Dansk Skoleidræt og Danske Skoleelever: Alt for lidt bevægelse på landets skoler
Pressemeddelelse juni 26, 2025 Bevægelse i skolen Bevægelse i undervisningen BevægelseNye tal fra Børne- og Undervisningsministeriet viser, at bevægelse i undervisningen ikke prioriteres højt nok på mange skoler. Det mener Dansk Skoleidræt og Danske Skoleelever er et stort problem, for mange elever husker det faglige stof bedre gennem aktiv undervisning, og bevægelse er afgørende for at skabe en varieret og motiverende skoledag.
Arbejdet med at integrere bevægelse i undervisningen på landets skoler skal op i et langt højere gear. Det er Dansk Skoleidræt og Danske Skoleelevers klare holdning, efter nye tal fra Børne- og Undervisningsministeriet viser, at skolernes prioritering af området halter mange steder i landet.
Tallene stammer fra ”Grundskolepanelet 2024”. Her er lærerne bl.a. blevet spurgt til i hvilken grad, de aktiverer eleverne kropsligt. Andelen af lærere, der svarer i høj eller meget høj grad til, at eleverne bruger kroppen som led i undervisningen udgør 23 procent i 2. klasse og blot 6 procent i 8. klasse.
Også eleverne er blevet spurgt, og her angiver 64 procent, at de aldrig eller næsten aldrig bevæger sig i undervisningen. 49 procent af pædagogerne angiver, at de i høj eller meget høj grad gennemfører aktiviteter med bevægelse, mens 31 procent af lederne i folkeskolen angiver, at de i høj eller meget høj grad sætter en tydelig retning for brug af bevægelse i undervisningen.
- De nye tal giver et billede af, at bevægelse i undervisningen slet ikke prioriteres højt nok på landets skoler. Det er problematisk, for det er veldokumenteret, hvor stor effekten er. Læring med bevægelseselementer lagrer sig bedre hos mange elever, det styrker deres trivsel, og så er det vigtigt for at skabe en varieret og motiverende skoledag med mindre stillesiddende røv-til-bænk-undervisning, siger Bjørn Friis Neerfeldt, generalsekretær i Dansk Skoleidræt.
Vigtigt for elevernes udbytte af undervisningen
Undersøgelsen viser også, at lærerne vurderer, at praktiske aktiviteter har stor betydning for elevernes udbytte af og deltagelse i undervisningen. I det lys undrer det Dansk Skoleidræt og Danske Skoleelever, at man ikke prioriterer bevægelse højere.
- Vi er med på, at praktiske aktiviteter kan være en bred vifte af elementer, lærerne tager op af deres didaktiske værktøjskasse - det er også andet end bevægelse. Men vi ved fra vores medlemmer i Danske Skoleelever, at eleverne ønsker sig langt mere bevægelse i undervisningen, så vi kan kun appellere tydeligt til, at den del skal fylde meget mere, siger Caroline Hermansen, formand i Danske Skoleelever.
Lovkravet om 45 minutters daglig bevægelse udgår fra næste skoleår, hvor skolerne i den nye skoleaftale er sat fri til selv at definere, hvordan de integrerer bevægelse i skoledagen. Men det er fortsat et bredt politisk ønske på Christiansborg, at skoledagen skal være varieret og kropslig. Derfor er det en del af den nye skoleaftale, at der skal udarbejdes en national strategi for bevægelse, bevægelse skal indgå i fagfornyelsen af de enkelte fag, og alle skolebestyrelser kan vedtage principper for den enkelte skoles brug af bevægelse.
- Vi vil på det kraftigste opfordre til, at den nationale strategi bliver ambitiøs. Men også at skolebestyrelser, skoleledelser og kommuner tager ansvar for den aktive skoledag. Dansk Skoleidræt har udarbejdet meget materiale til at få bevægelse ind i alle skolens fag, så der er stor hjælp til opgaven for lærere og pædagoger. Få det nu prioriteret for elevernes skyld, lyder opfordringen fra Bjørn Friis Neerfeldt.
---
Om Grundskolepanelet
Grundskolepanelet er en spørgeskemaundersøgelse, som gennemføres hvert andet år blandt et fast panel af grundskoler. Panelet består af ledere, lærere, pædagoger (kun folkeskole) og elever fra 4., 6. og 8. klasse fra udvalgte folkeskoler og frie grundskoler. Gennem undersøgelserne giver deltagerne til sammen et indblik i elevernes skoledag og i skolernes arbejde med at sikre kvalitet i undervisningen.
I 2024 blev Grundskolepanelet gennemført for første gang med deltagelse fra 180 folkeskoler og 57 frie grundskoler. Svarprocenterne var henholdsvis 46 procent for pædagogerne, 69 procent for lærerne, 83 procent for lederne og 64 procent for eleverne.
Se Grundskolepanelets netop offentliggjorte tema om praktisk og motiverende undervisning her: https://www.uvm.dk/grundskolepanelet/resultater-fra-grundskolepanelet/praktisk-og-motiverende-undervisning
Se mere om Grundskolepanelet her: https://www.uvm.dk/grundskolepanelet
Kontakter
Emner
Bevægelse i skolen Bevægelse i undervisningen Bevægelse