PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/dansk-camping-union-flere-overnatningsmuligheder-i-skovene-er-godt-nyt-26279

Dansk Camping Union: ”Flere overnatningsmuligheder i skovene er godt nyt”

Pressemeddelelse maj 8, 2020 Dcu Camping Campingferie Campingpladser Naturstyrelsen Shelter Ferie i danmark

Dansk Camping Union roser Naturstyrelsens nye initiativ om at tilføje endnu flere skove til listen over steder, man må overnatte i naturen. ”Det er godt nyt for alle, der holder af at være i naturen”, siger DCUs landsformand.

Lige før Bededagsferien meldte Naturstyrelsen ud, at de har tilføjet 77 skove til listen over naturområder, man kan overnatte i - og dermed er der over 275 skove, som Naturstyrelsen forvalter, med fri teltning fordelt over hele Danmark. Initiativet kommer på baggrund af en øget efterspørgsel på muligheder for at overnatte under åben himmel. Og det er en nyhed, der bliver modtaget med stor interesse fra campisternes organisation, Dansk Camping Union, som driver 22 campingpladser i Danmark.

- Naturstyrelsen skal have stor ros for det nye initiativ, som giver folk endnu flere muligheder for at komme ud og nyde at være tæt på fuglene, duftene og stemningen i skoven. Det er gode nyheder for alle, der godt kan lide at være ude i naturen, siger landsformand i DCU, Anne-Vibeke Isaksen.

Ifølge Naturstyrelsens regler er det tilladt at slå et telt op til maks tre personer og maks to telte ad gangen, og det er højst en nat, man kan overnatte. Dertil kommer det ukendte antal shelters, der er bygget rundt om i de danske skove.

- Hvis man nu nyder at overnatte i skoven så meget, at man får behov for at være der mere end en enkelt nat ad gangen, eller man får lyst til lidt mere komfort – og f.eks. legekammerater til børnene – så er DCU klar til at byde de nye gæster velkommen på campingpladserne, siger Anne-Vibeke Isaksen.

- Campinglivet byder jo også på mange naturoplevelser. DCUs pladser ligger for de flestes vedkommende også lige midt i naturen, tæt på vand, strand, skov og med masser af muligheder for at vandre og cykle. Flere vandrestier ligger endda lige i ”baghaven” på flere af vores campingpladser, siger Anne-Vibeke Isaksen.

DCU er interesseorganisation for Danmarks campister med 50.000 medlemmer. Organisationen ejer og driver 22 campingpladser og har yderligere 110 campingpladser som fordelspartnere. Se også www.DCU.dk

Kontakter


Emner


Dcu Camping Campingferie Campingpladser Naturstyrelsen Shelter Ferie i danmark