PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/dansk-iv%C3%A6rks%C3%A6tter-viser-gr%C3%A6kenland-online-markedet-13218

DANSK IVÆRKSÆTTER VISER GRÆKENLAND ONLINE MARKEDET

Pressemeddelelse marts 13, 2012 Erhverv

På trods af krise og bureaukratiske udfordringer går det forrygende for danske Casper Grønbjerg, som driver webvirksomhed fra Athen. Ved siden af sine internationale projekter hjælper han grækere med den digitale del af deres forretning, og han har nu indgået et væddemål med en af sine kunder, om hvorvidt han selv kan tjene penge i Grækenland.

Af Sebastian Kjær

Umiddelbart skulle man tro, at tiderne ikke er til iværksætteri i Grækenland. Krisen kradser, og alt imens EU poster penge i hjælpepakker, spøger bankerotten i det fjerne. Og som om den økonomiske krise ikke var nok, kæmper de græske iværksættere også mod en mur af bureaukrati.

De græske aviser bragte for nyligt en artikel om to hårdtprøvede græske iværksættere, som gerne ville sælge olivenolie til udlandet via internettet. For at gennemføre deres projekt blev de af de græske myndigheder afkrævet, at alle medejere fik taget røntgenbilleder og afleverede test af deres afføring for at dokumentere deres gode helbred. Derudover krævede deres bank, at hjemmesiden udelukkende var på græsk, så de kunne godkende den til at modtage betalinger – selvom  virksomhedens kunder udelukkende var fra ikke-græsktalende lande. 

På trods af udfordringerne mener danske Casper Grønbjerg, at der er masser af uudnyttede forretningsmuligheder for grækerne. 

- ”Grækerne har virkelig svært ved at tage mulighederne på nettet til sig, og de er 3-4 år bagefter udviklingen i Danmark. Jeg sidder pt og hjælper en nystartet sportsmassør med at få kunder igennem Facebook, og markedsføringsudgifterne er så lave, fordi ingen græske virksomheder bruger mulighederne, som internettet tilbyder,” siger Casper, som selv flittigt har brugt de muligheder, han omtaler. 

- ”Der findes så mange succesfulde webkoncepter i Danmark, som bare venter på at blive introduceret hernede.” 

Et væddemål i modvind
Casper Grønbjerg driver en række webprojekter fra boligen i Athen, som har det til fælles, at de kun kører i andre lande end Grækenland – men det skal være anderledes nu.

Han har med en af sine kunder indgået et væddemål, som i al sin enkelthed går ud på, at han skal starte et webkoncept i Grækenland og få det til at tjene penge indenfor 12 måneder. 

- ”Jeg driver blandt andet den danske bryllupshjemmeside VildMedBryllup.dk, og det er det koncept, jeg har tænkt mig at overføre til grækerne. De går ekstremt meget op i deres bryllupper, og derfor passer projektet perfekt til dem,” forklarer Casper om sit nyeste projekt og forsætter nonchalant: ”Om der kommer statsbankerot eller ej, så skal jeg nok vinde det væddemål....Om ikke andet bare for at vise, at det ikke er så håbløst, som grækerne tror, det er.” 

Hvis Casper vinder, skylder hans kunde ham en middag på en af de fineste restauranter i Athen, med udsigt udover Akropolis. 

Caspers portefølje af webkoncepter formidler primært musik til bryllupper og andre fester. Der er over 20.000 musikere tilmeldt, og siden den første hjemmeside blev lanceret i 2005 har over 150.000 kunder fundet deres festmusik igennem hjemmesiderne, der kører i 10 europæiske lande.

Om hans nyeste projekt får succes i det græske, vil tiden vise, men et spændende og ambitiøst projekt er det i hvert fald.

Kontakter


Emner


Erhverv