler. - Landmålerudstyret var i mange år det største forretningsområde med leverancer til Storebæltsforbindelsen, Farøbroerne, Öresundsbron og andre store motorvejsprojekter op gennem 80'erne og 90'erne. Den del af forretningen blev siden afhændet til et amerikansk firma, der siden har flyttet aktiviteterne derover.

Termografi – et fokusmarked
Industri er siden blevet et fokusmarked for Precision Technic Nordic & Precision Technic Defense, bl.a. med termografi. Denne teknologi, der registrerer temperaturforskelle og viser dem i billedform, har været anvendt i Danmark siden 1970’erne - og har for alvor fundet udbredelse inden for de sidste 10 år. I dag er termiske kameraer et vigtigt værktøj på områder som energioptimering, el-vedligeholdelse, udvikling/fejlfinding i industrien m.m.

- Vores industrisektion fokuserer på det nordiske marked, hvor bl.a. Bang & Olufsen, Grundfos, Danfoss, Siemens, Vestas, SAAB og Kongsberg har udviklet sig til vigtige kunder, alt tyder på, at vores avancerede udstyr til termografi vil blive efterspurgt af endnu flere industrielle kunder i fremtiden.

High speed kameraer, broadcast produkter og ultralydsmålinger
I forhold til industrien er high-speed kameraer og ultralyd også produktområder, hvor vækstpotentialet er stort. High speed kameraers evne til at gengive bevægelse i super slow er perfekte til fejlfinding på industrianlæg og bruges bl.a. i pakkeriet hos Novo Nordisk. Mens instrumenter til ultralydsmålinger bl.a. bruges til at finde utætheder på blandt andet trykluftsanlæg.

På det forholdsvise nye forretningsområde - Broadcast - leverer man løsninger til danske TV og radiostationer. Senest har Broadcast afdelingen leveret teknologi, som blev anvendt til at producere TV stationernes grafik i forbindelse med Folketingets åbning.

Precision Technic Nordic leverer også udstyr på højeste niveau til danske universiteters forskning, udvikling og undervisning, bl.a. Forskningscenter Risø/DTU. Samtidig er virksomheden i de senere år begyndt at arbejde for sikkerhedsbranchen med både termiske kameraer og HD security kameraer med knivskarp billedkvalitet:

- Vores high-end sikkerhedsudstyr bruges blandt andet til at overvåge kritiske dele af infrastrukturen som transformatorstationer, topsikrede bygninger, fængsler og andre institutioner. HD security kameraerne leverer så gode billeder, at de kan kobles direkte på software til ansigtsgenkendelse, siger Thomas Dresler. - Grænseovervågning er også et voksende marked i takt med, at stadig flere lande skærper kontrollen.

- De højtudviklede teknologier i vores kameraer og sikkerhedsudstyr matcher i den grad den udvikling, vi ser på flere markeder. Der vil blive investeret massivt i disse typer af udstyr i de kommende år.

Defense er fremtidens vækstmarked
Siden etableringen af Precision Technic Defense for godt 3 år siden, har dette været et attraktivt forretningsområde. Selskabet er en global virksomhed med et højt kompetenceniveau, bl.a. i kraft af sit Advisory Board, der tæller to tidligere Forsvars chefer samt flere markante erhvervsfolk.

Det højteknologiske udstyr fra Precision Technic Defense er med til at skabe den maximale sikkerhed for styrkerne – og de fordele for hver enkelt soldat – der er afgørende ved moderne militære operationer. Selskabets teknologier dækker hele spektret:

Flådefartøjer forsynes bl.a. med langtrækkende multi-sensor teknologi, der sikrer den bedst tænkelige overvågning og målsøgning. Precision Technic Defence leverer såvel markedsledende fladskærme som hjelmbåret udstyr, og alt er udviklet og designet til indsats i ekstreme miljøer.

Mandskabsvogne og andre køretøjer, der bringer soldaterne frem på slagmarken, kræver innovative løsninger og produkter af højeste kvalitet. Det teknologiske udstyr skal gøre kørslen mere sikker, forbedre overvågningen af omgivelserne og styrke målsøgningen. Precision Technic Defence har bl.a. leveret kamerasystemet til de M113G4 og Eagle IV, der bruges af Danmarks Forsvar. Virksomheden har også designet kamera-systemet Wisent II AEV / ARV, der er udviklet og produceret af FFG.

Beskyttelse, mobilitet og kampevne
De samme krav til sikkerhed gælder de helikoptere og fly, der transporterer soldaterne over længere afstande. Styrkelse af den luftbårne indsats er blevet helt afgørende for de seneste årtiers militære operationer.

Precision Technic Defense leverer systemer til såvel sikker troppetransport som til forsyningsenheder. Det omfatter bl.a. laser-sigteudstyr fra FLIR Systems, avanceret GPS samt højtydende sensorer og skærmteknologier – også til de ombordværende soldater.

Når soldaterne er i indsats og har forladt deres køretøj, fly, helikopter eller sejlende fartøj, øger udstyret fra Precision Technic Defense både beskyttelsen, mobiliteten og kampevnen. Soldatens effektivitet sikres dels ved skud- og brandsikker beklædning, dels af det termiske og infrarøde udstyr, som gør det muligt at se og sigte i mørke, så fjenden kan identificeres og uskadeliggøres. Det er uundværligt i felten i dag.

Samlet set tyder udviklingen på, at defense vil blive et større forretningsområde for Precision Technic end industrien.

Yderligere information
COB Thomas Dresler, Precision Technic Nordic AB | Bjerringbrovej 74- 76, DK-2610 Rødovre, Denmark | Tel: +45 40 52 12 58 | e-mail: [email protected]

Emner


Teknologi