PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/dansk-skoleidr%C3%A6t-med-i-k%C3%B8benhavnsk-k%C3%A6mpesatsning-3962

Dansk Skoleidræt med i københavnsk kæmpesatsning

Pressemeddelelse maj 7, 2007 Børn og Unge

To af Dansk Skoleidræts succesprojekter skal være med til at puste liv i idrætsundervisningen i Københavns nye satsning "Faglighed For Alle".

Idraetsundervisning
Børnene skal blive på skolen efter sidste time! Det lyder værre end det er, for det handler ikke om afstraffelse og eftersidning, tværtimod. Det handler om fællesskab og oplevelser, om idræt og gladere, sundere børn. Det er i hvert fald et af målene med et nyt projekt, der begynder i Københavns Kommune fra næste skoleår. I magasinet ”Idræt i Skolen”, der udkommer i morgen, beskrives ”Faglighed for Alle” som et nyt, storstilet projekt, der skal sikre bedre undervisning og bl.a. øget fokus på idrætsundervisningen i hovedstadsområdet.

Skolesport og Legepatruljen som hovedområder
Projektet lægger stor vægt på Dansk skoleidræts projekter ”Legepatruljen” og ”Projekt Skolesport”. Legepatruljen skal sørge for mere fysisk aktivitet i frikvartererne, og Skolesport skal få børnene til at dyrke idræt efter skoletid:
- Vi skal have fat i de ”foreningsløse børn”. Der er alt for mange børn, der ikke deltager i foreningslivet og uden det, mister børnene deres sociale liv. Skolesporten skal sikre, at de inaktive børn bliver aktive, og at de får et socialt liv. Vi skal simpelthen vænne dem til at bruge en større del af deres fritid på skolen, fortæller Søren Kragh, der er idrætskonsulent i Københavns Kommune og bagmand på projektet.

Søren Kragh mener, at det er vigtigt, at skolerne tager ansvar og tilbyder eleverne et sjovt alternativ til de mere stillesiddende aktiviteter:
- Alt for mange børn går bare hjem efter skole. Og der havner de som regel foran computeren eller på det nærmeste gadehjørne med vennerne. Vi vil gerne give dem et tilbud om aktiviteter på skolen. Derfor har vi taget Dansk Skoleidræts ideer, og satser på det hele på en gang.

Lene Mygenfordt, formand i Dansk Skoleidræt, glæder sig over, at Dansk Skoleidræts projekter spiller en væsentlig rolle i idrætssatsningen i Københavns Kommune:
- Jeg synes, at det er meget positivt, at Dansk Skoleidræts ideer skal være med til at skabe større idrætsglæde blandt københavnske skolebørn. Og så glæder jeg mig bare rigtig meget over, at der kommer så meget opmærksomhed på idrætsfaget. Nu håber jeg, at andre kommuner rundt om i landet lader sig inspirere af København, siger Lene Mygenfordt.

En stor satsning
Med 42 millioner kroner i ryggen sparker Københavns Kommune det ambitiøse projekt i gang. Idrætsundervisningen er en del af projektet, og faget skal en gang for alle slippe af med fordommen om at være et forlænget frikvarter. Målet er at skabe en mere kvalificeret idrætsundervisning og sørge for at fange børnenes interesse for faget. Projektet starter for alvor, når det nye skoleår begynder til august og består af flere dele: Millionsatsningen skal udover en idrætsskole og efteruddannelse af lærere finansiere 35 timer årligt til en idrætskoordinator på hver enkelt skole i København.

I de fleste tilfælde bliver det en lærer, der får tildelt 35 timer årligt til at samle og koordinere skolens idrætsaktiviteter. Målet er at sikre, at skolernes idrætskoordinatorer får stablet en paraplyorganisation på benene, til gavn for børnene, der på den måde sikres en bedre undervisning.

Baggrunden for projektet ligger i en to år gammel evalueringsrapport (EVA), ”Idræt i folkeskolen”. Den gav et dystert og nedtrykkende billede af idrætsundervisningen på de danske skoler. Hovedbudskaberne var, at undervisningen var for dårlig og ukvalificeret, og at eleverne så idræt som en fritime.

- EVA-rapporten har ligget og samlet støv i to år, så det er meget positivt, at en kommune nu følger op på de anbefalinger, der ligger i rapporten. Det er dejligt, at en kommune bruger et videnskabeligt materiale til at udvikle idrætten i skolen til glæde for børnene, siger Børge Koch, der var formand for udvalget bag den kritiske EVA-rapport og nu bl.a. fungerer som koordinator i Skoleidrættens Udviklingscenter.


Faktakboks 1
Projektets hovedområder:
-sikre bedre uddannelse af idrætslærere
-uddanne flere svømmelærere
-uddannelse af idrætskoordinator på skolerne
-etablering af idrætskolen Bellahøj Skole

Der er afsat 42 millioner kroner over en tre-årig periode til ”Faglighed for Alle”

Faktaboks 2
Skolesport:
Skal skabe bedre muligheder for foreningsløse børn, der får mulighed for at dyrke idræt på skolen
Legepatruljer:
Elever uddannes på den enkelte skole til blandt andet at stå for mere leg i frikvartererne
Læs mere om Dansk Skoleidræts projekter på www.skoleidraet.dk

Faktaboks 3
Faglighed For Alle:
Målet med projektet er at løfte den københavnske folkeskole over en bred kam og styrke kvaliteten i dagpasningen.
En del af projektet fokuserer på idrætsundervisning og skoleidræt.
Læs mere om projektet i magasinet "Idræt i skolen" nr. 2 2007 eller på www.faglighedforalle.kk.dk

Vedhæftede billede kan frit benyttes ved omtale af pressemeddelelsen og ved kreditering af fotograf Johnny Wichmann.

Nærmere information:
Lene Mygenfordt, formand, Dansk Skoleidræt, tlf. 2245 4614
Maja Løvstrup, kommunikationsmedarbejder, Dansk Skoleidræt, tlf. 6331 0069, mobil 2993 0323
Læs mere om Dansk Skoleidræt på www.skoleidraet.dk


Emner


Børn og Unge