Danmarks bedste sødmælk kommer fra Hirtshals
Pressemeddelelse april 4, 2005 HelseSødmælk fra Hirtshals Andelsmejeri er blevet kåret til landets bedste af Børsens Kokkepanel. Andenpladsen blev også indtaget af det nordjyske andelsmejeri; pladsen blev nemlig tildelt mejeriets letmælk.
Mælken er imidlertid ikke økologisk, som det står beskrevet i dagbladet Børsen mandag den 4. april, da Hirtshals Andelsmejeri ikke producerer økologiske mælkeprodukter.
Børsens Kokkepanel er sammensat i forbindelse med Børsen FødevareSundhed, der hvert år uddeler Børsens Fødevarepris under Madfestivalen i Tivoli i august. Kokkepanelet består af Paul Cunningham fra The Paul, Bo Jacobsen fra Restaurationen, Thomas Pasfall fra Munkebo Kro og gastronomisk konsulent Claus Bauer.
Forud for kokkepanelets testsmagning havde Børsen indkøbt prøver af alle de mælketyper, der kan købes i de danske supermarkedskæder. Mælken fra Hirtshals Andelsmejeri var derfor i direkte konkurrence med mælk fra blandt andre Thise Mejeri, Grambogård og Arla Foods. Ud af 26 mulige indtog Hirtshals Andelsmejeri altså de to første pladser.
”Vi er selvfølgelig glade for og stolte over den flotte placering”, siger konstitueret mejeribestyrer Else Kristensen, der samtidig glæder sig over en fortsat fremgang for Hirtshals Andelsmejeri. Forbrugerne har nemlig allerede opdaget den gode smag fra Hirtshals, og inden for det seneste år har det nordjyske andelsmejeri fået over 100 nye butikker som kunder.
fototekst
Sødmælk og letmælk fra Hirtshals Andelsmejeri er netop blevet kåret som Danmarks bedste mælk af Børsens Kokkepanel.
Kontakter
Else Kristensen
Hirtshals Andelsmejeri✉ info@******************* Vis...
☎ 98 94****** Vis...
http://www.hirtshals-mejeri.dk
Emner
Helse