Dansk tøjfirma indgår sponsorkontrakt med rockband
Pressemeddelelse juli 19, 2006 KulturDet århusiansk baserede tøjfirma, Revolution, har indgået en 1-årig sponsorkontrakt med rockbandet The Chris Greys fra Odense
Markedsføring er uløseligt forbundet med globaliseringen. TV-reklamer og helsides annoncer er traditionelt benyttet, men flere og flere virksomheder kigger efter alternative promotion muligheder. En af dem er tøjfirmaet Revolution, der har valgt at gå nye veje i forsøg på at markedsføre deres brand. De satser på rockbandet The Chris Greys.- Synlighed er en nødvendighed, og vi kan genkende os selv i musikmiljøet, hvor der er en kunstnerisk frihed og en udklædningstrang, som vi selvfølgelig gerne vil påvirke, siger medejer af Revolution og PR-chef Palle Bruun Rasmussen. Han var for ni år siden med til at starte Revolution, der udelukkende består af dansk design, og som forhandles i 70 butikker i Danmark og 400 butikker i det øvrige Europa.
Sponsorering af bands er ikke et ukendt fænomen. Især i USA er det udbredt at markedsføre sine produkter gennem aktive musikere. Herhjemme hører det endnu til sjældenheder. Og det bliver ikke mindre usædvanligt af, at bandet er det relativt ukendte The Chris Greys, der netop har indgået en pladekontrakt med det nystartede pladeselskab RocknRoll Records, men endnu har deres debut cd til gode. Den ventes først på gaden i begyndelsen af 2007.
- Det er sjovere at være med til at starte noget op. Hvis vi havde valgt et etableret band, havde der allerede været en forventning til deres stil. Med The Chris Greys har vi fundet et band, som vi tænder på musikalsk, og som har en attitude, vi gerne vil forfølge. Vi vil være kontroversielle uden at være komplicerede og for at efterleve den målsætning, mener vi, at The Chris Greys er det helt rigtige band, siger Palle Bruun Rasmussen.
Sponsorkontrakten mellem Revolution og The Chris Greys indebærer, at bandet er iklædt tøj fra Revolution ved alle live-shows og at bandet står til rådighed ved firmaets modeshows i ind- og udland. I tilgift får de tre band medlemmer frit valg på alle tøjhylder i det år kontrakten løber.
The Chris Greys næste offentlige koncert finder sted 31. august på The Rock i København. Her er bandet i semifinalen i kampen om at blive Årets Musiktalent 06.
Kontakter
Rolf Bjørn
Rock'n'Roll Records✉ rolf@******************* Vis...
☎ 25330*** Vis...
http://www.rocknrollrecords.eu
Emner
Kultur