PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/dansk-landskabspris-%C3%A5bner-for-indstillinger-25516

Dansk Landskabspris åbner for indstillinger

Pressemeddelelse april 23, 2019 Dansk Landskabspris Landskabsarkitekter Danske Landskabsarkitekter Park- og naturforvalterne Danske Arkitektvirksomheder

Frem til 7. juni er der mulighed for at indstille projekter og personer til Dansk Landskabspris 2019, der uddeles af Park- og Naturforvalterne, Danske Arkitektvirksomheder og Danske Landskabsarkitekter. Vinderprojektet honoreres med 50.000 kroner og offentliggøres ved et prisuddelingsarrangement i november måned.

DL 19 01

I år er det 9. gang, at Dansk Landskabspris hædrer personer eller projekter, der skaber samfundsmæssig merværdi. Årets pris er temaløs, og der kan indstilles projekter, der med udgangspunkt i landskabsarkitektur for eksempel fokuserer på et eller flere af FN´s verdensmål for bæredygtig udvikling, resulterer i langtidsholdbare og robuste løsninger,  sikrer social sammenhængskraft ― eller på anden vis bidrager til at kvalificere og udvikle vores fysiske rammer.

Efterspørger de bedste danske landskabsarkitektoniske projekter
Dansk Landskabspris 2019 uddeles af Park- og Naturforvalterne, Danske Arkitektvirksomheder og Danske Landskabsarkitekter, og juryen består af en repræsentant fra hver af de tre organisationer samt to uvildige jurymedlemmer. Steen Himmer, landskabsarkitekt, Gentofte Kommune, er repræsentant for Park- og Naturforvalterne forklarer, hvilke projekter juryen efterspørger:

”Den internationale succes dansk landskabsarkitektur oplever i disse år vidner om, at danske landskabsarkitekter kan noget helt særligt. Det er netop det, vi ønsker at fejre med Dansk Landskabspris 2019. I juryen efterspørger vi de bedste og mest nyskabende eksempler på nyere dansk landskabsarkitektur, planlægning og byrumsstrategier, der er realiseret indenfor de seneste 5 år. Vi er interesserede i nutidige landskabsarkitekturprojekter eller navngivne landskabsarkitekter, der på en helhedsorienteret måde formår at navigere i krydsfeltet mellem krav om miljømæssig, social og økonomisk bæredygtighed. Vel at mærke uden at give tab på robuste, mangfoldige og æstetiske løsninger. Vi opfordrer derfor alle, der ønsker at fremhæve et spændende, professionelt landskabsarkitektonisk projekt til at indstille det.”

To måder at indstille projekter på
For at sikre et repræsentativt og bredt udsnit af projekter, er der to måder at indstille projekter på.

  1. Via Facebookgruppen ”Dansk Landskabspris 2019”: På gruppens side kan man foreslå et projekt, man mener fortjener juryens opmærksomhed. Forslag skal senest være ”indsendt” den 20. maj 2019. Herefter udvælger juryen de projekter, der kommer med i den samlede pulje. Vi kontakter projektejer og opfordrer til at indstille projektet efter samme retningslinjer som beskrevet nedenunder.

  2. Via mail: Man indsender en motiveret indstilling til [email protected] – på max en A4-side – et referenceblad samt tre fotos/illustrationer. Referenceblad skal indeholde navn, titel, årstal, og hvis der indstilles projekter, skal der oplyses bygherre, rådgivere, samarbejdspartnere, udførende, volumen, årstal, arealer m.v. samt eventuel økonomi. Juryen forbeholder sig ret til at indhente eventuelle yderligere oplysninger i forbindelse med bedømmelsesarbejdet.

Projekterne skal være realiseret indenfor de seneste fem år, og der er indstillingsfrist 7. juni 2019.

Vinderen kåres til et prisuddelingsarrangement
Efter indstillingsfristen bliver de indstillede projekter vurderet af prisjuryen, der i 2019 består af

  • Anne Stausholm, landskabsarkitekt mdl, Anne Stausholm Landskabsarkitekter repræsentant for Danske Arkitektvirksomheder
  • Line Toft, landskabsarkitekt mdl, maa, LABLAND architects repræsentant for Danske Landskabsarkitekter.
  • Steen Himmer, landskabsarkitekt, Gentofte Kommune repræsentant for Park- og Naturforvalterne

Samt to uvildige repræsentanter, der endnu ikke er udpeget.

Ud fra indstillingerne nominerer juryen et antal forslag, der præsenteres ved et prisuddelings­arrangement, der løber af stablen d. 7. november 2019 i København. Vinderprojekt bliver belønnet med 50.000 kr., mens de øvrige nominerede forslag får hædrende omtale.

FAKTA Dansk Landskabspris 2019
Dansk Landskabspris uddeles af Park- og Naturforvalterne, Danske Arkitektvirksomheder og Danske Landskabsarkitekter, der også er sekretariat for Dansk Landskabspris. I år er det 9. gang, at Dansk Landskabspris bliver uddelt og formålet er at hædre landskabsarkitektoniske værker af særlig storartet karakter, som tjener som inspiration for udvikling af branchen.

Tidligere vindere af Dansk Landskabspris er ’Forpladsen til Kulturhuset Nordvest’ (2017), ’Novo Nordisk Naturpark’ (2015), ’Tagparadiset’ (2014), ’Stille Steder i Silkeborg’ (2013), ’Haveselskabets Have’ (2013), ’Hjerting Strandpark’ (2012), Billedhuggerhaven (2011), ’Måløvaksen’ (2010) og ’Over sø og land Taarup Davinde’ (2009).

Billedtekster

DL 19 01: Vinder af Dansk Landskabspris 2017 – Forpladsen ved Nordvest Bibliotek og kulturhus. Landskabsarkitekter: Schønherr, COBE og TRANSFORM / Ingeniør: Grontmij / Entreprenør: Malmos A/S / Bygherre: Københavns Kommune / Areal: 2.000 m2/ Foto: Jens Lindhe.

DL 19 02: Dansk Landskabspris 2019 åbner for indstillinger.

DL 19 03: Dansk Landskabspris 2019 Logo

Kontakter


Steen Himmer

Landskabsarkitekt
Gladsaxe Kommune, repræsentant for Park- og Naturforvalterne
STEHI************* Vis...
60 54****** Vis...

Emner


Dansk Landskabspris Landskabsarkitekter Danske Landskabsarkitekter Park- og naturforvalterne Danske Arkitektvirksomheder