PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/dansk-skoleidr%C3%A6t-rapport-om-bev%C3%A6gelse-i-skolen-kalder-p%C3%A5-politisk-handling-nu-26407

Dansk Skoleidræt: Rapport om bevægelse i skolen kalder på politisk handling nu

Pressemeddelelse september 16, 2020 Bevægelse i skolen Bevægelse i undervisningen Bevægelse Idræt og bevægelse

Blot 52 % af landets skoleelever bevæger sig ifølge ny SDU-rapport de lovbestemte 45 minutter om dagen. Endnu et klart signal om, at området skal opprioriteres politisk, mener Dansk Skoleidræt.

Bevægelse i skolegård Foto Johnny Wichmann, Dansk Skoleidræt

Det går trægt med at få landets skoleelever til at bevæge sig de 45 minutter om dagen, som skolereformen fra 2014 ellers gjorde til et lovkrav. I en ny rapport fra Syddansk Universitet fremgår det, at 52 % af eleverne bevæger sig i 45 minutter eller mere i løbet af undervisningstiden på en typisk skoledag.

Tallene baserer sig på data fra to undersøgelser gennemført af Syddansk Universitet i 2017 og 2018, hvor skoleelever har båret en bevægelsesmåler omkring låret i én sammenhængende uge, og den inkluderer 4.160 elever fra 1.-9. klasse fra 62 skoler fordelt over hele Danmark.

- Selvom der også er mange skoler, der gør det rigtig godt, peger resultaterne tydeligt på, at der er en del danske skoleelever, der ikke bevæger sig ret meget. Det er desværre et billede, der flugter med Dansk Skoleidræts egne undersøgelser på området i de pågældende år, og som stadig gør sig gældende. Når det er sagt, kan det kvantitative aspekt ikke stå alene. Det er mindst lige så vigtigt, at kvaliteten af bevægelsen er i top, og at elever såvel som lærere og pædagoger kan se meningen med det. Det kræver løbende ny inspiration og en systematisk indsats på den enkelte skole at skabe en kultur for bevægelse, siger Bjørn Friis Neerfeldt, generalsekretær i Dansk Skoleidræt, der årligt efteruddanner to ud af tre af landets skoler i bevægelse.

Da elevernes bevægelsesmålinger er opgjort sekund for sekund og samkørt med skoleskemaet på den pågældende uge for måling, er det i SDU-rapporten muligt at få et ret præcist indblik i elevernes bevægelse henover skoledagen. Sammenligninger på tværs af fagkategorier viser, at eleverne i en typisk 45 minutters boglig lektion har de færreste minutter med bevægelse, og at det er i løbet af idrætslektionerne, at eleverne bevæger sig mest. For sidstnævnte ses det bl.a., at eleverne i gennemsnit har 15,9 minutters bevægelse og 17 minutters stillesiddende aktivitet på en 45 minutters idrætslektion.

- Rapporten giver nogle interessante indsigter; fx at idræt i dag er langt mere end et aktivitetsfag. Og så er det da super ærgerligt, at de boglige fag slår negativt ud. At lære med kroppen er lige præcis det element, som kan gøre kompliceret stof markant lettere at forstå for rigtig mange elever, siger Bjørn Friis Neerfeldt og understreger, at der er behov for, at skolelederne lokalt tager ansvar og hjælper med en klar retning og struktur, så lærere og pædagoger føler sig kompetente til at afvikle gode bevægelsesaktiviteter og dermed bruger mindre tid på at forberede dem.

Brug for politisk handling
Dansk Skoleidræt har gennem det seneste år brugt mange kræfter på at fortælle folketingspolitikere om status og udfordringer inden for bevægelse i skolen. Gennem foretræde, samråd og en høring har emnet været bragt på dagsordenen på Christiansborg. Undervisningsministeren har for nyligt lovet, at der skal ske handling på området, og at Dansk Skoleidræt bliver en vigtig aktør i den forbindelse - i udkastet til finansloven er der dog ingen nye initiativer.

- Alle er enige om, at bevægelse i skolen er enormt vigtigt. Det er som metode med til at styrke elevernes faglige læring, deres sundhed og trivsel, og så er det en helt afgørende del af skolereformens ambitioner om at skabe en mere varieret skoledag. Derfor kan det undre, at politikerne ikke er mere fremme i skoene og gør noget for at understøtte skolernes arbejde. Det haster. Her er endnu nogle tal, der peger på, at området skriger på hjælp. Der mangler økonomi til at løfte opgaven og en central politisk udmelding om, at det her skal prioriteres ude i kommunerne og på skolerne, siger Bjørn Friis Neerfeldt.

Den nye rapport er udarbejdet af forskere fra Institut for Idræt og Biomekanik og Statens Institut for Folkesundhed ved Syddansk Universitet.

Find rapporten og mange flere resultater her.

For yderligere information fra Dansk Skoleidræts side, kontakt:

Kontakter


Bjørn Friis Neerfeldt

Generalsekretær
Dansk Skoleidræt
bc@sk************ Vis...
29899*** Vis...

Niels Henrik Sørensen

Kommunikationskonsulent
Dansk Skoleidræt
nhs@s************* Vis...
29732*** Vis...

Emner


Bevægelse i skolen Bevægelse i undervisningen Bevægelse Idræt og bevægelse