Dansk softwaresucces indtager Hollywood
Pressemeddelelse april 26, 2022 Hollywood Software Erhverv DIGITAL Iværksætter STRATEGISK PARTNERSKABDen danske iværksættersucces SoundFlow, der leverer software til Hollywood og toppen af den internationale film- og musikbranche, indgår strategisk samarbejde med industrigiganten Avid Technology.
Dansk workflow-software, der bliver brugt på de største Hollywoodfilm, af klodens dygtigste musikproducere – kunderne tæller Apple, Spotify, NBC/Universal, Warner Bros, Sony Pictures og mange koryfæer fra musikbranchen – bliver nu for alvor en del af det gode selskab i et samarbejde med en af de helt store tech-spillere i branchen.
Den danske softwarevirksomhed SoundFlow, der har udviklet en banebrydende workflow software til film- og musikbranchen, indgår fra i dag et strategisk samarbejde med det amerikanske selskab Avid Technology.
Avid Technology er virksomheden bag den digitale lyd- og video teknologi, heriblandt Avid Pro Tools, der bliver brugt til at producere det mest sete og elskede medieindhold i verden – fra de mest prestigiøse og prisvindende spillefilm, musikoptagelser, tv shows, live koncerter og nyheder overalt på kloden – til musik og film lavet i utallige hjemmestudier.
SoundFlow har udviklet en løsning til Pro Tools, der gør det muligt for lydklippere, tonemestre, mixere, musikproducere og andre der arbejder professionelt med lyd, at automatisere kedelige, repetitive arbejdsgange så de kan fokusere mere på den kreative proces.
SoundFlow’s software bliver i dag brugt af tusindvis af profesionelle i over 60 lande – men det har længe været et ønske at nå ud til et endnu bredere publikum. Det lykkes nu, igennem samarbejdet med Avid.
“Det er en drøm der går i opfyldelse.”, siger Christian Munk Scheuer, SoundFlow’s danske founder og direktør. “Siden jeg skrev den første kode for 11 år siden, under lanceringen af vores første produkt i 2017 og efter hver eneste release siden, har folk altid spurgt os om vi ikke burde lave et officielt samarbejde med Avid. Vi har mærket, hvor varmt SoundFlow er blevet modtaget overalt i verden, og hvor stor en forskel det gør for vores kunder i deres hverdag. Mange af dem fortæller at de sparer 20-30% af deres tid hver eneste dag, og at det gør dem gladere for deres arbejde. Derfor er det et naturligt næste skridt at indgå dette partnerskab med Avid, så vi kan brede SoundFlow ud til endnu flere mennesker og udbygge det globale community af kreative vi har skabt over de sidste 5 år”.
Med partnerskabet lancerer SoundFlow og Avid i samarbejde et nyt produkt, SoundFlow Cloud Avid Edition, der er gratis at bruge for alle Pro Tools Flex årlige abonnenter. Det har en lang række af SoundFlow’s grundlæggende features, som kan bruges til at optimere workflows – og samtidig får de årlige Flex abonnenter adgang til en udvidet 3-måneders gratis prøveperiode på SoundFlow’s fulde produkt - SoundFlow Cloud Pro.
Produkterne kan tilgås i dag fra soundflow.org/avid
—
Rejsen mod global succes begyndte allerede i 2011, da Christian Scheuer startede på Den Danske Filmskole som tonemesterelev, og hurtigt blev frustreret over hvor stor en del af arbejdet med at lave lyd til film der indebar kedelige, repetitive handlinger. Det var langt fra drømmen om at arbejde i et kreativt fag. Han begyndte derfor i sin fritid at udvikle et lille stykke software til eget brug, der hjalp med at gøre nogle af disse kedelige handlinger lidt nemmere.
6 år senere var hobbyprojektet blevet til et produkt, og den første version af SoundFlow blev lanceret i april 2017. Og her, i jubilæumsmåneden 5 år efter, er det blevet til en verdensomspændende succes.
“Arbejdet med lyddesign i filmbranchen i dag bliver presset fra alle retninger – af skrumpende budgetter, kortere deadlines og højere krav til slutproduktet. Når presset stiger, så opfatter jeg at tiden ikke går fra det tekniske, repetitive arbejde, for der vil altid være nogle minimumskrav til de tekniske aspekter – men det vi især mister er muligheden for at arbejde kreativt. Ved at hjælpe med at udføre det tekniske arbejde hurtigere og mere gnidningsfrit, giver vi lyddesignerne tid tilbage til at skabe originalt materiale, til at udvikle bedre og mere engagerende oplevelser for publikum, og til at få glæden tilbage ved deres arbejde.”
—
For mere information, kontakt
Christian Munk Scheuer - Founder & CEO
Tlf 26259501
Email:[email protected]
Website:
soundflow.org
Emner
Hollywood Software Erhverv DIGITAL Iværksætter STRATEGISK PARTNERSKAB