PressPort logo
https://www.pressport.com/dk/news/pressreleases/danmarks-st%C3%B8rste-t%C3%A6nketank-ta-r-tigerspring-ind-i-id%C3%A9ernes-tidsalder-1732

Danmarks største tænketank ta'r tigerspring ind i idéernes tidsalder

Pressemeddelelse september 22, 2005 Økonomi

Det er ikke længere kun et produkts egenskaber, der skaber værdi for forbrugeren. Vi er hastigt på vej til en økonomi, hvor den største værdi bliver skabt gennem oplevelser – og hvor der er i stadig stigen-de grad bliver appelleret til følelsesliv, værdier og identitet.

Det er baggrunden for at Nordjylland Danmarks førende turismeregion i dagene 3.-4. oktober 2005 tager afsæt til et tigerspring ind i oplevelsesøkonomien.

Det sker på Skandinavisk Oplevelseskonference, der under overskriften ”Fra produkt til oplevelse” finder sted på Nordjyllands Kunstmuseum i Aalborg. Der er ikke tale om en konference i traditionel forstand, men reelt Danmarks største tænketank, der skal skabe netværk på tværs af kunst, kultur, erhverv, forskning, design og politik og dermed sikre grundlaget for ny vækst, nye produkter og nye projekter inden for oplevelsesøkonomien.

Konferencen, der er det første skridt Danmark tager til at integrere kreativ og forretningsmæssig forståelse, sætter fokus på et oplevelsessamfund drevet af kreativitet, nytænkning, teknologisk knowhow og produktudvikling. Og fremtidens omdrejningspunkt for oplevelsesøkonomien skal være Nordjylland. Konferencen henvender sig til alle aktører inden for områderne kunst og kultur, erhverv og teknologi, forskning og uddannelse samt politikskabelse, som på tværs af brancher og andre traditionelle skel vil være med til at arbejde nytænkende og kreativt.

Kulturminister Brian Mikkelsen betegner konferencen som vigtig for den videre udvikling inden for oplevelsesøkonomien:

”Samspillet mellem kultur- og erhvervsliv er blevet særligt kontant på ét område: det kulturelle marked. Kultur er blevet en vare, et erhverv og et marked. Og oven i købet en af de mest lukrative af slagsen. Det er derfor regeringens vision, at det lykkes at udvikle Danmark til en af de kreative regioner i Europa, hvor kulturlivet kan konkurrere på globale markedsvilkår, og hvor store dele af erhvervslivet er kendt for sine kreative ressourcer, gode historier og gennemførte design.”

Kulturministeren pointerer, at Nordjylland med konferencen netop har sat fokus på samarbejdet mellem kultur og erhverv i regionen:

”Det er et fokus, jeg kun kan glæde mig over, og som vil gavne på mange fronter i området. Regionen har allerede med Kulturaftale Nordjylland bevist evnen til at forene mange gode kræfter i kampen om at bringe sig i front via kulturen”.

Tænketanken spænder over to dage og har plads til 450 deltagere og der er allerede omkring 300 tilmeldte. Den skal frembringe gode idéer til succes i oplevelsesøkonomien gennem konkrete redskaber til idégenerering, inspirationsoplæg og best practice-eksempler. Konferencens form betyder at der bliver plads til konkrete idéer gennem direkte deltagerinvolvering.

Konferencen har tre temaer:

- Nye produkter og virksomheder transformationsprocessen fra produktion af traditionelle produkter til produkter med et rigt indhold af oplevelser i centrum.

- Oplevelsesmekkaer fokus på, hvordan traditionelle virksomheder, institutioner og foreninger inden for turisme, kultur og idræt kan udvikles til at tilbyde sansepirrende totaloplevelser.

- Kreative alliancer nye, utraditionelle alliancer imellem kultur og erhvervsliv, der traditionelt har været adskilt, men som nu i stigende grad i fællesskabgenererer idéer, innovation og omsætning.

Nordjylland har gennem det seneste år satset stærkt på at ændre både sit image og sine vilkår for ny vækst. Blandt andet er der på Aalborg Universitet oprettet et Center for Oplevelsesøkonomi og med Skandinavisk Oplevelseskonference vil Nordjylland markere sig yderligere som et banebrydende vækstcenter for oplevelsesøkonomien i Danmark.

Skandinavisk Oplevelseskonference arrangeres i samarbejde mellem Den Skandinaviske Triangel, Kulturministeriet, Kulturaftale Nordjylland, Aalborg Erhvervsråd, Aalborg Universitet, Region Aalborg Samarbejdet, ArtLab og Nordjyllands Amt.

Kontakter


Emner


Økonomi